Elektronisk kaos

Mathilde Lunøe skriver i Ugeskriftet nr 9, 2009, om et velfungerende elektronisk system i Cristchurch, New Zealand, i replik til det elektroniske kaos i det danske sundhedsvæsen. Men man behøver ikke rejse til New Zealand for at finde noget, der fungerer - blot en tur til Norge eller Sverige.

Igennem de sidste 22 år har jeg vikarieret på fem norske sygehuse, siden 1998 flere gange årligt. For 11 år siden stiftede jeg første gang bekendtskab med den elektroniske patientjournal, kaldet DIPS. Allerede da var den udbygget og særdeles velfungerende og er blevet løbende forbedret, så den nu er tæt på at være perfekt.

Alle informationer om patienten er samlet og tilgængelige via et brugernavn og password. Hele journalen kan læses, laboratorieundersøgelser og ekg'er, billeddiagnostik, information fra andre sygehuse, al korrespondance og patientens medicinering. Alt kan bestilles med få klik, der er links til relevante supplerende oplysninger, fx om medicin, recepter kan udskrives direkte - eller overføres til apoteket. Udskrivningskort dikteres - eller skrives ind i systemet og går momentant derhen, hvor de skal bruges. Der er overblik, og muligheden for fejl minimeret.

Enkelte fejl er der, noget kunne være bedre, men det er lidt. Papirjournalen er nedlagt.

Kort sagt, det er sådan, som en EPJ bør være, og som de fleste vel tror, det er. Og systemet er kommercielt tilgængeligt.

Så det kunne vi vel også bruge i Danmark. Nej, vi ville selv. Og mig bekendt har man ikke noget nogetsteds i landet, der kommer blot i nærheden af DIPS. Jo, måske i det gamle Viborg Amt, herunder Thisted Sygehus, hvor jeg også lejlighedsvist arbejder.

Men i det gamle Århus Amt har man brugt tæt på en milliard på at udvikle et system, og man har ikke noget, der fungerer.

I Vendsyssel har man på et enkelt sygehus, i Frederikshavn, en EPJ - som er adskilt fra laboratoriesystem, fra medicinmodul, fra røntgen, fra patologi, fra mikrobiologi. Hvert system er tungt, med hver sit log-in. Opleves af de fleste som besværligt, en tidsrøver i hverdagen, som ikke letter noget for nogen.

I en udviklingsfase kan vanskeligheder accepteres, vi må alle bidrage. Men den fase har varet ganske mange år. Og i alle disse år har veludviklede, velfungerende systemer været tilgængelige i vore nabolande (det svenske system, som jeg også kender, er også velfungerende).

Det er svært at forstå, at den dybe tallerken skal opfindes så mange gange.