Skip to main content

I Ugeskrift for Læger 2005;167:3658-62 har journalist Christian Andersen en artikel om sundhedsforsikringernes fremmarch. Baggrunden er sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersens nye bog »Sundhedspolitik«.

For 10-15 år siden var der ingen privathospitaler af betydning og ingen sundhedsforsikringer i Danmark ud over Sygeforsikringen »danmark«. Behovet var der ikke - det offentlige løste opgaven - og dermed var det nødvendige marked for private aktører der heller ikke.

Der er én og kun én årsag til, at der nu findes et stigende antal private sundhedsydelser med deraf følgende -forsikringer: nemlig at markedet findes.

Markedet findes, fordi det offentlige sundhedsvæsen ikke magter at løse sine opgaver på en måde, så der er bred tilfredshed i befolkningen. Manglende ressourcer er en del af problemet, men en lille del. Det afgørende er uduelig ledelse.

I en lille produktionsvirksomhed er alle klar over, at kerneydelsen er det, der produceres i produktionshallen. Omkring den produktion er der så opbygget en nødvendig polstring af administration, sælgere, udviklere, rengøringsfolk m.m.

I den veldrevne virksomhed har polstringen kun den nødvendige størrelse, og alle ansatte i virksomheden er fuldstændig klar over, at produktionen i hallen er kerneydelsen, som alle lever af.

Det offentlige danske sundhedsvæsen adskiller sig ikke fra en produktionsvirksomhed. Kerneydelsen tager udgangspunkt i den direkte kontakt mellem læge og patient.

Gennem de seneste 10-15 år er der sket et kæmpe ledelsesmæssigt svigt, især i det offentlige sygehusvæsen.

Polstringen er gået i totalt selvsving og er vokset til kæmpe dimensioner. De ansatte i polstringen er blevet stadig mere fremmedgjorte i forhold til kerneydelsen. Det er blevet fint at være ansat i polstringen, som udsuger ressourcer fra kerneydelsen, og som sikrer sig selv alle arbejdsmiljømæssige goder på bekostning af de ansatte i kerneydelsen.

Joken, at sygehusene ville fungere meget bedre, hvis ikke patienterne var der, er uhyggelig tæt på sandheden.

Der er én og kun én, der har ansvaret for, at det er gået sådan: nemlig ledelsen. Når private sundhedsordninger har succes, er det først og fremmest pga. elendig politisk, administrativ og sundhedsfaglig ledelse.

Der er intet lys for enden af tunnellen. De ansvarlige lader det køre ud fra devisen »bare det holder min tid ud«.

Løsningen er politisk, administrativt og sundhedsfagligt mod til at optimere virksomheden »Det Offentlige Danske Sundhedsvæsen«, vel vidende, at det betyder væsentligt øgede ressourcer til kerneydelsen og store besparelser på polstringen. Så kan vi få mere for de samme penge. Alternativet er at lade det offentlige danske sundhedsvæsen gå planken ud. Så har private sundhedsforsikringer, privathospitaler og andre private ordninger en lysende fremtid for sig.

I en parallel diskussion har amtsborgmester Bent Hansen igen været fremme omkring sygehuslægers ekstraarbejde i deres fritid. Bent Hansen skal nok stikke piben lidt ind. Han kan meget vel komme i den situation, at han om føje år skal være glad, hvis han kan få de velkvalificerede læger på de private hospitaler og klinikker til at arbejde på de offentlige sygehuse i deres fritid.

Personligt er jeg varm tilhænger af et offentligt sundhedsvæsen, men det forudsætter, at det offentlige sundhedsvæsen kan levere varen.

Det kan det ikke.

Jeg har ved mine ansættelser i H:S gennem de seneste år oplevet den stadige deroute i mulighederne for at tilbyde patienterne en rimelig behandling og omsorg.

Til sidst var jeg nødt til at sige op. Rammerne tillod ikke, at jeg kunne se mig selv i øjnene og kalde mig selv en god læge. Jeg har nu gennem 1 år drevet min egen private lægelige virksomhed. Det kan være hårdt, men jeg har ikke fortrudt et sekund.

Mit råd til lægerne i kerneydelsen er klart: »Sig fra«. Kend jeres værd - det er stort. Kræv ordentlige løn- og arbejdsforhold. Kræv ordentligt arbejdsmiljø. Overvej en fremtidig karriere uden for det offentlige sundhedsvæsen.

De fleste af jer har fortjent en ledelse, der er langt bedre, end den I udsættes for.