Skip to main content

Emergency medicine (akutmedicin)

Reservelæge Peter Pfeiffer, Amager Hospital, Medicinsk Center, Kardiologisk Klinik. E-mail: palff@hotmail.com

6. mar. 2006
3 min.

Der har i de seneste måneder været en del debat om fremtidens akutte patientbetjening, og det har i forbindelse hermed været foreslået at oprette et speciale/fagområde ansvarligt for patientmodtagelse på sygehuset og iværksættelse af tidlig diagnostik og behandling. I udlandet kaldes dette speciale emergency medicine (EM).

Forslaget er blevet mødt med nogen modvilje og skepsis - forventeligt, da mange specialeinteresser kolliderer i den akutte patientbehandling. Enkelte har opfattelsen af EM som værende udelukkende »hyperakut« arbejde - altså medicinske og kirurgiske katastrofetilstande - og kan ikke finde berettigelse til et sådant speciale herhjemme. Andre frygter, at »kedelige« (!) patienter vil »tabe i konkurrencen om lægernes interesse«, at specialet vil være uattraktivt pga. høj vagtbelastning. Endnu andre mener, at patienterne bør mødes i skadestuen af læger på specialistniveau fra relevante grenspecialer, og endelig er det i Sundhedsstyrelsen (uomstødeligt?) besluttet at begrænse antallet af specialer.

Endvidere er debatten drejet over til stort set kun at fokusere på akutmodtagelse af medicinske patienter - man savner input fra kirurgisk side - og tilsyneladende vil man også i fremtidens skadestue bevare den traditionelle visitation som hhv. medicinske, ortopædkirurgiske og organkirurgiske patienter.

Med visitationsprocedurerne rummer den traditionelle skadestueopdeling mange potentielle faldgruber - man bliver som yngre skadestuelæge (uden supervision) let »fastlåst« i sit speciale og tænker ikke »bredt« ved modtagelsen af en tilsyneladende oplagt case - på tværs af specialerne findes differentialdiagnostiske overvejelser, der særligt for den yngre skadestuelæge kan være uoverskuelige.

Man har flere steder på landets skadestuer imødegået problemet ved at ansætte almenmedicinere som skadestuelæger - i erkendelse af, at der er brug for bredt funderet medicinsk og kirurgisk ekspertise ved den primære modtagelse på sygehuset. Således kan udredning og behandlingsforløb planlægges tidligt af læger på specialistniveau.

Men: Almenmedicinere er hovedsagelig uddannet til visitation af akutte tilstande (gatekeeper-funktion) og varetagelse af kroniske lidelser i primærsektoren. Vi mangler i sekundærsektoren en bredt funderet uddannelse i modtagelse af det akutte spektrum af lidelser, medicinske som kirurgiske.

Egne erfaringer fra seks måneders arbejde i EM-specialet i Emergency Department (ED) ved Royal Adelaide Hospital i Australien opsummeres kort:

ED fungerer som skadestue (herunder traume- og akutmodtagelse) og visitationsafsnit for hospitalet og betjener~ 58.000 patienter årligt. Alle (!) patienter - medicinske, kirurgiske og psykiatriske - der henvender sig med akutte lidelser, ses initialt i ED mhp. vurdering, nødvendige undersøgelser og stabiliserende eller definitiv behandling. EM er således ikke kun traumekald eller hjertestop men også lændehold, depression, mavesmerter, vertigo og causa socialis.

Når mulige diagnoser er afgrænsede, kan EM-lægen enten afslutte patientforløbet, bestille ambulatoriekontrol eller ønske tilsyn fra relevant speciale mhp. indlæggelse.

Ved behov for korterevarende indlæggelser (<24 timer) haves et mindre antal observationspladser i afdelingen. Patientens ophold i ED, fra ankomst til endt udredning/behandling, varer gennemsnitlig fire timer, muliggjort af hurtig service fra de parakliniske specialer.

Seniore EM-læger er til stede i afdelingen døgnet rundt, og alle komplicerede eller uafsluttede patientforløb konfereres flere gange i løbet af vagten - enhver patientkontakt betragtes som en undervisningssituation. Differentialdiagnoser vejes og udredes aggressivt. Konkurrerende lidelser fanges ofte under den initiale udredning i ED, hvilket muliggør tidlig iværksættelse af behandling og strømlining af videre indlæggelsesforløb.

Har EM-specialet en fremtid i Danmark? I kølvandet på den stigende grenspecialisering inden for både medicin og kirurgi skabes behovet for en bredt funderet specialist, der på tværs af traditionelle faggrænser kan forestå tidlig diagnostik og behandling af den akutte patient.

Og med dannelsen af store modtageenheder på regionssygehusene synes scenen at være sat for akutmedicineren.

EM som selvstændigt speciale - eller som fagområde? Det må tiden vise - men vi kommer vel ikke uden om det.