En 10-årsplan for psykiatrien: Flere faggrupper må ind i behandlingen

Per Vendsborg [1] har kommenteret min kronik om en 10-årsplan for psykiatrien [2] og uddrager heraf, at »de fleste (psykiatriske patienter) ikke skal indgå (i det psykiatriske behandlingssystem) men henvises til et mistrivselssystem« samt »at en del (af de psykiatriske patienter) ad modum Vestergaard må sorteres fra«, hvis der kun er ressourcer til de mest syge.

Det fremgår af min kronik, at alle mennesker med mentale problemer, som samfundet beslutter sig for at bistå, naturligvis bør tilbydes kompetent hjælp. Ingen skal »sorteres fra». Spørgsmålet er blot, hvilke faggrupper der skal yde hjælpen, og i hvilken offentlig sektor hjælpen bedst formidles. I dag henvises et flertal af mennesker med mentale problemer, uanset alvorsgrad, til vurdering og behandling af speciallæger i sundhedsvæsnets sekundære sektor. Mange kunne behandles hurtigere, billigere og bedre i primærsektoren eller i socialvæsnet. Løsningen på psykiatriens problemer er derfor ikke, at nogle patienter skal »sorteres fra«, men at de begrænsede ressourcer, psykiatrien råder over, bliver anvendt optimalt til gavn for alle, uden det går ud over den traditionelle kernegruppe af svært syge, psykotiske patienter.

En optimal anvendelse af de ressourcer, som samfundet vælger at afsætte til behandling af borgernes mentale problemer, vil indebære radikale ændringer i behandlingssystemets indretning og faggruppernes samspil og allokering. Til det formål er der behov for et samlende organ, et »Nationalt råd for psykiatri«, repræsenterende patienter, faggrupper og eksperter, som kan rådgive politikerne i de nødvendige dispositioner.

Vendsborg finder, at psykiatriens problemer bunder i for få ressourcer, som igen er forårsaget af fordomme mod psykiatri og psykiske sygdomme. Det er nok rigtigt, at fordomme fortsat trives, og at psykiatrien sagtens kunne få gavn af flere ressourcer. Men psykiatrien har fået store ekstrabevillinger i de senere år, og fordommene er langt færre end tidligere, ikke mindst takket været idealistiske organisationer som Psykiatrifonden (som Vendsborg repræsenterer) og de stadigt større og mere indflydelsesrige patientforeninger. Alligevel har psykiatrien som samfundsinstitution fortsat store problemer. Derfor er der ingen vej uden om strukturelle ændringer. Flere faggrupper, gamle som nye, bør behandle mennesker med mentale problemer uden for den del af psykiatrien, som er repræsenteret ved til det sekundære sundhedsvæsens traditionelle og omkostningstunge hospitals- og ambulantpsykiatri. Psykiatri er en samfundsinstitution, som nok har rødder i sundhedsvæsnet, men i høj grad også i socialvæsen og retsvæsen. Derfor er der behov for strukturelle ændringer i det aktuelle, traditionsbaserede psykiatriske behandlingsvæsen, som beskrevet i kronikken [2] og i kapitlet om fremtidens psykiatri i Den moderne psykiatris historie [3]. Det er ikke tilstrækkeligt at bekæmpe fordommene og plædere for øgede ressourcer.