Skip to main content

En 10-årsplan for psykiatrien: Hvor er problemerne?

Kløften mellem psykiatriens opgaver og dens ressourcer er vokset ubønhørligt.
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard

Per Vestergaard, professor emeritus. E-mail: per.a.vestergaard@gmail.com. Interessekonflikter: ingen

31. maj 2021
5 min.

Psykiatriens problemportefølje er uden ende: vold mod personalet (mord), selvmord under indlæggelse, overforbrug af tvang og medicin, for tidlig udskrivelse, for hyppige genindlæggelser, utilstrækkelige behandlingspakker, lange ventetider hos speciallæger og meget, meget mere. Pressen og de sociale medier bringer dagligt nye beretninger om psykiatriens elendigheder. Den problemløsning, som efterlyses, hedder i reglen »flere ressourcer«. Af samme grund nedsætter myndighederne med mellemrum kommissioner og udvalg, som skal analysere psykiatriens forhold og skaffe bedre vilkår. Disse undersøgelser slutter sædvanligvis med, at staten øger psykiatriens budgetter med et rundt millionbeløb. Men problemerne består. For øjeblikket arbejder Sundhedsstyrelsen, bistået af talrige eksperter og interessenter, med en ny 10-årsplan for psykiatrien.

Hvordan lukker man kløften mellem psykiatriens opgaver og psykiatriens ressourcer? Fokus har overvejende været på ressourcerne, og det har været svært for patienter, pårørende og politikere at forstå, hvorfor stadigt voksende bevillinger ikke løser psykiatriens problemer. Men svaret er temmelig ligetil: Opgavernes antal og størrelse vokser desværre hurtigere, end ressourcerne øges. Kløften mellem opgaver og ressourcer indsnævres ikke - tværtimod – den vokser ubønhørligt. Det burde efterhånden stå klart, at øgede ressourcer ikke er det ultimative svar på psykiatriens grundlæggende dilemma, hvor velkomne øgede ressourcer end måtte være.

Psykiatriens opgaver

Opmærksomheden bør også rettes mod psykiatriens opgaver. Antallet af mennesker (i Danmark) med en psykisk sygdom er steget eksponentielt siden år 1900. I 1800-tallet, hvor dansk psykiatri blev grundlagt, kunne antallet af mennesker med psykisk sygdom opgøres til nogle få tusinder, ved århundredeskiftet anslog man det til ca. 5.000. I løbet af 1900-tallets første halvdel steg det til ca. 50.000 og i århundredets sidste halvdel til ca. 500.000. Disse tal er grove estimater, som blot skal illustrere den eksponentielle vækst. I dag er antallet af psykiatriske patienter formentlig meget større, idet man antager, at mellem 10 og 20 procent af befolkningen lider af en psykisk sygdom. Det ligger lige for at spørge, om det er en naturlov, der afgør denne udvikling? Eller om den er menneskabt? Det sidste er naturligvis tilfældet. Mennesker med lettere psykiske sygdomme (som personlighedsforstyrrelser, angst og depression) blev først en del af psykiatriens opgaver efter år 1900, senere tilkom mennesker med mistrivsel (som stress, PTSD og ADHD). Endnu flere mistrivselstilstande er løbende til debat som mulige sygdomskandidater.

Hvor skal grænsen gå?

Men det er vel rimeligt i et velfærdssamfund at yde offentlig hjælp til mennesker, som kæmper med uforskyldte problemer, problemer, der sænker deres livskvalitet og hæmmer deres aktiviteter i familie, skole og arbejdsliv? Hvor grænsen skal gå mellem dem, som samfundet vælger at bistå, og dem, der må klare sig selv er en politisk afgørelse og ikke emnet for dette indlæg. Det, der derimod interesserer psykiatrien, er at få skabt klarhed over, hvem af dem, som samfundet ønsker at bistå, der skal hjælpes under psykiatriens fane – og dermed med psykiatriens begrænsede budgetter. I dag er der ingen grænse for, hvem der visiteres til psykiatrien. Derfor vokser kløften mellem psykiatriens opgaver og psykiatriens budgetter. Det betyder, at psykiatrien aldrig vil blive i stand til at løse sine opgaver på en måde, der kan tilfredsstille patienterne, deres pårørende og politikerne, og heller aldrig vil blive en tilstrækkelig tiltrækkende arbejdsplads for de professionelle faggrupper. Problemet bliver mest synligt med den utilstrækkelige behandling, der tilbydes de sværest syge, psykotiske patienter, ligesom det viser sig med den stadig voksende gruppe af mennesker der dømmes til retspsykiatrisk behandling.

Der er behov for et permanent rådgivningsorgan for psykiatri, som kan arbejde i mellem planperioderne, som kan følge psykiatriens udvikling i samfundet og opbygge viden og kompetencer, der kan anvendes til løbende rådgivning af stat, regioner og kommuner.Per Vestergaard, professor emeritus

Psykiatrien skal afgrænses, således at det bliver tydeligt, hvem der skal hjælpes med de budgetter, der udmeldes til psykiatriområdet. Disse budgetter hører hjemme i sundhedsvæsnet. Der skal de forblive sammen med det lægelige speciale, psykiatri.

Hvad med de andre?

Men hvem skal så hjælpe de mange med mistrivsel, som samfundet også ser det som sin opgave at hjælpe? Alle dem, som ikke hører hjemme i sundhedsvæsnets psykiatri eller i det lægelige speciale psykiatri? Det skal naturligvis de talrige psykologer, pædagoger, socialrådgivere, ergo- og fysioterapeuter, som samfundet i dag uddanner, og som med hver deres faglige kompetencer kan bistå de mange, der mistrives, men som ikke hører under den lægelige psykiatri. De anførte faggrupper skal enten praktisere selvstændigt, som mange psykologer og fysioterapeuter allerede gør det i dag, men med en lettere adgang end tilfældet er nu, hvor egenbetaling sætter grænser for disse faggruppers aktiviteter. I de tilfælde, hvor de anførte grupper ikke praktiserer selvstændigt, bør deres ydelser organiseres i socialvæsenet, adskilt fra sundhedsvæsenets psykiatri (og budgetter).

En sag for politikerne

Det svære spørgsmål er nu, hvordan man drager en grænse mellem de opgaver, der skal løses i sundhedsvæsnets psykiatri, og dem, der under betegnelsen mistrivsel skal løses i socialvæsenets regi eller på det frie marked? At besvare dette spørgsmål er en opgave, som må løses af de politiske arbejdsgivere og de forskellige faggrupper i fællesskab, og løsningen må afhænge af de forskellige faggruppers kompetencer. I sidste ende er det naturligvis et politisk ansvar at træffe den bedste løsning, men det bør foregå på grundlag af faglig rådgivning. I dag er der intet permanent organ, der kan rådgive politikerne, når svære løsninger skal findes på psykiatriens område. Der nedsættes brede arbejds- og følgegrupper, når nye planer forberedes, som i tilfældet med den aktuelle 10-årsplan. Men den tillid og de kompetencer, der opbygges mellem psykiatriens interessenter i en sådan planfase, går let tabt igen, når planen er færdig, og grupperne atter opløses.

Permanent rådgivningsorgan

Der er behov for et permanent rådgivningsorgan for psykiatri, som kan arbejde imellem planperioderne, som kan følge psykiatriens udvikling i samfundet og opbygge viden og kompetencer, der kan anvendes til løbende rådgivning af stat, regioner og kommuner. Et sådant råd, som kunne hedde »Det nationale råd for psykiatri«, har paralleller til andre nationale råd som »Det Etiske Råd« og »Rådet for socialt udsatte«, der også rådgiver i sager, som rummer problemer på tværs af faggrænser og ressortområder. Og det er netop karakteristisk for psykiatri, at fagets problemfelt strækker sig langt ud over det traditionelle sundhedsområde, ind i socialvæsen, retsvæsen og undervisningsområdet. Derfor er der behov for afgrænsninger af psykiatriens område overfor øvrige »væsner«, og derfor er der behov for opdeling af opgaverne, således at det bliver synligt for alle, hvilke budgetter der afsættes til hvilke områder.

Psykiatrien har nok behov for aktuelle planer og flere ressourcer, men psykiatriens har først og fremmest behov for et strukturelt eftersyn, som kan resultere i politiske handlinger, der afbøder psykiatriens permanente spændinger og forebygger de løbende udbrud af katastrofer.