En farlig bog?

I Ugeskrift for Læger den 15. marts (2004;166:1158-9) anmeldes den svenske psykolog Alain Topors bog »Recovery. At komme sig efter alvorlige psykiske lidelser« af to psykiatere, Erik Simonsen & Mogens Mellergård. Anmeldelserne giver anledning til nogle refleksioner.

En anmelder kan ikke meningsfuldt anklage en ballet for ikke at være en opera. Dette grundvilkår forsynder Mogens Mellergård sig imod, når han anklager Alain Topors bog for at være en »negation af videnskabelige principper«. Bogen er ikke medicinsk/naturvidenskabelig, men samfundsvidenskabelig og baserer sig på samfundsvidenskabelig velforankret videnskabsteori og forskningsmetode. Bogen bygger på Alain Topors doktordisputats, som i 2001 blev antaget af Stockholms Universitet.

Det er godt, når en anmeldelse forholder sig kritisk til et værks substans. Men det bliver uredeligt, hvis man fordrejer indholdet, tillægger forfatteren holdninger, som han ikke deler, og stempler ham i stedet for at »gå efter bolden«. Erik Simonsen karakteriserer Alain Topor som »en ulv i fåreklæder« og fastslår, at han »lægger sig tæt op ad den antipsykiatriske tankegang«. Mogens Mellergård mener, at bogen er skrevet »til opbyggelse« for meningsfæller og sammenligner Alain Topors forhold til psykiatrien med, hvordan bonden i Store Klavs havde det med degne: »han bryder sig ikke om faget og dets udøvere«.

Ud fra min læsning af bogen er denne kritik forfejlet. Alain Topor har gennem mange år arbejdet klinisk, forskningsmæssigt og med ledelse og udvikling af psykiatrien i Stockholm og gør det stadig. At udgrænse hans forskning ved at stemple den som »antipsykiatrisk« er en anvendt, men også ukonstruktiv taktik. Tænk, hvis kritik af kræftbehandlingens problemer på en bestemt tid et bestemt sted blev stemplet som »antionkologisk«? Eller hvis en undren over de store forskelle i kejsersnitsfrekvensen blev afvist som »antiobstetrisk«?

Enhver videnskab må for at udvikle sig, være i dialog med andre videnskabsformer og forskningstraditioner. Hvis psykiatrien skal leve op til sin egen erklæring om at anlægge et bio-psykosocialt perspektiv, så kommer man ikke uden om dialog med den ikkemedicinske forskning. En sådan dialog fordrer som mindstemål, at man kender og anerkender andre former for videnskabelighed.

En videnskab, der lukker sig om sig selv, risikerer at ende som en stivnet dogmatik, som netop bliver ideologisk. Sekterisk lejrtænkning må være det sidste, der er brug for.

Derfor skal man måske paradoksalt nok være glad for, at bogen fremstilles som »farlig«, hvilket jo må siges at være en bedre anbefaling end eksempelvis »ligegyldig«. Den stadigt voksende debat om recovery, som mange danske psykiatere heldigvis er kritiske og nysgerrige deltagere i, gør mig sikker på, at bogen nok skal blive læst og diskuteret.

Interessekonflikt: Leder af et 3-årigt undersøgelsesprojekt »Projekt Recovery-orientering«. Desuden redaktør og medforfatter til bogen »Recovery på dansk« som udkommer til august 2004.