Skip to main content

En historie om Vidimering

Peer Jansson Forf.s adresse: Åløkkevej 16, 2720 Vanløse.

2. nov. 2005
2 min.

I forbindelse med ansøgning om at arbejde som læge i Sverige og Norge, skal der fremsendes vidimerede fotokopier af relevante eksamenspapirer, formentlig på baggrund af eksempler på svindel. Den myndighed, der vidimerer, skal bevidne at fotokopi er i overensstemmelse med original. Politiet kan vidimere gratis, men i forbindelse med en konkret forespørgsel, fik jeg af politiet på Borups Allé oplyst, at de ikke længere foretog vidimering, og de henviste til Notarius Publicus, som tager betaling.

Jeg henvendte mig i juni måned til Notarialkontoret ved Københavns Byret, og da de den dag havde ret travlt blev jeg bedt om at hente det en anden dag. Det viste sig at Notarialkontoret havde smidt mine originaldokumenter væk. Notaren beklagede naturligt nok det skete - det skulle aldrig være sket tidligere. Der var ikke grænser for beklagelser og undskyldninger. Jeg blev kontaktet af en byretsdommer, der bedyrede mig at de ville refundere alle mine udgifter, selv parkometerbilletter, og jeg blev forsynet med et brev fra byretsdommeren og notaren, der opfordrede til at være mig behjælpelig med at få nye dokumenter: pas, to speciallægeanerkendelser, autorisation som læge og udskrift af hovedprotokollen for den lægevidenskabelige embedseksamen. Der var mange hændervridende beklagelser også i brevet, men selve arbejdet med at kontakte Sundhedsstyrelsen, Københavns Universitet og politiet med henblik på at få udstedt et nyt pas, måtte jeg selv foretage.

Da de nye originaler var fremskaffet skulle de så vidimeres, og denne gang slap jeg ikke dokumenterne af syne. Formentlig for at vise mig respekt kom selveste notaren ud og beklagede igen. Men de 500 kr. som vidimeringen kostede skulle jeg selv betale, for som hun sagde: de penge skulle jeg alligevel have betalt. Jeg fandt det ærligt talt relevant, at de undlod gebyret i forhold til det besvær jeg havde haft, men nej, beløbet blev heller ikke refunderet af byretsdommeren.

Da der viste sig at være en fejl i det af Sundhedsstyrelsen nyfremstillede dokument, og da jeg havde fået det fejlagtige dokument vidimeret, orkede jeg ikke mere kontakt med Notarialkontoret. Jeg fik det af Sundhedsstyrelsen rettede dokument vidimeret af Lægeforeningens sekretariat uden problemer, og det råd giver jeg gerne videre.