En rigtig øjenåbner eller: »Har De noget, der haster?«

»Er det noget, der haster?«, sagde sekretæren. »Slet ikke«, sagde jeg. »Godt!«, sagde sekretæren, »lægen har meget travlt. Der er en tid om to måneder«. »Fint«, sagde jeg og kom til aftalt tid.

»Jeg kan ikke se lige ud mere«, sagde jeg til min læge. »Mine øjenlåg falder længere og længere ned. Jeg må sidde med hovedet bagover, når jeg ser tv«. »Det kan jeg godt se«, sagde min læge. »Men jeg må ikke henvise dig til operation. Det skal være en øjenlæge«. »Nå«, sagde jeg, »hvem skal jeg tage?« »Brug den lokale«, sagde lægen, »men han har nogen ventetid«. »Så er det jo godt, at det ikke er noget, der haster«, sagde jeg.

Jeg bor på landet, men var en dag i X-borg og gik op til øjenlægen. »Han har meget travlt«, sagde sekretæren, »haster det?« »Nej«, sagde jeg. »Godt«, sagde sekretæren, »her er en tid om et halvt år«. »OK«, sagde jeg og mødte op til ventet tid.

»Ja«, sagde øjenlægen, »det kan jeg godt se. Jeg henviser dig til afdelingen i Y-by, men de har nok nogen ventetid«. »Fint«, sagde jeg, »det er ikke noget, der haster«.

Efter to uger fik jeg brev fra afdelingen. Ventetiden til forundersøgelse var 16 uger. Efter 26 uger uden nyt ringede jeg til afdelingen. »Jeg skulle til for ti uger siden«, sagde jeg. »Det kan jeg ikke forstå«, sagde sekretæren, »du hører nærmere«. Efter to uger kom der brev. Jeg skulle møde i ambulatoriet seks uger senere.

Jeg kørte de 100 km til afdelingen.

»Jeg kan ikke se, at du har en tid«, sagde sekretæren! »Hva’ba!«, sagde jeg. »Har du indkaldelsen med?« »Ja«, sagde jeg. »Åh«, sagde sekretæren, »du skulle møde i Z-købing«. »I Z-købing«, sagde jeg, »hvorfor det?« »Jo, en af vore læger tager til Z-købing og har konsultation der«. »Det kunne I godt have fremhævet med gul eller stor skrift«, sagde jeg. »Der er jo længere til Z-købing end hertil, og jeg er henvist til jer. Kan jeg ikke vente, til en af lægerne her har tid? Det tager kun få minutter«. »Nej«, sagde sekretæren, »vi har alt for travlt. Vi sender dig en ny tid til Z-købing«. »Tak«, sagde jeg.

Efter en uge kom brevet med ny tid efter yderligere 14 dage. Jeg mødte til aftalt tid. »Det skal opereres«, sagde øjenlægen, »i Y-by. Men vi har desværre ventetid«. »Hvor længe?«, spurgte jeg. »Tre måneder«, sagde han. »Så er det jo godt, at det ikke haster«, sagde jeg.

Efter et halvt år ringede jeg til oversygeplejersken. »Jeg skulle ind efter tre måneder«, sagde jeg. »Ja, men vi har mistet en del læger«, sagde hun irriteret. »Åh«, sagde jeg. »Hvornår kommer jeg så til?« »Det ved vi ikke«, sagde hun.

Jeg har ikke hørt fra afdelingen siden.

Forleden aften sad fruen og jeg og så tv. »Der er snart aldrig noget godt i fjernsynet«, sagde min kone. »Det er jeg glad for at høre«, svarede jeg.