Skip to main content

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

I fire år har jeg arbejdet som ledende overlæge med at opbygge en fælles akutmodtagelse (FAM) med en stab på 17-25 læger, heraf 3-4 færdige speciallæger, og med brede samarbejdsflader til øvrige afdelinger.

Jeg har støttet akut-fagområde-ideen. Troet på, at det kunne rekruttere tilstrækkeligt mange speciallæger, der med forskellig faglig baggrund kunne berige FAM.

Men det lykkedes ikke. Billedet af akutlæger er for broget - hvad kan de egentlig? Nogle var mest til anæstesi, andre til kardiologi eller almenmedicin. Hvad skulle man med dem, når den faglige profil varierede så meget?

Samtidig havde disse speciallæger brugt mange år inden for et snævert felt og valgt en ansættelse i FAM, fordi det gav mening at udfolde de akutte aspekter ved specialet. Den første bølge af entusiastiske speciallæger, som bød ind på opgaven, er nu blevet lidt slidt og bange for, at deres grundspeciale visner, eller at man ikke længere anerkendes blandt brødre. Nu lister de stille ud af døren igen. Tak for tiden i FAM, vi kunne godt lide det, men det er for usikker en fremtid.

Kolos på lerfødder

Nu har jeg givet op. Jeg kan ikke udvikle en afdeling, som ikke har en fast stab af dygtige læger på forskelligt uddannelsesniveau, kan ikke stå med 2-3 speciallæger, som skal dække udviklings-, kvalitets-, uddannelses-, forsknings- og ledelsesopgaver samtidig med daglig klinik. Når bare én af disse læger siger op, går det galt.

FAM er en kolos på lerfødder. Og falder FAM, falder hele den kæmpemæssige strukturændring, vi satser så benhårdt på i disse år. Fra at være tvivlende er jeg blevet mere og mere overbevist om, at hvis FAM skal lykkes, kræver det en speciallægeuddannelse i akutmedicin. Det er fint at bygge nye huse, lave akutpakker, samarbejde på kryds og tværs. Men det holder ikke, hvis gode læger ikke kan se en karrierevej i FAM.

Isoleret ø?

Men bliver FAM så ikke en isoleret ø i forhold til resten af sygehuset, hvis de får egne speciallæger? Bliver fagligheden ikke udvandet, ansvarsfordelingen uklar? Spørgsmålene står stadig i kø.

Gamle anæstesiologer kan fortælle om de samme diskussioner, da intensivafdelingerne blev implementeret for et par menneskealdre siden. Men man samarbejder. Intensivisterne kan noget, men er afhængige af andre specialers deltagelse og modsat. Få vil betvivle, at der er en hensigtsmæssig arbejdsdeling i dag.

Tænk akutlægen på samme måde. Akutlægernes særlige kompetence er at sortere de akutte patienter, kende de netværk i huset, der skal trækkes på, have et tæt samarbejde med specialernes læger, fordi man kender hinanden gennem års samarbejde. Akutlægerne kan tilstrækkeligt til at kunne færdiggøre behandlingen af en del patienter selv, og gøre det hurtigt og effektivt, så specialerne kan fokusere på de mere komplicerede tilfælde. De danner fagligt miljø for de læger fra andre specialer eller KBU'ere, som har deres opgaver eller uddannelse i FAM. De skal løse de mange organisatoriske udfordringer, som dagligt opstår i et komplekst supersygehus. Og så skal de visitere patienter og færdigbehandle dem, som ikke kræver andre specialers kompetencer, hindre unødige indlæggelser og reducere spildtid for dem, der har et akut behov.

Speciale giver accept

Hvad giver et akutspeciale? Accept i andre afdelinger, synlig kontinuitet og rekruttering i FAM, en afgrænsning af, hvad man kan forvente af akutlægen, et fast lægelag i FAM, som kan arbejde på speciallægeniveau år efter år, og et vækstlag af uddannelsessøgende læger, som ingen afdeling kan undvære. Vi kommer ikke til at indføre et ekstra vagtlag, men får læger, som kan effektivisere og aflaste de øvrige akutarbejdende læger fra de andre specialer i FAM.

Specialet akutmedicin har været anerkendt i 40 år i USA, og mange europæiske lande er fulgt med, i år Sverige. Og mine 4-5 års erfaring har overbevist mig om, at det er vejen frem, hvis vi vil lykkes med FAM og akutsygehusene.