En socialfaglig engel landede i min praksis

En mellemfornøjet sommerdag dukker en mail fra kommunen op i indbakken. Vil vi i vores praksis indgå i et projekt med en socialfaglig medarbejder tilknyttet praksis – en socialrådgiver på hjul? Meget skal man svare på, så den parkeres til senere. Vi er to i firmaet. Vi er usikre. Skal vi nu overvåges, skal vi nu overkomme endnu en medarbejder, skal vi nu stille med bord, stol og hjerterum og uden honorar? Skal vi nu for de sårbare patienter registrere manglen på løsninger? Relevansen er ikke helt skudt ved siden af. Vores praksis er placeret i et større, udsat boligområde. Vi er også placeret tæt på et boligområde, der frem til 2020 var på ghettolisten. Så der bliver fortsat arbejdet med boligsociale indsatser i området. Lægefagligt skal vi også være på tæerne for at være opmærksomme på, hvordan udsatte borgere sikres den rette lægehjælp.

Lovgivningen rummer mange muligheder for social bistand. I en stor by er indgangene og vejene rundt i systemet mange. 12% af voksne danskere har problemer med læsning af avisartikler, pjecer, pristabeller og blanketter. For ikkevestlige indvandrere er tallet 50%. Over 300.000 er fritaget for NemID. Kommunerne har vejledningspligt, både hvis borgeren præsenterer en anledning og på kommunens eget initiativ. To millioner er på overførselsindkomster og skal både for deres og vores skyld sagsbehandles, så vi finder frem til løsninger, som følger lovgivningen og sker, så den involverede forstår forløb og beslutning. Vi får flere med komplekse sygdomsbilleder, det er lægearbejde. Men vi får også flere med komplekse socialmedicinske problemstillinger. Det er her, jeg behøver hjælp. Jeg bliver smækudmattet af sociale problemer, som spænder ben for, slører og forstyrrer mit lægefaglige arbejde. Et bud på en løsning er en socialfaglig uddannet person, som lægen kan henvise til, når der er brug for hjælp til patienthjælp.

En budgetgodkendelse og flere møder senere tog vi alligevel jahatten på. Vi tager imod 25 timers ugentlig socialfaglig bistand for en praksis med 3.200 patienter. Timerne bliver brugt, og det første år har vi henvist

60 patienter. Det er hjælp til kommunebriller og -tænder, ansøgning om bolig, hjælp til budget, NemID, gældsrådgivning, hjælp til fremmøde og navigering mellem forskellige kommunale instanser, og vi sikrer, at sårbare henviste rent faktisk bliver undersøgt.

Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.

Vi er et velfærdssamfund, som har erkendt, at ting kan ske, så vi ryger på røven, og vi tror på, det hjælper at få røven med. Vel er projektet ikke overenskomstaftalt, vel bliver vi ikke honoreret, vel er én indsats for én praksis med belastet beliggenhed ikke en færdig model. Men for læge og patient er sommerdagene blevet lettere, og følelsen af en engel, der kom forbi, har skabt ro og arbejdsglæde.