En status over sundhed og sund fornuft

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Morten Staberg var initiativtager til underskriftsindsamlingen mod overflødige registreringer sidste efterår.

Mange har spurgt til, hvad resultatet af det sidste halve års debat og underskriftsindsamling vedrørende blandt andet akkreditering, papirarbejde og it egentlig blev. Nænsomt krydret med et lille kig fremad er her noget af svaret:

Efter en kronik i Politiken, »Sundhed - med og uden sund fornuft«, for lidt over et halvt år siden, blussede debatten omkring lægernes manglende tid til kerneopgaver op igen. Den havde ulmet længe, men ikke rigtig fået den opmærksomhed, som den fortjener. Denne gang blev det lidt anderledes. I alt 2.666 læger skrev nemlig under på et brev, der for det første udtrykte en stigende bekymring over tiltagende og til tider urealistiske krav til registrering og dokumentation. For det andet beskrev det den tiltagende frustration over mildt sagt suboptimale it-systemer. Brevet var oprindeligt stilet til Region Hovedstadens direktør, Helle Ulrichsen, men opråbet endte med at komme fra alle ender af landet. Af samme årsag blev både brev og underskrifter sendt videre til ministeren for sundhed og forebyggelse, Astrid Krag. Det hører til sjældenhederne, at så mange læger melder samlet ud. Det faktum havde da også svært ved at gemme sig i det danske medielandskab, hvor dækningen var massiv. Alle lige fra TV Avisen og YouTube til Computerworld og Berlingske var med på galejen.

Effekter

Jeg skal beklage, at denne opsummering af resultaterne i nogle henseender er en smule hovedstadsfokuseret. Det skyldes ikke københavneri, men blot, at det er der, jeg har fulgt udviklingen tættest.

Ifølge Johannesåbenbaringen er 666 djævlens tal. Man fik den fornemmelse, at enkelte politikere, ledere og akkrediteringsfolk så en sammenhæng mellem dette symbol og antallet af underskrivere. I stedet for at blive glade for den konkrete udmelding blev mange ekstremt defensive. Der blev indkaldt til kammeratlige samtaler, sagt hårde ord i debatter, og enkelte blev endda truet med påtaler, og hvad har vi. Der var heldigvis også mere muntre indslag, som da en hospitalsdirektør i Berlingske i ramme alvor sammenlignede en hospitalsafdeling med en flyvemaskine (!). Der har man jo også tjeklister. Den til lejligheden tilpassede analogi sluttede desværre, inden piloten selv skulle til at afise vinger, kontrollere dæktryk og pas, mens han indtjekkede passagererne. Hvis han selv skulle gøre alt det, ville resultatet nemlig være, at flyet aldrig kom af sted.

Heldigvis var der ingen, der stak op for bollemælk. Effekten af det pres, der blev lagt, var kun, at flere af de underskrivere, der tidligere havde været anonyme, nu bad om at få deres navne offentliggjort på listen. Den sidste gang, noget gav mindelser om et oprør i lægekredse, var under strejken i 1981, så det var vel heller ikke for tidligt at komme på barrikaderne igen.

Yngre Læger kom næsten samtidig ud med en undersøgelse, der viste, at læger brugte en urimelig mængde tid foran computere. Desværre sagde den ikke noget præcist om, hvor meget af computertiden der gik til hvad. Journalskrivning var for eksempel en af posterne. Men journalskrivning er mange ting - især hvis journalen skal indeholde information, der ikke giver mening. Alligevel gav undersøgelsen et praj om, at der var plads til forbedring med hensyn til uddannelse og patientkontakt. Patienterne skal stadig helst have det indtryk, at læger og sygeplejersker er til stede på hospitalerne primært af hensyn til ... patienterne.

Langsomt vendte stemningen dog en smule, og en væsentligt mere konstruktiv dialog startede. Helle Ulrichsen inviterede til dialogmøder med grupper af henholdsvis yngre og ældre læger. Det blev blandt mange andre ting aftalt, at der løbende skulle meldes tilbage om uhensigtsmæssige krav og procedurer. En yngre læge får et sæde i regionens journaludvalg. Udvalget får blandt andet til opgave at imødegå dobbeltregistreringer.

Ekstra kroner til it

Sidenhen har IKAS reduceret antallet af standarder i akkrediteringen. Samtidig er mange misforståelser ryddet af vejen. Det viser sig blandt andet, at mange af akkrediteringskravene i virkeligheden ikke er ultimative krav, men i mange tilfælde må tilpasses den enkelte afdelings forhold.

Forhåbentlig er der også nogen, der er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om dobbeltakkreditering ved Joint Commission er en hensigtsmæssig måde at bruge resurser på. Det virker stadig som en slags karneval, hvor afdelingerne en enkelt uge om året bliver klædt ud som noget, de bestemt ikke er til daglig.

I bestræbelserne på at digitalisere arbejdsgangene har man tidligere benyttet delvist effektive og meget kortsigtede løsninger på opgaven. De har formentlig været relativt billige, men har strukturelt set været en usund måde at håndtere udfordringen på. Der er langsomt ved at komme en erkendelse af dette. Der er nu blevet afsat 135,1 mio. kr. ekstra til it. Det er stadig formentlig kun en fjerdedel af, hvad der er brug for, men dog et skridt i den rigtige retning. Man kan ikke undgå at glædes over den handlekraft, der trods alt er udvist.

Ud over de mange og konkrete tiltag er det vigtigste, at det nu er blevet legalt at sige sin mening og diskutere, hvilke akkrediteringskrav, hvilken dokumentation og hvilke registreringer der er relevante. Der bliver også tænkt over, om nogle opgaver kunne varetages af andre faggrupper. For eksempel sekretærer, der er glade for sekretærarbejde, på samme måde som læger er glade for lægearbejde. Mange ledere og politikere blev mindet om, at læger ikke blot er en resurse på linje med olie, som det gælder om at udnytte mest muligt. Måske kan der i virkeligheden frigøres mere energi, hvis man giver tid og mulighed for nytænkning og selvstændigt initiativ. Det er frygtelig banalt, men læger, der kan lide at gå på arbejde, er altså mere produktive og behandler deres patienter og kollegaer bedre.

Sundhedsfaglig høvdingebold

Fremadrettet ville det stadig gavne motivationen, hvis nogen kunne påvise, at akkreditering - på den måde den udføres i dag - har en effekt, der retfærdiggør brugen af de enorme resurser, der bindes i projektet. Det er også værd at huske, at der stadig er forskel på kvalitetssikring og micromanagement. Vi er til for patienterne. Vores overordnede formål er at skabe tryghed og tillid samt effektivt at forebygge og bekæmpe sygdomme. Har vi ikke fornemmelse af, at nye tiltag hjælper os i den rigtige retning, tabes gejsten. Hvis man forsøger at tvinge eller manipulere folk til at ændre adfærd i stedet for at motivere eller inspirere dem, vil det altid slå fejl i længden. Bagsiden af den medalje er - selvfølgelig - at læger ikke bare kan betragte sig selv som lønarbejdere, der ikke har indflydelse på eller interesse i, hvilken vej sundhedsvæsenet bevæger sig. Vi har selv et stort ansvar.

Som tidligere nævnt - blandt andet i den omtalte kronik - for holder det sig også sådan, at ingen læger kan være imod standardiserede behandlingsforløb, instrukser og rimelige sikkerhedsforanstaltninger. I en tid, hvor lægekunsten bliver mere og mere specialiseret, er det kun ganske få, der ikke for længe siden har erkendt, at man ikke kan vide alting bedst selv.

Vi er altså slet ikke så vrangvillige, uengagerede og dovne, som man skulle tro. Der er derfor ingen særlig grund til, at læger på den ene side og ledere, it- og kvalitetssikringsfolk på den anden side ender som modstandere i en omgang sundhedsfaglig høvdingebold.