En turnuskandidats bekendelser

Det er en helt særlig følelse. Følelsen af at være blevet færdig med et årelangt studie. For første gang at kunne kalde sig »læge«. Det klinger af Hippokrates, Florence Nightingale (jeg ved godt, at hun var sygeplejerske ...) og andre store forgængere. Jeg anser ellers ikke mig selv for typen, der hænger sig i titler og falder for pomp, pragt og traditioner, men man føler sig lidt, som har man klædt sig ud i sin mors fine tøj, når man står på trappen i Lægeforeningen til den årlige galla for kandidaterne. Lægestanden er nu noget helt særligt. Det handler om at mindske menneskelig lidelse, at hjælpe de svage og hindre unødig død. Mere værdigt mål kan man ikke have med sit professionelle virke. Det handler ikke om profit, berømmelse, paragraffer eller at vinde. Uanset hvad, vil det altid være mennesket og medmenneskeligheden, der er i højsædet. Eller det er i hvert fald, hvad man får lov at bilde sig selv ind. For virkeligheden er en helt anden. De første uger af turnus er alting stadig nyt og spændende. Indlæringskurven er stejl, og man får endelig brugt al den teori, man har proppet ind i hovedet de sidste mange slidsomme år, men så er det, at man mødes af den barske virkelighed. Handler det overhovedet om mennesker, for slet ikke at snakke om patienterne?

En helt anden side af sundhedsvæsenet

På bare fire måneder i turnus har jeg set en helt anden side af sundhedsvæsenet. Manglen på ressourcer er himmelråbende. Der mangler personale i alle personalegrupper, vagtlagene, specialerne og faggrupperne bekriger hinanden, man bruger størstedelen af sin tid på administration og bureaukrati, man får ingen supervision, da man som yngste mand går alene det meste af vagten og selv skal passe døende patienter, og der er en sådan mangel på ansatte, at man stort set aldrig kommer på dagarbejde. Arbejdsmiljøet er urimeligt, og patienter, der med al rimelighed burde overleve, dør på grund af manglende kapacitet til behandling, fejlvisitationer og neglekt. Næsten ugentligt er lægerne og sundhedsvæsenet på forsiden af aviserne, og hver gang er det lægestanden, der får skylden for mangler i systemet. Vi udhænges i medierne på enkeltsager, som vi grundet respekt for patienterne og tavshedspligt ikke kan udtale os om, og diskussionen forbliver uinformeret og unuanceret.

Det akutte arbejde og yngre læger taber

På min arbejdsplads har ledelsen og Yngre Læger ikke været i stand til at finde en løsning på en gammel overenskomststridig fællesvagtordning med det resultat, at den er blevet opsagt, og både patienterne og personalet har endnu dårligere forhold end før. I stedet for at slås indbyrdes skulle vi have stået sammen med ledelsen og skældt politikerne ud. Nu tager vi selv skraldet på egen og patienters bekostning. Overalt i sygehusvæsenet taber det akutte arbejde og de yngre læger på bekostning af elektive ydelser og »produktionen«, der skal tilgodeses for at få stjerner og krydser i protokollen. Vi arbejder overenskomststridigt, fordi ledelsen ikke kan bekoste oprettelsen af nok stillinger i forvagtslaget. Turnuskandidater står med akut dårlige patienter, som man med få måneders - måske endda kun få ugers erfaring - slet ikke har mulighed for at håndtere tilfredsstillende. Nat efter nat får man besked om, at intensiv ikke har plads og kun kan tage ens patient, hvis man tager en af deres dårlige patienter i »bytte«. Nogle af disse patienter ville måske ikke under nogen omstændigheder overleve til et værdigt liv, men andre kunne måske. Trods min begrænsede faglige viden får jeg indtryk af, at flere patienter ikke får den behandling, de skal have, grundet manglende resourcer. Det er ikke sjældent, at man som forvagt tilbringer natten med at skrue op og ned for ilten og tage a-punkturer, fordi intensiv ikke har plads til at overflytte en patient med kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL) til noninvasiv ventilation-behandling, og der ikke er personalekapacitet til dette i medicinsk regi. Det er ikke lægevidenskab; det er en nødløsning, og det var sgu' ikke derfor, at jeg blev læge!

Gidsler i et politisk spil

Det er vigtigt at understrege, at alle kolleger gør, hvad de kan, og støtter hinanden på bedste vis. Dette er ikke en personsudskældelse - ikke engang af ledelsen. Det hjælper ingenting, når problemet så åbenlyst er politisk. Vi er nemlig alle blevet gidsler i et politisk spil. Effektivisering sker på bekostning af medarbejderforhold og uddannelse. Det kan godt være, at sundhedsvæsenet har overtaget »lean« som ledelsesmodel fra det private erhvervsliv. Man har bare glemt at overtage det privates personalepolitik og forståelse for, at tilfredse medarbejdere er langt mere effektive end udbrændte idealister. Sundhedssektoren lider under mængden af kortsigtede politiske løsninger og den fuldstændige mangel på langsigtet tænkning. Der er personaleflugt fra sygehusene i en sjælden grad. Min sygeplejerskekollega fortalte, at af fire veninder fra studietiden alle havde opgivet faget og var gået i gang med andre uddannelser. Alle mine venner fra studiet, der har overlevet turnus, vælger konsekvent speciale ud fra mulighederne for at få praksis og forlade hospitalsvæsenet. Hvis bare sundhedsministeren og alle de andre politikere ville indse, at det ikke kun er et spørgsmål om at uddanne flere læger og sygeplejersker, eller at få dem, der allerede er her, til at løbe hurtigere. Vi bliver simpelthen nødt til at få bedre forhold. Ellers vil masseflugten fortsætte. Det kan ikke være rigtigt, at politikerne og regeringen slipper for konsekvenserne, når det er dem, der har skabt de umulige vilkår, der har medført problemerne!

Hvor er lægestandens stolthed?

Hvad angår lægestanden spørger jeg gang på gang mig selv, hvad der er sket med vores stolthed? Vi burde stå sammen i stedet for at brydes internt mellem vagtlag, specialer og afdelinger. Patienter og andre faggrupper - for slet ikke at tale om politikerne - kommer os ikke til undsætning. Folk har måske faglig stolthed på deres eget lille kerneområde men ikke på hele standens vegne. Det er ikke godt nok. Uligheden i sundheden øges. Danmark sakker bagud i forhold til andre europæiske lande. Hvis vi skal kunne være fortalere for patienterne, må vi have bare en lille smule respekt og energi tilbage. Hvor er vores sammenhold og fagforening blevet af? Hvordan kan det være, at pædagoger, sygeplejersker og lærere kan stå sammen, men vi ikke kan?

Livet i turnus er ikke meget befordrende for nye læger. For bare at nævne nogle få eksempler har standen et dårligt ry og er evigt udskældt. Der er ingen tid til uddannelse, arbejdsforholdene er elendige. Der er ventetid på turnus og specialisering trods manglen på speciallæger, og det er efterhånden blevet umuligt som læge at leve op til de fine forskrifter i lægeløftet, når man bindes på hænder og fødder af effektiviseringen.

Jeg har lige fået et brev ind ad døren. Jeg (og alle andreyngre læger) tilbydes et job i Norge til en månedsløn på 100.000 kr. Måske skulle man tage imod tilbuddet. Man bliver måske ikke fagligt bedre og får ikke nye udfordringer, men i det mindste slipper man for altid at blive udskældt og hængt ud som læge, mens man arbejder under ulidelige vilkår. I Norge er der i det mindste penge nok i sundhedssektoren.

Giv mig troen tilbage!

Jeg spørger mig selv, hvad mine muligheder er. Jeg kan som så mange kolleger resignere og lukke øjnene for mine medmenneskers lidelser, jeg kan flytte til udlandet eller satse på den private sektor, hvor der er bedre vilkår. Problemet er, at alle disse løsninger kun vil bidrage til at underminere lægestanden og et allerede udsultet offentligt sundhedssystem. I sidste ende har jeg taget min uddannelse, fordi jeg vil hjælpe mennesker. Fordi jeg vil afhjælpe lidelse og være til gavn for mine patienter og samfundet. Fordi jeg tror på, at en offentlig sektor er den eneste måde at undgå ulighed i sundhed. Fordi jeg mener, at man som læge skal være såvel behandler som rådgiver og fortaler. Derfor skriver jeg til jer, mine kolleger, og beder om hjælp:

Lad mig ikke falde for fristelsen. Lad mig ikke opgive mine idealer allerede nu. Så bliver vi alle tabere. Så for min skyld, sig noget. Gør noget. Giv mig troen tilbage!