Skip to main content

En værdig afsked. Bogen om døden

Læge Lene Agersnap E-mail: d237647@dadlnet.dk

18. sep. 2009
2 min.

forfatterE:

Balling K, Binau S

Forlag:

Holbæk: Forlaget Morpho, 2009

Sider: 95

Pris: 149 kr.

ISBN: 978-87-993027-0-3

Forfatterne, en praktiserende læge og en tidligere cancerpatient, har med denne bog ønsket at samle en række praktiske og faktuelle oplysninger om den sidste rejse. Bogen er dels beregnet til fagpersoner, dels til patienter og pårørende. Der er bidrag fra mange faggrupper, og samlet spænder bogen over hele spektret fra dødsprocessen, overvejelser i forhold til hospice/plejeorlov, juridiske og teologiske aspekter til mere personlige vidnesbyrd fra patienter og pårørende.

Overordnet set er det hermed lykkedes at sammenstykke en række oplysninger, som specielt de pårørende og udvalgte patienter kan have behov for at sætte sig ind i. Det er desuden bogens prisværdige intention med en åben og direkte form at medvirke til at aftabuisere døden. Deraf følger, at det ikke vil være alle døende patienter og deres nærmeste, som magter at forholde sig til hele denne meget konkrete virkelighed, men de, der har behov for mere viden - og mod til at søge den - kan finde den her.

Formen er nok direkte, men gennemsyret af menneskelighed. Bedst er de afsnit, der er meget faktuelle - lægens opmærksomhed på, at kritisk sygdom kan udløse et økonomisk tilskud, hvorledes legemet reagerer i den yderste stund, advokatens information om arveloven og bedemandens sobre fremstilling af de ceremonielle aspekter af døden. Svagest bliver bogen, når den skildrer enkeltpersoners subjektive oplevelse, hvor der er lige rigeligt med engle og kærlighed i omløb til en forhærdet praktiserende læge. Men bogen hævder på den anden side heller ikke at have patent på sandheden. Døm selv.