Epidural til fødende – fortsat

Tak for svar den 24. juli 2017 på min kritik af artiklen i Ugeskrift for Læger den 26. juni 2017 [1, 2] om avanceret smertebehandling under fødslen og forekomsten af uregelmæssige hovedstillinger (OP). Jeg har tre kommentarer:

1) I artiklen »Avanceret smertebehandling under fødslen« [3], som forfatterne henviser til, står der: »Ofte ses en grad af motorisk blokade af underekstremiteterne, besvær med vandladning og maternel temperaturstigning ved langvarige fødsler«. Desuden henvises der i artiklen til, at man i adskillige randomiserede kliniske studier forgæves har forsøgt at identificere den optimale fødeepidural. Derfor forekommer det ulogisk, at forfatterne i deres svar til mig skriver, »at komplikationer som immobilitet og urinretention ikke længere er dominerende bivirkninger til fødeepidural« i den vestlige verden, hvor man, som det nævnes, anvender lave koncentrationer af indholdsstof og bruger smartpumps. Hvis bivirkninger som urinretention og immobilitet ofte ses under en fødsel, vil man fra et jordemoderfagligt synspunkt nok anse det som dominerende bivirkninger, da det vil medføre katerisation, sengeleje, fosterovervågning og dermed flere indgreb.

2) Albechtsen, Ekelund og Bang henviser til, at obstetriske og neonatale bivirkninger af smertelindring af fødselssmerter var »uden for rammerne af vores formål«. Det kan undre, at forfatterne ikke finder det så relevant, at disse bivirkninger bør medtages.

3) Forfatterne skriver derpå: »Occiput posterior ('stjernekigger') er aldrig i randomiserede studier påvist at være en bivirkning til fødeepidural, som det også fremgår af fremsendte referencer«. I den kilde, som jeg henviste til, refereres der til retrospektive kohortestudier, hvor der ses en sammenhæng mellem epidural og OP, men at dette imidlertid ikke senere er påvist i randomiserede forsøg. Studierne er dog små. Andre studier har vist en øget risiko for instrumentel forløsning ved brug af fødeepidural [4, 5]. Man burde se nærmere på sammenhængen mellem brug af fødeepidural og bivirkninger, inden man konkluderer, at der ikke er bivirkninger eller risici for barnet.

Måske er der her grund til at minde om den fejltolkning, at »manglende evidens for bivirkning bliver til evidens for manglende bivirkning«.