Skip to main content

Epikriser fra privathospitaler

Alment praktiserende læge Niels Møller, Maribo, E-mail: ntm@post5.tele.dk

19. nov. 2007
1 min.

Meddelelser fra kolleger, der har deres patienter til undersøgelse og/eller behandling, har hidtil været et forsøg på at sikre, at egen læge havde overblik over patientens forløb i sygdomsvæsenet.

Epikriser fra sygehusene har i umindelige tider været et fast diskussionsemne, når praktiserende læger møder kolleger fra sygehusene. De er for længe undervejs, men de kommer dog som regel.

Privathospitaler og -klinikker har øjensynlig ikke fattet, at tilbagemelding om, hvad de foretager sig for det offentliges regning, når vore patienter ender der på grund af de absurde ventetidsgarantier, også kræver tilbagemelding til egen læge.

Det er ikke undtagelsen men reglen, at vi må bede disse eksklusive firmaer om at leve op til anstændig kollegialitet om at sende os en meddelelse om, hvad de har gjort ved vore patienter.

Hvis de ikke selv kan indse rimeligheden af at orientere egen læge, vil jeg foreslå, at sundhedsministeren indskærper de stadigt flere privatklinikker, der får henvist patienter pga. ventetidsgarantien, at patienthensyn, kollegiale regler og almindelig sund fornuft tilsiger, at egen læge orienteres om, hvad der foregår i privatklinikregi.