Skip to main content

Er behandling med Antabus forbundet med nedsat effektivitet af nitroglycerin?

Speciallæge i almen medicin Erik Skovenborg, ÅrhusE-mail: eskov@dadlnet.dk

24. apr. 2006
1 min.

Yifeng Li og kolleger fra Fudan University i Shanghai har påvist, at samme mutation, som medfører en alkoholantabuslignende reaktion i mange asiater, er årsagen til nedsat effektivitet af sublingual glycerylnitrat [1]. Af 80 patienter i behandling med sublingual glycerylnitrat havde 33 en mutation i genet, der koder for enzymet acetaldehyddehydrogenase-2 (ALDH2); 19 af de 33 (58%) havde en lavere aktivitet af enzymet. I en kommentar til resultatet gør Peter Clemmensen, Hjertemedicinsk Klinik B, H:S Rigshospitalet, opmærksom på, at læger i multietniske samfund, som det danske, i stigende grad må være forberedt på individuelle vurderinger, der inkluderer race i fortolkningen af parakliniske undersøgelser [2]. Men hvad med de mange danskere i behandling med Antabus, der som bekendt udøver sin effekt via en hæmning af enzymet acetaldehyddehydrogenase? Er der erfaring for, at behandling med Antabus er forbundet med nedsat effektivitet af nitroglycerin?

Interessekonflikt: Forfatteren holder foredrag og skriver artikler om emnet vin og helbred.


Referencer

  1. Li Y, Zhang'D, Jin W et al. Mitochondrial aldehyde dehydrogenase-2 (ALDH2) Glu504Lys polymorphism contributes to the variation in efficacy of sublingual nitroglycerin. J Clin Invest 2006;116:506-11.
  2. »Alkohol«-mutation korreleres til nedsat effektivitet af nitroglycerin blandt asiater. Medicinske nyheder. Ugeskr Læger 2006;168:1194.