Skip to main content

Er der behov for ændring af Lægeforeningens struktur? - En vurdering ved Overlægeforeningen

Anna Birthe Bach, overlæge, Overlægeforeningens bestyrelse & Erik Kristensen, overlæge, Formand for Overlægeforeningen

1. nov. 2005
4 min.

I forbindelse med de omfattende strukturændringer i sundhedsvæsenet har der været et betydeligt opbrud i overlægernes arbejdsvilkår og ansættelsesforhold. Forskydningen mellem antallet af overlæger og antallet af uddannelsessøgende har lagt et stort pres på overlægegruppen, hvor balancen mellem produktion og uddannelsesforpligtelse udgør en daglig udfordring.

Da mange afdelinger efter de seneste strukturændringer varetager funktioner på flere adresser, er det blevet tiltagende vanskeligt at opretholde et fagligt udviklende og kollegialt berigende arbejdsmiljø.

Overlægeforeningens medlemmer har således mere end nogensinde brug for en fagforening, der markerer sig i den sundhedsfaglige debat og er en seriøs og væsentlig samarbejdspartner i alle sammenhænge, hvor medlemmernes løn- og arbejdsvilkår besluttes.

Nuværende struktur

Overlægeforeningen blev i sin nuværende form etableret i 1992 som en erhvervsforening i Foreningen af Speciallæger. Siden da er antallet af overlæger steget markant, og Overlægeforeningens repræsentation i FAS' bestyrelse og repræsentantskab svarer ikke længere til medlemstallet, idet overlægegruppen i dag udgør ca. 70% af FAS' medlemmer. Da Overlægeforeningen formelt set er en erhvervsforening under FAS, betyder det, at den formelle kompetence til at indgå aftaler om løn- og arbejdsvilkår behandles af Overlægeforeningens bestyrelse og repræsentantskab, inden FAS træffer beslutning.

Mange finder, at denne struktur ikke er demokratisk, da FAS formelt kan træffe en anden beslutning end Overlægeforeningen.

På denne baggrund er det ikke overraskende, at Overlægeforeningens repræsentantskab 2002 har ønsket, at bestyrelsen foretager en analyse og evt. en efterfølgende revision af Overlægeforeningens vedtægter i relation til FAS. Når et sådant ønske fremsættes af medlemmerne er det udtryk for en utilfredshed - større eller mindre - med de eksisterende vilkår for Overlægeforeningens funktion.

Arbejdsgruppens opgaver

Overlægeforeningen nedsatte en arbejdsgruppe bestående af 3 bestyrelsesmedlemmer og 5 medlemmer fra repræsentantskabet. Kommissoriet var følgende:

Arbejdsgruppens opgave er at gennemgå og analysere Overlægeforeningens vedtægter og foreningens placering i FAS og i Lægeforeningen.

Arbejdsgruppen skal vurdere, om den nuværende organisering er tidssvarende, og om den tilgodeser medlemmernes interessevaretagelse mest effektivt.

Arbejdsgruppen skal i den forbindelse vurdere følgende spørgsmål:

  1. Vedtægternes §4 om medlemskab. Er afgrænsningen hensigtsmæssig?

  2. Bestyrelsens størrelse og sammensætning.

  3. Afstemningsmetode.

  4. Repræsentantskabets sammensætning, herunder om de såkaldte repræsentantskabsvalgte medlemmer skal bibeholdes.

  5. Relationen og sammenhængen til FAS og FAS' sekretariat.

  6. Skal næstformanden vælges direkte af repræsentantskabet?

Der ønskes evt. flere alternative løsningsmodeller fra arbejdsgruppen.

Arbejdsgruppen har efterfølgende foretaget en grundig analyse med udarbejdelse af en rapport.

Overlægeforeningens bestyrelse har på baggrund af rapporten haft en række drøftelser, initialt med forskellige ståsteder alt efter hvilke problemstillinger det enkelte bestyrelsesmedlem vægtede højest. Drøftelserne er mundet ud i, at Overlægeforeningens bestyrelse vil arbejde for en ændring af FAS' struktur, således at Overlægeforeningen får en mere markant placering over for medlemmerne, i samfundsdebatten og i den øvrige del af Lægeforeningen. Overlægeforeningen ønsker ikke i den nuværende situation at stille forslag, der implicerer ændringer i Lægeforeningens struktur. I den forbindelse skal det specielt anføres, at den fra anden side tidligere fremsatte ide om en radikal reorganisering af Lægeforeningen på basis af ansættelsesforhold - i henholdsvis en privat og en offentlig fraktion - ikke indgår i Overlægeforeningens overvejelser.

Bestyrelsen arbejder således med mere konkrete forslag til ændringer i FAS' struktur.

Overlægeforeningen vil i FAS' bestyrelse indlede drøftelser af, hvorledes ændringer kan gennemføres, så der bliver taget hensyn til de øvrige medlemsgruppers interesser i FAS.

Hvad angår Lægeforeningens decentrale struktur er det Overlægeforeningens opfattelse, at denne strukturs udformning må ses i sammenhæng med opbygningen af den fremtidige regionale forvaltningsstruktur.

Et overordnet forslag kunne imidlertid være, at lægekredsforeningerne bliver en direkte integreret del af Lægeforeningen.

Ja til samarbejde

Det i lederen (Ugeskr Læger 2003;165:1837), beskrevne samarbejde, lanceret under overskriften »En samarbejdende Lægeforening« støttes af Overlægeforeningen. Den igangværende udvikling i Lægeforeningen, med opbygning af integrerede rådgivningsfunktioner på tværs af søjlerne, evt. i samarbejde med andre AC-organisationer, er tidssvarende og i pagt med lignende aktiviteter i samfundet, hvor der - ligesom i Lægeforeningen - ønskes højere kvalitet og specialisering samtidig med besparelser. Det er en vanskelig øvelse, og vi håber, det vil lykkes i Lægeforeningen.

Trods disse gode ønsker og intentioner om samarbejde kan og skal det ikke skjules, at forskellige fraktioner af Læge-foreningen til tider har divergerende interesser og ønsker. Disse egne interesser ønsker Overlægeforeningen at kunne varetage for sine medlemmer. Med undersøgelse og evt. revision af den nuværende organisation og struktur ønskes Overlægeforeningens manøvremuligheder optimeret. Et ønskværdigt nært samarbejde søjlerne og fraktionerne imellem inden for Lægeforeningen må derfor ske på præmisser, der ikke giver indskrænkninger af Overlægeforeningens selvstændighed og identitet.