Er der en læge til stede?

I hele Europa forsøger man at vride og vende på den primære sektor for at finde den billigste model. Evidensbaseret medicin er blevet et godt styringsinstrument til fastlæggelse af, hvad der skal foregå i klinikken - navnlig i forhold til de store sygdomsgrupper. Men tro mig: Fremtidens udfordring for sundhedsvæsenet er ikke de kroniske sygdomme. Det er de komplekse tilstande. Respekt for kliniske retningslinjer, protokollerne og Cochrane.

Men vi er ikke nået til at kunne sætte en veluddannet thalidomidchimpanse til at køre patienter gennem undersøgelserne eller en robot til at ordinere behandling. Og det handler ikke om, at chimpansen og robotten ikke kunne programmeres til at opfylde retningslinjerne, som jo baseres på forskning. Det handler om, at patienterne ikke består af enkeltdele. Hvis det bare var så vel, for det ville da være både billigt og praktisk.

Relevansen for den enkelte patient af et randomiseret studie beror på, om vedkommende er ligesom gennemsnittet af de patienter, som forskningen baseres på. Men sådan er det kun i heldigste fald. Med alderen bliver patienterne mindre og mindre gennemsnitlige.

De patienter, vi ser i praksis i et uselekteret materiale, er sjældent oprensede - der kan såmænd være både podagra, mavesår, diabetes, astma, hjerteinsufficiens, depression og prostatacancer hos en og samme person. Som i et forskningsprojekt dermed ville opfylde alle eksklusions-kriterier. Her er det så, at vi anvender os af den knap så besungne nøgle til at komme videre i behandlingen: Det lægelige skøn, hvor vi trækker på viden, erfaring og evidens over for netop denne patient med dette kliniske billede. Denne afvejning er en central del af det, som vi foretager os i det daglige, og det er da en diagnostisk fornøjelse.

Der synes at herske en blind tro på kategoriske retningslinjer i de europæiske politiske og administrative miljøer. Det kan indimellem få absurde udtryk, som når der i England kun er én vej, når patienten har fået en KOL-diagnose, uagtet at han ikke tåler medicinen, eller hans tilstand ikke er behandlingskrævende. Eller når de praktiserende læger årligt skal optælle point, og alle patienter med hypertension skal have banket blodtrykket på plads inden den 1. april.

Hver dag er der i praksis henvendelser om hovedpine, træthed og smerter. Jeg prøver af al magt at forestille mig dertilhørende rigide køreplaner. Ikke alle skal skannes. Et sted mellem de mangfoldige sundhedsproblemer og stramme budgetter befinder sig lægen med sit fornemste redskab. Vi kalder det klinisk dømmekraft. Så indtil videre er læger billigere end chimpanser.