Skip to main content

Er der evidens for, at kørekort virker?

1. mar. 2013
4 min.

Jesper Poulsen, Formand for akkrediteringsnævnet, ledende overlæge, Gentofte Hospital. E-mail: jesper.poulsen@regionh.dk. Ida Götke, Næstformand, chefsygeplejerske ved Hospitalsenheden Vest, Region Midtjylland. Per Østergaard Jensen, Næstformand, lægefagligkonsulent ved Danske Regioner.

Vi kræver, at folk tager kørekort, før de sætter sig bag rattet, selv om der næppe findes videnskabelig evidens for, at det reducerer antallet af trafikdrab. Alligevel er det nok de færreste, der på den baggrund vil foreslå, at vi giver kørslen fri. Kravet om kørekort er nemlig sund fornuft.

Diskussionen om, hvorvidt der er videnskabelig evidens for, at akkreditering virker, handler i virkeligheden om det samme tema, sund fornuft.

Denne diskussion er senest igen blevet rejst i en artikel her i ugeskriftet [1] af ph.d. studerende Sarah Wadmann, som forsker i akkreditering i et teoretisk perspektiv ved Københavns Universitet. Hun bliver citeret for at problematisere, at det videnskabelige grundlag for metoden ikke er godt nok. Og det har hun for så vidt ret i. Akkreditering af sygehuse er en så kompleks intervention, at man ikke bare lige kan lave et traditionelt klinisk kontrolleret forsøg. Det ville næppe være muligt at fremskaffe de rette rammer for et sådant studie – om ikke andet fordi verden ikke står stille: Kvaliteten og de organisatoriske forhold bevæger sig heldigvis også på grund af et hav af andre faktorer.

Det er vanskeligt at levere evidens for akkreditering som metode, men der er til gengæld evidens for den overvejende del af det, som akkrediteringen bidrager til at implementere. Der er evidens for værdien af god hygiejne, brug af kirurgiske tjeklister, indikatorerne i NIP, m.m. Der er ikke universel enighed om, at alt, der er omfattet af akkrediteringen, er lige evident, men samlet set består akkrediteringens indhold af, hvad, de faglige miljøer mener, er værd at implementere – og akkreditering skal i bund og grund ses som et implementeringsredskab.

Sygehusledelserne og deres kvalitetsmedarbejdere siger god for akkreditering som et velegnet redskab til systematisk udvikling og overvågning af kvaliteten. De siger også, at processen med at indføre DDKM og forberede organisationerne til ekstern survey har virket som en løftestang for kvaliteten [2].

Det virker

De folk, der sidder med det daglige ansvar, oplever altså, at det virker. Og de er i øvrigt på linje med sygehusledelser og kvalitetsfolk over det meste af verden, hvor man også anvender akkreditering som en af metoderne til kvalitetsudvikling.

Akkreditering er ikke en medicinsk intervention på linje med en ny hoftefrakturbehandling. Den Danske Kvalitetsmodel er en systematisk ramme, som giver sygehusene mulighed for at samordne egne instrukser og rutiner, kliniske retningslinjer, output og input til kliniske databaser og krav fra dansk lovgivning i ét og samme system. Og det er nok det, de fleste ude i den virkelige verden oplever som sund fornuft.

Alternativet til DDKM og akkreditering er bare et andet kvalitetsstyringssystem, som der heller ikke ville være evidens for … for det er vel svært at forestille sig et sundhedsvæsen uden systematisk kvalitetsudvikling, kvalitetsstyring og kvalitetsovervågning?

Det, som DDKM til gengæld ikke er, er et smiley-/stjerne-/karaktersystem, hvor man kan rangordne sygehusene ud fra antallet af de bemærkninger, de har fået, ligesom bemærkningerne ikke kan betragtes som tegn på alvorlige kvalitetsbrist. Bemærkningerne er lige så ofte handlingsanvisende i forhold til det fremtidige kvalitetsarbejde. DDKM er nemlig i sit væsen et lærende system.

Så når formanden for Patientforeningen, Erik Bach, i samme artikel i Ugeskrift for Læger citeres for, at det er utrygt for patienterne, når et sygehus har bemærkninger, er det en fejlfortolkning af systemet: Som akkrediteringsnævn lader vi ikke sygehuse, hvor der afdækkes patientsikkerhedskritiske forhold eller forhold, der kompromitterer patienternes rettigheder, slippe gennem en akkreditering. Til gengæld er formålet, at alle sygehuse – bemærkninger eller ej – lærer noget, de kan bygge videre på i det videre arbejde med at udvikle kvalitet og patientsikkerhed.

Det er værd at bemærke, at det akkrediteringssystem, der danner grundlaget for Den Danske Kvalitetsmodel, udvikles løbende, og at »barren« placeres så højt som muligt i forhold til den bedste viden på de enkelte områder. Det er netop det, der er med til at sikre, at kvaliteten i det danske sundhedsvæsen er høj og uden tvivl stigende.

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Litteratur

  1. Gundersen R. Akkreditering – flot eller skrot. Ugeskr Læger 2013;175:468-9.

  2. Beretning til Statsrevisorerne om kvalitetsindsatser på sygehusene. Rigsrevisionen, februar 2012.