Er det farligt at være foster i Danmark?

Efter 1960'erne debatterede man ivrigt arbejdsmiljøets betydning for helbredet, og frygten for fosterskadevirkninger gav i 1985 anledning til en lovbestemmelse om, at gravide kan fraværsmeldes og oppebære dagpenge, hvis arbejdsgiveren ikke har mulighed for at tilbyde omplacering, når arbejdet skønnes at indebære en risiko for fosteret. Dette gælder stadig, og de arbejdsmedicinske klinikker er tildelt en vigtig rolle i forbindelse med den konkrete risikovurdering.

Frygten var især baseret på kemisk-toksikologiske overvejelser, analogislutninger, mistillid til industrien og dyreforsøg, hvor drægtige dyr udsattes for diverse industrikemikalier under laboratorieforhold. Når man på den måde havde fundet frem til en mindstedosis med fosterskadevirkning, blev den divideret med en »sikkerhedsfaktor« på f.eks. 10 eller 100, og kvotienten blev fastsat som den højeste tilladte graviditetseksponering. Der blev gennemført utallige epidemiologiske undersøgelser af fosterskade- og abortrisiko. Men det lykkedes ikke at tilvejebringe evidens, dvs. ingen humane undersøgelsesresultater, som viste, at der også i det virkelige liv faktisk findes risici (bortset selvfølgelig fra bastante påvirkninger som blyforgiftning, ioniserende stråling, vold, visse infektioner og miljøkatastrofer).

Ud fra en antagelse om, at skaden sker endnu tidligere i reproduktionsforløbet, interesserede man sig så for hypotetiske arbejdsmiljøbetingede reproduktionsforstyrrelser, der hos både mænd og kvinder viser sig ved forlænget ventetid, før en ønsket graviditet indtræder, time to pregnancy. Emnet var så politisk korrekt, at det affødte en lang række publikationer, der antagelig var medvirkende til, at en dansk epidemiolog blev en af verdens mest citerede forskere. Alt imens jordens overbefolkning voksede.

Området er kontroversielt. På nogle arbejdsmedicinske klinikker beskæftiger man sig slet ikke med det, mens man på andre har brugt store resurser på fosterskaderisikovurderinger og fortsat gør det. I Odense f.eks. udgjorde gravide 19% af klientellet i 1997, 25% i 2001 og 11% i 2006. Men der foreligger som nævnt, trods mange års forskning, ikke konsistent evidens for erhvervsrelateret fosterskade- eller fertilitetsrisiko hverken i dagens Danmark eller i de lande, vi plejer at sammenligne os med. Naturen er stærkere end som så. Samfundet påføres altså dagpengeudgifter formentlig til ingen nytte, og den enkelte gravide bibringes ubegrundet frygt. Endelig er ordningen med til at understrege, at graviditet er en afvigelse i forhold til det normale arbejdsmarked.

Evidensbaseret medicin vinder stadig frem, langsomt, men sikkert. Skal arbejdsmedicin også være evidensbaseret? I så fald bør vurdering af graviditetsrisiko afskaffes som arbejdsfelt, og Sundhedsstyrelsen må tage bestemmelserne om fraværsmelding af gravide op til revision.

> Svar

♠ Kontorchef Sonja Ploug Jensen, Arbejdstilsynet.

E-mail: spj@at.dk

Hvorvidt en gravid kvinde bør fraværsmeldes pga. en eventuel risiko for fosteret beror på en lægefaglig vurdering.

Arbejdstilsynets bekendtgørelse om arbejdets udførelse har ganske rigtigt bestemmelser om at beskytte gravide og ammende. Det være sig mod fysiske såvel som smitsomme og kemiske påvirkninger.

Denne bekendtgørelse udspringer af Rådets direktiv 92/85/EØF af den 19. oktober 1992 om iværksættelsen af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer.

Til gengæld er reglerne om fraværsmelding af gravide på grund af arbejdets særlige karakter med tildeling af dagpenge ikke en del af arbejdsmiljølovgivningen, som Arbejdstilsynet agerer inden for.

Direktivet og Arbejdstilsynets regler er blevet til for at beskytte gravide arbejdstagere, som i mange henseender betragtes som en særlig risikogruppe, uden at graviditet og fødsel dermed må opfattes som en sygdom. Arbejdsgiveren skal, når han/hun bliver bekendt med, at en medarbejder er gravid eller ammer, vurdere, om der er risiko for, at medarbejderen er udsat for påvirkninger, der kan indebære fare for graviditeten eller amningen.

Risikovurderingen i relation til graviditeten er nogle gange kompliceret, og det kan derfor være nødvendigt at inddrage rådgivning fra en arbejdsmiljørådgiver. Kan arbejdsgiveren ikke i samarbejde med arbejdsmiljørådgiveren foretage den nødvendige risikovurdering, kan den gravides egen læge henvise hende til en arbejdsmedicinsk klinik, der så vil kunne hjælpe i disse tilfælde.

Arbejdstilsynet kan naturligvis være den arbejdsmedicinske klinik behjælpelig med oplysninger om arbejdsforhold, men det er i sidste ende den lægefaglige vurdering, der afgør, om en gravid skal fraværsmeldes på grund af arbejdets særlige karakter.