Er det virkelig sandt?

Den megen om tale i pressen vedrørende igangsætning af fødsler med Minprostin og de efterfølgende kommentarer fra Sundhedsstyrelsen og Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi m.fl. bringer en gammel læge af specialet til pen og papir for en kommentar.

Jeg fatter ganske enkelt ikke, man vover at igangsætte fødsler ambulant, al den stund, at enhver obstetriker må vide, at én af »bivirkningerne« ved brug af prostglandin er veer/vestorm med risiko for mor og barn.

Enhver obstetriker må vide, at når man igangsætter med prostaglandin, er det hos patienter med umodne cervikale forhold, og hertil er veer uønskede – en bivirkning tillader jeg mig at kalde veerne. Når først de cervikale forhold er modne, kommer veerne ofte spontant – ellers kan de induceres med andre midler.

Jeg begyndte at arbejde med prostaglandin i 1980 til igangsætning af fødsler hos patienter med umodne cervikale forhold og observerede uheldige vemønstre, som vi på behørig vis kunne imødegå/behandle, fordi vi selvfølgelig havde patienterne i huset og under observation.

Hvad oplever de kvinder, der har fået fødslen ambulant igangsatte ude i de små hjem? – Får de uhensigtsmæssig veaktivitet på umodne cervikale forhold? Lider fostret under periodevis anoksi? Får fostrene varige skader? – svarene er: Det ved vi intet om, for patienterne er uden observation!

Når det går rivegalt får vi det at vide, men så er det ofte for sent og skaderne uoprettelige.

I vores medicinske verden handler det om marginaler – jeg har været ansat på sygehuse, der har fået frataget retten til at betjene fødepatienter, da man fra sagkundskabens side anså det for uforsvarligt at føde på de mindre sygehuse – nu skal man opleve, at man igangsætter fødsler ambulant, og at man ikke har CTG-kapacitet til observation/overvågning (Berlingske 15.3.2013) – det havde man i min tid – selv på de mindre steder.

At den ambulante brug af prostaglandin er i direkte modstrid med fabrikanternes anbefalinger gør ikke sagen mere forståelig.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen