Skip to main content

Er dette et helbredsproblem – eller skal alle have en diagnose?

Ledende overlæge Jens Tølbøll Mortensen, Socialmedicinsk Enhed, Aalborg Universitetshospital. E-mail: loneogjens@email.dk

17. maj 2013
3 min.

Dette er en replik til læger, som ind imellem er i tvivl om, hvorvidt patientens klagebillede kan forklares lægeligt.

I forbindelse med arbejdet som læge i en socialmedicinsk enhed med kontakt til sagsbehandlere og klienter i det kommunale system og med daglig gennemgang af lægejournaler, attester og speciallægeerklæringer støder jeg hyppigt på situationer, hvor et diffust klagebillede sættes ind i en traditionel lægelig forståelsesramme, måske med udgangspunktet: »Alle har ret til en diagnose«.

Det kan være en kvinde, som nu er henvist videre til en psykiater via egen læge, efter at en psykiatrisk sygeplejerske har screenet familien med diverse skemaer for ADHD.

Det kan være en kvinde med endometriose, hvor smerterne ad uforklarlige veje er vandret over i bevægeapparatets muskler med et meget lavt funktionsniveau til følge.

Det kan være en kvinde med svimmelhed og føleforstyrrelser i hele den ene side af kroppen, hvor der er fuldstændig normale forhold ved neurologisk undersøgelse, og hvor alle andre undersøgelser viser normale forhold.

Det kan være en mand med rygsmerter, hvor et aktuelt alkoholoverforbrug påstås at være uden betydning for tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Jeg tager i forbindelse med uddybning af sådanne attester og erklæringer ofte kontakt til både alment praktiserende læger, praktiserende speciallæger og læger i sygehusvæsnet, og jeg er meget ofte ude for, at den pågældende læge, når jeg spørger, om der er mulighed for at nuancere billedet lidt, om klagebilledet alene kan skyldes diagnosticerbar sygdom, eller måske kan forklares ud fra andre forhold, herunder f.eks. sociale omstændigheder, udbryder: »Jeg er fuldstændig enig med dig, men det kan jeg jo ikke skrive«. Hvorfor kan man ikke det? Er det fordi, vi er bange for at træde i karakter som læger og måske komme til at skuffe patienterne?

Jeg tror, at det kunne være tidspunktet at legalisere en debat om dette i lægelige kredse. Jeg tror, at det vil bedre lægers mulighed for at udføre et godt lægearbejde, og jeg tror, at det vil blive til gavn for patienterne. Hvis en sådan arbejdsform også slog igennem i det sekundære sundhedsvæsen, ville den alment praktiserende læge få bedre kort på hånden i dialogen med patienten.

En mand angav at have lavt blodsukker og ubehag i relation hertil og fortalte, at han ti sekunder efter at have spist noget havregryn uden sukker, mærkede en stigning i blodsukkeret og bedring i tilstanden. Det ville være godt, hvis vi turde sige til sådan en patient: »Ved du hvad, det har ikke noget med blodsukkeret at gøre. Har du lyst til at tale om, hvad det ellers kunne være?«

En læge skrev i en statusattest: »Der tegner sig et i udtalt grad pleomorft billede, hvor de subjektive gener er legio og ikke umiddelbart kan rubriceres inden for rammerne af nogen veldefineret patologisk eller patofysiologisk enhed«. Formuleringen er ikke forståelig i det kommunale system, men skrevet på dansk, vil den give den kommunale sagsbehandler mulighed for at ændre fokus.

Der er i den nye lovgivning om førtidspension og fleksjob lagt op til at udbygge samarbejdet mellem den kommunale sektor og sundhedsvæsenet. Lad os gribe den mulighed for nuanceret dialog – til gavn for patienterne.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen