Er Lægeforeningen den ny sandkasse?

2003 var året som varslede store ændringer i sundhedsvæsenet. Det rådgivende udvalg for sundhedsministeren var kommet med en betænkning som foreslog betydelige ændringer i sygehusstrukturen, og Strukturkommissionen var i gang med et arbejde, der kunne komme til at sætte store spørgsmålstegn ved blandt andet psykiatriens stilling i forhold til hospitalsvæsenet og de praktiserende lægers ansættelsesforhold i fremtiden.

Trods dette var det største emne på Lægemødet lægekredsforeningernes stemmetal i Lægeforeningens repræsentantskab. Der blev brugt oceaner af tid på diskussioner i gruppemøderne og i selve repræsentantskabet. Der blev lagt strategi i de enkelte delforeninger samtidig med at hovedbestyrelsesmedlemmer undsagde deres eget forslag. En kamp der endte med at hovedbestyrelsens forslag blev vedtaget. Allerede før jeg tog til Lægemødet, var jeg klar over at det var mit sidste Lægemøde. Den manglende diskussion af vigtige emner og den megen diskussion af internt fnidder bekræftede mig i at beslutningen var rigtig.

Da Ugeskrift for Læger dumpede ind ad postkassen i mandags, så jeg at dagsordenen for Lægemødet 2004 var publiceret. Jeg fik det lidt som en cirkushest der hører musik, nemlig en længsel efter at deltage igen. Glemt var ærgrelsen over forløbet af Lægemødet 2003.

Men da mit blik faldt ned over dagsordenen og jeg læste artiklen om kontingentstriden tænkte jeg, at det nu alligevel var en god beslutning ikke at spilde tiden i Kolding. Ud fra dagsordenen kan man forudse, at Lægemødet igen vil blive præget af diskussion af delforeningernes styrke, der vil blive lagt strategier og taktik, og formentlig vil det ende i ingenting. I hvert fald ikke noget af det som har betydning for mig som medlem af Lægeforeningen. Hvor bliver diskussionen om den fremtidige struktur, universitetssygehusenes rolle i forhold til centralsygehusene, samlingen af specialer, antallet af akutberedskaber og psykiatriens rolle i fremtiden af? Det kan godt være at punkt 14 på dagsordenen ser beskedent ud, men jeg vil vove at påstå, at det punkt kommer til at tage langt den overvejende tid på lægemødet.

Bortset fra formandens ihærdige indsats for patientsikkerhed føler jeg virkelig at min forening er ved at male sig op i et hjørne, hvad angår indflydelse på den fremtidige sundhedspolitik. En forening der er i konstant splid med sig selv på grund af Yngre Lægers besynderlige indstilling til samarbejde. Det var Yngre Læger der stod bag debatten på sidste Læge-møde, og de vil formentlig være den førende gruppe i debatten om antallet af pensionisters indflydelse på antallet af delegerede.

I mine unge dage blev »sandkasse« brugt om yngre frak-tioner i speciallægeselskaberne, så de kunne lære at øve indflydelse. Den gang var en »sandkasse« en seriøs og positiv organisation. Det er ikke i den betydning ordet indgår i overskriften. Hvis ikke jeg tager helt fejl i min vurdering af Lægemøde 2004, kan man diskutere relevansen af en Lægeforening.

SVAR: