BLOG - Vi forlanger friheden til at fungere som læge, men vi er ikke parate til at betale prisen for det: at vi også fortæller de svages, udsattes og uretfærdige patienters historier, skriver Morten Sodemann.
Den 73-årige læge og kliniske lektor i intern medicin Victoria Sweet har skrevet en bog om sin fars indlæggelse (Slow Medicine: The Way to Healing).
Hun havde bedt om at få udleveret en kopi af sin fars elektroniske patientjournal, fordi hun ikke forstod, hvad lægerne på sygehuset havde gjort, set eller overvejet vedrørende faderens sygdom – det viste sig at være en 812 sider lang journal, hvor lægenotaterne var gemt til sidst, mens de første mange sider var medicintjek og derefter flere hundrede sider med autogenererede notater skabt ud fra sygeplejerskernes check box-dokumentation omsat til standardtekst.
Faktaboks
Bagerst i notatbunken kom så endelig lægenotaterne, som udelukkende var copy-paste-notater og fraser uden klinisk refleksion eller modifikation af differentialdiagnostikken. Som Victoria Sweet tørt noterer, så havde hendes far et teoretisk set kvalitetssikret ophold bedømt på journalen, men i virkeligheden fandt personalet aldrig ud af, at faderen havde haft et epileptisk anfald, og at han led af kendt epilepsi. Man gik fra starten ud fra, at han havde en apopleksi og fraveg ikke mistanken på trods af nye oplysninger fra lægedatteren – oplysningerne forsvandt sporløst mellem alle de autogenererede notater.
”Min far oplevede hverken tilstedeværelse, opmærksomhed, klinisk vurdering, venlighed … eller ansvarlighed. Og ingen tog ansvaret for forløbet. Alt så smukt og godt ud i computeren, men min far havde ikke fået patient-behandling-med-sjæl, men sundhedsvæsen-behandling-uden-sjæl”.
Derfor valgte datteren at skrive en bog om depersonaliseringen af lægekunsten og sundhedsvæsnet. Først kom slow food, og nu introducerer Victoria Sweet slow medicine: læger skal lære at slappe af, stikke hænderne i lommerne, lytte med rummelighed & starte på at genopfinde patientsamtalen – sjælen i den gode patienthistorie og den rigtige diagnose. Vi kan være hamrende hurtige til diagnoser og behandling, når dét er nødvendigt, men så burde vi også kunne være hamrende langsomme, når dét er nødvendigt. Selvom læger generelt, men formelt, anerkender vigtigheden af kommunikation, så kniber det med at forstå, hvad kommunikation faktisk betyder for patienter: forkerte rammer, dårlige manerer, tvetydigt kropssprog, en hård sprogtone og kommunikationssvigt var hyppigste årsager til patienters klager over deres praktiserende læge i England.
Men patienterne i undersøgelsen angav samtidig, at hvis lægen havde været en empatisk type, der var god til at kommunikere, ville de ikke have klaget. Læger har, udefra set, en hverdag hvor de svælger i vilde patienthistorier, påfaldende social ulighed, urimeligt dyre behandlinger og konstante angreb på kvaliteten i deres arbejde i pressen. Samtidig overvåges de af flere organisationer: Regionerne, der blev skabt for at styre lægerne og de økonomiske konsekvenser af lægers løsninger på sociale problemer og af Styrelsen for Patientsikkerhed, der i magtesløshed pudser politiet på lægerne, hvis lægernes prioriteringsevne overbelastes, eller beslutningstrætheden overmander dem.
Læger går helt ureflekteret videre til næste patient, og næste patient … og ... og, så er det fyraften, og næste morgen starter det forfra med mere armod. Er det, fordi det er for meget forarmelse og fattigdom, eller er det, fordi læger langsomt lærer sig selv at lukke ned for den sociale radar og humanismen? Morten Sodemann
Læger ser patienter, der er syge på grund af misrøgt, dødssyge sociale forhold, elendig økonomi, handicap, ensomhed og et sundhedsvæsen, der strengt taget slet ikke er beregnet på de tungeste af de patienter, der kommer der. Vi ser patienter, der alene er syge af forhold, som ligger langt udenfor sundhedsvæsnets rækkevidde, og vi ser patienter, der er for syge til at ligge på sygehus. Vi ser patienter, hvor der ikke er tvivl i vores sind om, at der er mange problemer, der burde løses én gang for alle – både indenfor og udenfor sygehus.
Selvom en lille fornemmelse i maven siger, at vi burde gøre noget, så gør vi det ikke, for kollegerne har lært os, at vi skal ”holde fokus og ikke lade hjertet løbe af med os” – selvom det faktisk for halvdelen af os var årsagen til at vi valgte lægefaget. Samtidig ser det ud til, at lægers og patienters veje skilles: Mens patienter i tiltagende grad bliver multisyge, så bliver lægerne ubarmhjertigt mere og mere specialiserede og subspecialiserede. Vi divergerer fra hinandens virkelighed med en hastighed og nødvendighed, som vi ikke tror, vi kan påvirke.
Eller måske er det snarere patienterne, der står stille og gør det, de altid har gjort, mens det er lægerne, der forsvinder væk fra patienterne – og deres virkelighed. Hver dag er vi vidner til gruopvækkende livshistorier, lodrette urimeligheder og skræmmende patientoplevelser. Hver dag ser vi resultaterne af social ulighed, når den for alvor spænder ben, og når den sætter sig fast i kroppen og psyken. Hver dag må vi stoppe en patients fortælling, før den er færdig, for at vi kan få tid til undersøge, behandle og dokumentere.
Vi kunne hver dag skrive en bog, et filmmanuskript, en blog eller bare et gammeldags debatindlæg om hver eneste patient, vi møder. Lægerne kunne fortælle de historier – historier, der er svære at afvise, svære at ryste af sig og svære at ignorere. Lægerne kunne være de tavse patienters talerør og advokater.
Men hvad hører vi til lægerne? I pressen? I bøgerne? I medierne?
Hvor bliver patienternes levede liv, erfaringer og uretfærdigheden af? Det er, som om de utrolige fortællinger om social armod og uretfærdig behandling forsvinder, når lægen går videre til næste patient – ligesom gode ideer forsvinder, når man slukker for den varme bruser. Læger går helt ureflekteret videre til næste patient, og næste patient … og ... og, så er det fyraften, og næste morgen starter det forfra med mere armod. Er det, fordi der er for meget forarmelse og fattigdom, eller er det, fordi læger langsomt lærer sig selv at lukke ned for den sociale radar og humanismen?
Vi hører fra læger, når de bliver anklaget for pligtforsømmelse, misbruger offentlige midler, når de afviser at bruge et elektronisk patientjournalsystem, nægter at udskrive cannabis eller afslår at arbejde på sygehuse udenfor de største byer. Vi hører fra lægerne, der skændes offentligt om evidens, screening, vacciner, depressionsbehandling, og hvad den praktiserende læges rolle er.
Vi hører fra læger, når journalister kommer usædvanlig tæt på en vanskelig beslutningsproces på en neurokirurgisk afdeling eller når et medie får nys om en gammel sag om en vanvittig psykiaters himmelråbende uprofessionelle adfærd. Men hvor er lægerne, når journalister og Styrelsen for Patientsikkerhed er optaget af andre opgaver?
Som svenskerne siger: Hvorfor venter danskerne altid med at gøre noget, til det er for sent? Sådan er det også med lægerne.
Vi vil bare passe os selv, holde snuden langt væk fra pressen, bygge bolværker mod DJØF’erne og holde politikerne i mere end armslængde. Vi vil helst leve i skjul og opretholde magien omkring læge-patient-forholdet og beskytte den følsomme kliniske beslutningsproces mod forstyrrelser. Resultatet er den stik modsatte effekt af den forventede: Læger er konstant i søgelyset, skræmte af politikeres og journalisters konstante forsøg på bryde lidt af magien og tvinge lægerne ud i lyset. Hvis man gemmer sig og kun kommer frem, når man er tvunget til det, så er det de grimme sager, der er mest synlige.
Læger har som præmis, at de har et godt image, at deres sociale kapital er høj, og at shitstorme ikke er deres problem. Men shitstormene er også ramt af global opvarmning og blevet kraftigere: Læger hænges ud på nettet, forskere betvivles i pressen, og de stilles for retten for forsømmelser.
Systematiske offentlige personangreb på fagpersoner er blevet uhyggeligt let. Image skal plejes og pudses – social kapital skal opbygges gennem systematisk indsats, og shitstorme skal håndteres med stil og rutine. Det billede, vi har af os selv som læger, skal ligne det offentligheden, pressen og politikerne har – ellers lugter de blod.
Hvorfor var det egentlig du valgte at blive læge? Kan du huske det? Det var noget med at gøre noget godt for andre, helbrede og lindre … og forske. Og hvad så nu? Var det det, du ville, eller er det blevet noget andet? Lige nu er udbrændthed et hyppigt ord i nogle lægespecialer, og vi er alle bange for at blive meldt til politiet for pligtforsømmelse – hvornår får jeg en sms om, at der er et brev i e-boks fra Styrelsen fra Patientsikkerhed?
Vi er på hælene og gemmer os endnu mere, end vi gjorde før. Vi har kørt prærievognene i ring om vores flok på den nøgne savanne og skyder på alt, der bevæger sig i mørket, mens vi venter på næste angreb. Vi har ikke gjort vores hjemmearbejde, og vi har forsømt at reflektere over vores rolle i samfundet.
Ved at fastholde en unødvendig stivnakket flokmentalitet med hemmeligheder, koder og stædig overbeskyttelse af det kliniske rum har vi skabt en naturlig mistro hos medier og politikere: Hvorfor har læger grund til at være så selvbeskyttende? Gemmer de på hemmeligheder? Og hvem er det egentlig lægerne beskytter: Sig selv eller patienten?
Læger argumenterer for deres egne arbejdsforhold, men bruger patienten som våben. Det klinger hult og kan virke utroværdigt for udenforstående. Lægers arbejdsvilkår burde ikke have noget at gøre med patientsikkerhed og kvalitet, men det er lykkedes læger at få det rodet sammen, og så opstår der en fornemmelse af urent trav. Desværre hører vi aldrig læger brændende fortælle om den dyre sociale komorbiditet, multisyges håbløse udfordringer, dobbeltdiagnosticerede patienters hverdag, hårrejsende patientoplevelser eller bare en rigtig god historie om, hvordan man som menneske med en sygdom må slås på 117 fronter, mens kommunen, familien, vennerne og sygehuset har dyskoordinerede forventninger. Hvor er de rammende fortællinger, der viser, at læger tager sig lige så meget af de synlige som de skjulte behandlingsbyrder. Hvor er historierne, der er med til at sætte patienterne i det centrum de rettelig hører hjemme i?
Lægehvervet er et erhverv, hvor man per definition er smuk, klog og rig. De smukke, kloge og rige bliver altid behandlet pænt og ordentligt og ender med at tro, at verden er retfærdig, smuk og venlig – skabt for vores skyld til vores fornøjelse. Derfor har vi lidt svært ved at sætte os ind i, at for nogle mennesker, mange patienter, er verden uretfærdig, grim og uvenlig uden plads til fornøjelser.
Vi forlanger friheden til at fungere som læge, men vi er ikke helt parate til at betale prisen for det: at vi så også fortæller de svages, udsattes og uretfærdige patienters historier. Vi har tabt forbindelsen til vores eget formål og har mistet fornemmelsen af de ting, der tilfører lægegerningen mening og glæde. Jeg tror ikke, læger og sygeplejersker er kedelige – vi er bare tonedøve og ureflekterede over for de historier, vi snubler over hver dag. Netop de historier, der kunne få os tilbage i det pæne rampelys og ud af det grimme kedelige rampelys. Historier, der sælger bøger og flytter politiske isbjerge.
Find din gamle Olivetti skrivemaskine eller den linjerede blok frem og skriv, når du har en god historie. Sov på den og reflekter over den og send den så til en avis, et blad eller et tidsskrift. Du kan også bare starte med at øve dig i at fortælle gode historier til dine nærmeste. Hvis de får tårer i øjnene, så gør andre læsere også. Der er intet, der slår hårdt og præcist som en god patienthistorie – man kan ikke nedgøre den, man kan ikke ignorere den, og man kan ikke betvivle den. Den er, som den er oplevet, og politikerne har en fabelagtig klæbehjerne for gode veldrejede historier med en klar social pointe. Den gode patienthistorie er måske lægens og patientens eneste rigtige ven, i medgang og i modgang til døden jer skiller. Hvis vi af skræk for personlige mediekonsekvenser hverken tør røre patienten eller patientens historie og gemmer os bag offerkortet, så taber vi kampen til den defensive medicin og den sociale ulighed.
Henrik Ullum havde for nylig på et møde om videnskab i medierne og lægers forhold til journalister følgende råd til sine kolleger: Drop tudekiksene, kom ud af konferencerummet og ind i kampen. Vi skal investere i social kapital: Tag slow medicine til dig, kom med de gode historier, puds den sociale intelligens og styrk din professionelle venlighed – dét er patienternes foretrukne medicin.
