Skip to main content

Er »lige adgang til sundhed« forsvundet, eller hvor bliver den af?

♠ Alment praktiserende læge Alexander W. von Wallfeld, Hillerød. E-mail: von.wallfeld@dadlnet.dk

16. jan. 2009
2 min.

Da en af mine patienter forleden skulle til speciallæge, fik han følgende besked: »Du kan få en tid om to måneder, da du ikke har nogen sundhedsforsikring - men hvis du betaler 800 kroner, kan du få en tid i næste uge!«

Det er desværre ikke det eneste tilfælde, jeg har fået kendskab til på det sidste, og det er endnu et tegn på, at »lige adgang til sundhed« er under afvikling - nu også i speciallægepraksis.

De private (og skattefradagsberettigede) sundhedsforsikringer har i hvert fald ikke styrket den lige adgang til sundhedsydelser.

Som en naturlig følge af selvbetalingstanken kan den ovenstående patienthistorie betragtes som en del af den nye trend: »private« konsultationer hos speciallægerne for at komme hurtigt til.

Speciallæger er der for få af - derfor har de ventetider ligesom ambulatorierne på sygehusene. De skal nu prioritere deres tid i klinikken mellem følgende tre typer patienter:

  • almindelige sygesikringspatienter (hvoraf nogle sikkert vil til før »alle andre«)

  • forsikringsordningernes patienter, der skal (!) ses inden for kortere tid

  • sygesikringspatienter, der vælger at betale for at komme hurtigt til.

... en struktur, der i hvert fald er med til at udhule lighedstanken (hvis den altså stadig eksisterer).

Hvordan ville man kunne ændre tendensen til den fortsat stigende ulighed i adgangen til speciallæger?

Under alle omstændigheder er politikerne og FAS nødt til at tage stilling til, hvordan man ønsker, at speciallægernes visitation samt prioritering af patienter skal foregå, idet der i øjeblikket findes vidt forskellige måder at håndtere dette på.

Så kære sundhedsminister og FAS: meld klart ud om, hvorvidt »lige adgang til sundhed« stadig har plads i dagens Danmark, eller om vi arbejder hen imod en opdeling i A- og B-patienter!