Skip to main content

Er Mads Koch Hansen gået i flyverskjul?

Overlæge Bjørn Skjoldbye , Gastroenheden, Herlev Hospital.

31. maj 2013
3 min.

E-mail: bos@dadlnet.dk

Jeg efterlyser Den Danske Lægeforenings tydelige tilkendegivelse af, at Lægeforeningen tager afstand fra de metoder, der anvendes, og de usandheder, der udspredes af Danske Regioner mod den del af vores kolleger, der er organiseret i PLO. Jeg savner, at Lægeforeningen tager et politisk standpunkt, der er solidarisk med patienterne. Det er regionernes pligt at sørge for adgang til de ydelser, borgerne har betalt sundhedsbidrag til. Regionerne har købt den ydelse af PLO’s medlemmer på vilkår, der sikkert kan tåle en justering, men næppe kan gøres meget billigere eller bedre, hvis regionerne skulle drive butikken. Regionerne står med en selvforskyldt konflikt, der rammer patienterne, men også involverer stort set alle andre læger i Danmark fra yngre kolleger under uddannelse til overlæger på sygehusene.

Alligevel er der radiodødt fra Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen. De sidste ledere i Ugeskriftet forfattet af Mads Koch Hansen har været om sodavandsafgifter, lægers Novo-aktier og forsinkede kliniske retningslinjer.

Henrik Dibbern har i samme periode skrevet to glimrende ledere, men ærlig talt, Mads – find formatet og kom ind på scenen som formand for danske læger! Det, vi er vidner til, er et angreb på den danske lægestand.

Regeringen og Danske Regioners aftalte spil og tilrettelagte lovgivning, der skal sætte PLO’s forhandlingsret ud af kraft, hører hjemme i Nordkorea.

Det kan ingen – hverken patienter eller læger i Danmark være tjent med.

Her er årets største opgave for dig kære formand! Så må sodavandsafgifterne klare sig selv imens. Indtil videre er Dagens Medicin længere fremme i skoene end Ugeskriftet.

Det ville være en god kickstart med en samlet opbakning fra formanden i Lægeforeningen til vores kolleger i PLO, også fra de fleste af os overlæger på sygehusene.

Interessekonflikter: ingen

>Svar:

Nej, det er jeg ikke

Kære Bjørn Skjoldbye

Hverken jeg eller Lægeforeningen er gået i flyverskjul. Men vi følger den arbejdsdeling, som vi har mellem de lægelige organisationer. Den indebærer, at det er de forhandlingsberettigede organisationer – i dette tilfælde PLO – som bryder arm med regionerne om deres arbejdsvilkår. Derfor er det også de praktiserende læger, som suverænt styrer overenskomstforhandlinger på lægesiden, og det er en arbejdsdeling, som PLO bakker op om.

Lægeforeningen har fulgt konflikten tæt og har som høringspart diskuteret sundhedsministerens lovforslag på et ekstraordinært møde i Lægeforeningens bestyrelse, da vi haft behov sikre enighed, før vi meldte ud. Vi har fra Lægeforeningens side gjort det helt klart – både over for sundhedsministeren, i medierne og på lederplads i Ugeskrift for Læger (nr.22) - at lovforslaget vil få konsekvenser for hele sundhedsvæsenet og dermed alle læger. Vi har peget på, at lovforslaget afskaffer en velfungerende model for almen praksis, og at forslaget truer sammenhængen i sundhedsvæsenet.

Lægeforeningen er også bekymret for konsekvenserne for sundhedsvæsenet, hvis man gennemfører lovgivning, som kun tilgodeser den ene part, regionerne. En forudsætning for at kunne løse påtrængende problemer i sundhedsvæsenet er en engageret primærsektor. Hvis man tvinger lovgivning igennem, er der en risiko for, at det får negative konsekvenser for folkesundheden.

Vi har også peget på nødvendigheden af, at praktiserende læger kan give den nødvendige og ufiltrerede lægefaglige rådgivning til regioner og kommuner.

Desuden har Lægeforeningen givet udtryk for, at vi grundlæggende finder det meget beklageligt, at det ikke har været muligt at finde en forhandlingsløsning, og vi vil opfordre parterne til at komme tilbage til forhandlingsbordet.

Mads Koch Hansen