Skip to main content

Er stofmisbrug kønsneutralt? Er spiseforstyrrelser?

Overlæge Karin Garde, Sct. Hans Hospital. E-mail: Karin.Garde@regionh.dk

17. jun. 2011
6 min

Interessekonflikter: ingen

I den psykiatriske speciallægeuddannelse har der tidligere i målbeskrivelsen for undervisningen i psykopatologi været en sentens om kønnets betydning for forekomst, symptomatologi og behandling. Det har konkret betydet, at der på introduktionskursus har været 1-2 timers undervisning i køn som parameter, og på hovedkursus - med årelange afbrydelser - en times undervisning i kønnets betydning for psykopatologi.

Dette tema er i efteråret 2010 fjernet i enighed mellem videreuddannelsesudvalget og bestyrelsen for Dansk Psykiatrisk Selskab. De enkelte lærere skal i deres omtale af de enkelte sygdomme som en naturlig ting gennemgå kønnets betydning som social eller biologisk faktor. Og det skal delkursuslederne indskærpe over for de enkelte lærere.

Det står hen i det uvisse, hvorfor det ikke har fået plads i målbeskrivelsen.

Lige så gådefuldt er det, hvilken erfaring denne sangvinske forventning til lærerne bygger på. De evalueringer, hvor der specifikt er spurgt til, om temaet er blevet omtalt, er nemlig faldet negativt ud. Det er derfor ikke så sært, at det er fremmed for mange kolleger, som gennem mange år har vænnet sig til kønsneutral beskrivelse af de forskellige lidelser. Mest urovækkende er det naturligvis for de lidelser, der har en endog meget skæv kønsfordeling. Det er altså tale om viden, der i højere og højere grad selvstændigt skal opsøges.

Kønstema fravalgt

Ved det seneste introduktionskursus mente tre fjerdedele af kursisterne, at emnet var relevant eller meget relevant. Kun en fjerdedel mente, at det var irrelevant. Skulle man - ud over i festtaler - tage psykiatriens bio-psyko-sociale paradigme alvorligt, skulle de øvrige grundvariable alder, social og etnisk baggrund vel også integreres i den detaillerede beskrivelse af psykopatologi. Men disse temaer har fortsat en plads i uddannelsen som selvstændige temaer - uden at det er lykkedes af få en forklaring på denne disposition.

Hvilken faglig begrundelse er der mon for fravalget af kønstemaet i modsætning til de øvrige grundvariable?

Det er velkendt, at interesse for nødvendig, videnskabelig vægt på kønsforskning anses for at være et nichefænomen med lav status. Det forbindes af mange med, at de aktive inden for feltet skulle være feminister (det er her i landet på det nærmeste et skældsord), og at emnet skulle være uakademisk. Hvis det var rigtigt, måtte man forstå ordet akademisk som udtryk for en mageløs evne til via aktiv uvidenhed at se bort fra et stort og væsentligt vidensområde, som det medfører elementære videnskabelige fejl at holde sig fra livet.

I en tid med lighedsideologi kan det være svært at tale om forskel. Der er ikke en modsætning mellem begreberne lighed og forskel. Det modsatte af lighed er ulighed, og det modsatte af forskel er enshed.

En kollega sagde ved et kursus om psykopatologi: »Det er altså ikke for at være kønsdiskriminerende, men borderline-personlighedsforstyrrelse er hyppigere hos kvinder end hos mænd«. Ja, sådan er det. Og det er ikke kønsdiskriminerende at berette om en epidemiologisk kendsgerning.

Kønnet værdilades

Men der blander sig ofte en værdiladning om køn, når man konstaterer, at antisocial personlighedsforstyrrelse forekommer hyppigere hos mænd end hos kvinder. Eller at funktionelle lidelser er hyppigere hos kvinder end hos mænd. Har man dermed nedladende sagt, at mænd generelt er psykopater, og at kvinder generelt er hysteriske? Nej, men det tror nogle kolleger. Og så er det jo nemmere bare ikke at bevæge sig ud på den tynde is og undlade at omtale kønsforskellen! Har årtiers ligestillingsarbejde gjort os blinde over for væsentlige kønsforskelle?

Virker det uretfærdigt og stødende mod lighedsideologien, hvis man behandler mænd og kvinder forskelligt?

Nej.

Hvis man f.eks. bruger den viden, der er om kønsforskelle i symptompræsentation ved depression, hvor mændene ofte får sen diagnostik eller underbehandling, har man brugt sin viden om forskellen til at opnå større lighed i behandlingen. Fordi de to køn så kan blive behandlet lige godt.

Hvad er omkostningerne ved kønsneutraliseringen - for der er alvorlige omkostninger? I en i øvrigt udmærket lærebog fra 2010 [1] er der adskillige kapitler om psykopatologi uden oplysning om køn, eller kønsfordelingen nævnes uden yderligere kommentar. Nogle få eksempler: Et kapitel om spiseforstyrrelser har som eneste oplysning om køn, at det forekommer hos ti gange så mange piger/kvinder som drenge/mænd. Så må den opmærksomme læser forvente at få at vide, hvordan lidelsen hos minoriteten på 10%, som er drenge/mænd, ytrer sig. Den læser kommer til at vente forgæves. Drengene har en anden pubertetsudvikling end pigerne, til tider en anden symptompræsentation, og muligvis bliver de senere diagnosticeret. Den fordom kommer drengen til skade.

Mørkeland

I samme lærebog i kapitlet om stofmisbrug beskrives stofmisbrug kønsneutralt. Men faktum er, at det store flertal af misbrugere er mænd, som har større risikoadfærd, større dødelighed og flere fængselsophold end kvinderne. Og på den anden side: Vi bliver fri for at læse om de særlige problemer, der knytter sig til graviditet hos stofmisbrugere. Begge køn bliver ramt af, at betragtningen på køn mangler.

For fire år siden skrev Christian Graugaard i en leder i Ugeskrift for Læger: Kønnet i medicinen - et mørkeland [2]: »Kønnet er en medicinsk nøglevariabel, men dets placering i videnskab og klinik lader meget tilbage at ønske«. Anledningen til lederen var et prisværdigt initiativ fra Ugeskriftet om at bruge et temanummer til at illustrere forskellige kliniske og videnskabelige aspekter af nytten af at fokusere på kønnet som grundvariabel.

Hvad er der så sket siden?

De ansvarlige for den psykiatriske videreuddannelse har i praksis lukket for formidling af viden om kønnets betydning. Der er udkommet aktuelle psykiatriske lærebøger, Basisbog i Psykiatri [3], Klinisk Psykiatri [4], Håndbog i Psykiatrisk forskning og Evidens [5], Psykiatri - en Lærebog om Voksnes Psykiske Sygdomme [6], som i indeks ikke har køn som stikord. I Klinisk Neuropsykiatri [7] står der otte linjer om kønsforskelle ved personlighedsforstyrrelser.

Det burde have hjulpet på berøringsangsten over for kønstemaet, at der er kommet flere kvinder ind i psykiatrien.

Det har det ikke.

Om det skyldes en måske velbegrundet angst hos de kvindelige læger for stigmatisering, eller om det drejer sig om en lidt for bekvem falden til i broderskabet må stå hen.

Hvordan kan det blive bedre?

Et initiativ ovenfra ville være godt. Nogle ansvarlige må føle sig generet af det tab af viden, den mangel på nuancering og de elementære videnskabelige fejl, som kønsneutraliseringen fører med sig. Det drejer sig om en nødvendig klinisk viden, som mange lukker øjnene for, og det kan i sidste ende blive til skade for patienterne. Køn må indtænkes på alle niveauer i diagnostik, undersøgelse, behandling, undervisning og forskning.

Det må være en sag for Sundhedsstyrelsen at sikre, at det bliver reglen og ikke undtagelsen.

Læs Sundhedsstyrelsens svar til kronikken side 1824.

  1. Simonsen E, Møhl B. Grundbog i psykiatri. København: Hans Rei tzels forlag, 2010.
  2. Graugaard C. Kønnet i medicinen - et mørkeland. Ugeskr Læger 2007;169:2393,
  3. Poulsen HD. Basisbog i Psykiatri. København: Munksgaard Danmark, 2010.
  4. Mors O, Kragh-Sørensen P, Parnas J. Klinisk Psykiatri. København: Munksgaard Danmark, 2009.
  5. Jørgensen P, Nordentoft M, Videbech P. Håndbog i psykiatrisk forskning & evidens. København: Fadls Forlag 2009.
  6. Vestergaard P, Sørensen T, Kjølbye M et al. Psykiatri. København: Fadls Forlag 2006.
  7. Rosenberg R, Jørgensen P, Videbech P. Klisk Neuropsykiatri. København: Fadls Forlag, 2009.

Referencer

  1. Simonsen E, Møhl B. Grundbog i psykiatri. København: Hans Reitzels forlag, 2010.
  2. Graugaard C. Kønnet i medicinen - et mørkeland. Ugeskr Læger 2007;169:2393,
  3. Poulsen HD. Basisbog i Psykiatri. København: Munksgaard Danmark, 2010.
  4. Mors O, Kragh-Sørensen P, Parnas J. Klinisk Psykiatri. København: Munksgaard Danmark, 2009.
  5. Jørgensen P, Nordentoft M, Videbech P. Håndbog i psykiatrisk forskning & evidens. København: Fadls Forlag 2009.
  6. Vestergaard P, Sørensen T, Kjølbye M et al. Psykiatri. København: Fadls Forlag 2006.
  7. Rosenberg R, Jørgensen P, Videbech P. Klisk Neuropsykiatri. København: Fadls Forlag, 2009.