Er tre genetiske forældre en forælder for meget?

Mitokondrietransplantation (MT) er det nyeste skud på stammen, hvad angår fertilitetsteknologi. MT er en teknologi, der, groft sagt, handler om at udskifte/supplere noget af det materiale (mitokondrierne), der omkredser cellekernen i en kvindes æg, med ikkedefekte mitokondrier fra en anden kvindes æg [1].

Formålet med MT er at hjælpe kvinder, der har DNA-defekter i ægcellernes mitokondrie, med at få børn, der ikke arver disse defekter. En række alvorlige sygdomme som visse neuromuskulære sygdomme og visse former for diabetes og kræft er forårsaget af mitokondriesygdomme [2].

Ved MT vil det behandlede æg indeholder genetisk materiale fra to kvinder - cellekernen fra den ene kvinde og den transplanterede mitokondrie fra den anden kvinde. Når ægget bliver befrugtet med en sædcelle, vil det kommende barn derfor indeholde DNA fra alle tre individer. Mitokondrierne indeholder ca. 0,1% af en kvindes DNA, mens cellekernen indeholder ca. 99,9% af arvematerialet [1].

I USA er metoder, der minder om MT, allerede blevet udført og har siden 1997 resulteret i fødsel af 20 børn [3]. De fleste af børnene bliver monitoreret for at vurdere langtidseffekter, og alle er foreløbig sunde og raske. I Danmark er MT forbudt. Men bør det bliver muligt at forske og anvende metoder som MT i Danmark? Jeg synes, at vi skal undgå en automatisk afvisning af MT.

For det første har MT den fordel, at den kan hjælpe kvinder, der har en mitokondriesygdom, med at få børn uden disse sygdomme. For det andet vil MT kunne øge ligheden mellem mænd og kvinder med hensyn til at få børn, der har et genetisk link til deres forældre. MT opfylder nemlig et lignende behov hos kvinder - nemlig at føde børn med et genetisk link - som mikro-insemination (MI) opfylder hos mænd. MI har gjort det muligt for mænd med f.eks. få sædceller at få et barn, der har et genetisk link til dem selv. Kvinder bør også have denne mulighed.

Men at et barn har tre genetiske forældre, rejser en række yderligere etiske spørgsmål. For det første: Er MT i overensstemmelse med barnets tarv? Men bemærk, at børn ofte har flere forældre - f.eks. ved adoption. Det er ikke nødvendigvis dårligt for barnet - ofte tværtimod. Desuden er der, som vi allerede har beskrevet, intet, der tyder på, at børn, som kommer til verden ved MT, har dårlige liv. For det andet: Vil anvendelsen af MT underminere kernefamilien? [1]. Men kernefamilien er næppe så skrøbelig en institution, at den vil blive ødelagt ved, at nogle få børn kommer til verden ved hjælp af MT. MT synes nærmere at understøtte kernefamilien, da brug af MT netop er et vift med en Øresundsbro om, at man ønsker en kernefamilie. For det tredje: Er det rimeligt at anvende resurser på MT som led i forebyggelse af sygdomme som mitokondriesygdomme i stedet for at bruge resurserne på at helbrede alvorlige sygdomme som f.eks. kræft. To forhold taler dog for, at vi anvender resurser på individer, der har disse sygdomme. For det første er der tale om alvorlige sygdomme, som man tilsyneladende kan forhindre i de situationer, hvor man anvender MT. For det andet, taler det til fordel for MT, at vi kan bringe et nyt liv til verden og derved være med til at frembringe ca. 75 gode leveår. Hvor i sundhedsvæsenet får man lige så meget for pengene?