Skip to main content

Er udviklingen på vildspor eller har den bare overhalet mig?

Overlæge Tom Skyhøj Olsen, Apopleksiafsnittet, Afdeling for Neurorehabilitering, Hvidovre Hospital. E-mail: tom.skyhoej.olsen@hvh.regionh.dk

29. feb. 2008
3 min.

Det er slemt at få en blodprop i hjernen, og det er særligt slemt, når den sidder i arteria cerebri medias hovedstamme. Det betyder sædvanligvis, at halvdelen af hemisfæren infarcerer og dør. Det hænder, at det ikke kun er hemisfæren, der dør. Patienten dør også. Det sker, når der dannes ødem, og infarktet svulmer op til dobbelt størrelse. Så er hjernekassen for lille til at rumme hjernen, den inkarcererer og patienten dør.

Det er tungt at overbringe de pårørende det triste budskab, men sorgen lindres sædvanligvis, når jeg siger, at det nok alligevel var bedst sådan. Overlevelse ville nemlig under alle omstændigheder have været forbundet med alvorlig livslang invaliditet. Og eftersom jeg ved fra mine patienter, at tilværelsen for de der overlever, oftest bliver sorrigfuld og tung, tror jeg selv på det, jeg siger, og af og til har den tanke endda strejfet mig, om ikke det var et barmhjertigt overjordisk væsen, der havde sendt sin sidste nådegave til en forpint sjæl.

Men nu er det slut med at trøste de pårørende og sige, »at det vist alligevel var bedst sådan«. Der er nemlig kommet en behandling. Ikke sådan at forstå, at der nu kan pustes nyt liv i det døde infarkt. Det er ingenlunde tilfældet. Men nu kan man forhindre, at patienten dør. Det sker ved, at »låget« af kraniet løftes af, så infarktet kan svulme op uden at give anledning til inkarceration. Nu er det min opgave at sige til de pårørende, at selvom patienten ganske vist skal belave sig på et alvorligt livslangt handicap, er der nu det gode ved det, at han kan reddes fra at dø. Så nu skal jeg altså vænne mig til, at sige noget til de pårørende, som jeg dybest set ikke tror på. Det er ikke let. Men er det ikke lægens fornemste opgave at redde liv - lyder argumentet. Og det kunne jo også være, at jeg er blevet overhalet af udviklingen, og tiden er inde til at jeg finder efterlønsbeviset frem. Den tanke har jeg dog valgt at skubbe fra mig, for det kunne jo også være, at det er udviklingen, der er kommet på vildspor.

Man kan beregne, at når man anvender behandlingen på 100 patienter, reddes 50 fra at dø - et forbavsende resultat. Der er bare det ved det, at 30 af dem vågner op med så alvorlige handicap - på legeme, sjæl og forstand - at de efter danske normer vil være kvalificerede til at komme på plejehjem.

Da man etablerede apopleksiafsnit i Danmark, var argumentet, at man derved reducerede dødeligheden uden samtidigt at øge plejehjemsbehovet. Det var trumfkortet, der lukkede munden på modstanderne - specielt det med plejehjemmene. Men nu har vi altså fået en behandling, der effektivt redder liv, men som samtidig producerer invalide plejehjemsbeboere på stribe.

Hvad er værst: 50 tabte liv eller 30 liv i kørestol på plejehjem? Spørgsmålet er vel lige så umuligt som spørgsmålet om, hvad der smager bedst - æbler eller bananer. Og dog skal vi besvare det, for den nye behandling er allerede på vej ind i landet. Den kommer fra lande og kulturer, hvor livet - det ufødte såvel som det fødte - sædvanligvis opfattes som helligt og givet af Gud, og derfor skal det bevares, uanset omkostningerne.

Men nogen har da gavn af behandlingen, vil tilhængerne sige, mens modstanderne vil minde om dengang, »det hvide snit« florerede. Det var der også nogen, der havde gavn af, men for mange blev det en katastrofe, og de velmenende læger, der foretog indgrebet, blev senere genstand for alles foragt, og det var lige ved, at de var endt i spjældet.

Kan man indføre en behandling, med menneskelige og økonomiske omkostninger af et hidtil uset omfang, uden at spørge menigmand og autoriteter? Indtil videre har hverken Sundhedsministeriumet, Sundhedsstyrelsen eller Det Etiske Råd tilkendegivet nogen mening. Måske fordi problemet er dem ukendt. Hvis udviklingen er på vildspor, skal der gøres noget nu. »Toget« er nemlig ved at køre.