Er vi klar, når psykiatri bliver et modefag?

Gennem flere år har Dansk Psykiatrisk Selskab påpeget problemet med manglende speciallæger inden for psykiatrien. Imidlertid lyder meldingen fra flere og flere sygehuse, at de er ved at have alle yngre læge-stillingerne besat igen, ligesom der er begyndende mangel på pladser på i-kurserne.

Det rejser et helt andet problem for speciallægerne inden for faget: Er vi klar til at tage imod vores kommende kolleger og uddanne dem, så de bliver endnu bedre, end vi selv er, og kan tage fremtidens mange faglige udfordringer op?

Der er flere grunde til, at dette nye alvorlige problem overhovedet dukker op:

For det første ønsker de studerende tæt patientkontakt, hvor de virkelig betyder noget for deres patienter. På deres ophold på forskellige afdelinger har de ikke kunnet undgå at bemærke, at samtidig med at den lægelige behandling bliver mere og mere teknisk, truer den også med at blive tiltagende samlebåndsagtig. Inden for psykiatrien derimod er der ikke alene mulighed for, men det forventes, at man sætter sig grundigt ind i den enkelte patients symptomer, personlighed og sociale situation. Dette opleves som meget tiltalende af vore yngre kommende kolleger.

Det hele menneske

I mange år har alternative helbredere skamrost sig selv for, at de »så på hele mennesket« og ikke kun på dysfungerende enkeltdele, som behandles uden blik for helheden. De studerende har imidlertid opdaget, at der findes et lægevidenskabeligt speciale, hvor helhedssynet prioriteres meget højt. Vi får således igen og igen begejstrede tilbagemeldinger fra de studerende i klinikophold. Før opholdet havde de alle de gængse fordomme om psykiatri, som man stadigvæk kan møde blandt ældre somatiske kolleger, men når de ser psykiatrien i praksis, oplever de arbejdet som særdeles tilfredsstillende og intellektuelt stimulerende. Ikke mindst fordi det er et område, hvor de skal bruge mange sider af sig selv. Psykiatri er således stort set det eneste virkelige kliniske speciale, der er tilbage, hvor man stiller diagnosen ved grundig undersøgelse af patienten ved sygesengen.

Selve faget virker også tiltrækkende på unge talenter. Undervejs bliver de konfronteret med store eksistentielle spørgsmål, og der er mulighed for at beskæftige sig med de mere filosofiske, videnskabsteoretiske, sociale, psykologiske og neurovidenskabelige aspekter af faget. De studerende oplever, at det er sjældent, at man finder et fag med så mange facetter, og hvor man alt efter, hvad der nu interesserer en, kan gå i dybden med et område.

Tværfagligt samarbejde

For det andet er den mangeårige tradition for tværfagligt samarbejde fascinerende ved psykiatrien. Lægers, psykologers, neurologers, socialrådgiveres og flere andre faggruppers observationer indgår i diagnostik og behandling. Vi har også en meget lang tradition for fordomsfrit at diskutere forskellige synsvinkler og muligheder for, hvad patienten kan fejle, hvilket de medicinstuderende oplever som særdeles stimulerende. Det er desuden gavnligt for arbejdsmiljøet, at man er vant til at lytte til hinanden og diskutere tingene. Alle specialer taler om den biomedicinske sygdomsmodel, men få steder er den så integreret i daglig klinik som netop i psykiatri. Her er det ganske enkelt uomgængeligt nødvendigt, at man ser både på biologiske, sociale og psykologiske aspekter af sygdommen, og det er en stor tilfredsstillelse, når dette arbejde som oftest bærer frugt.

Mange medicinstuderende indleder også deres ophold på psykiatrisk afdeling med den forestilling, at alt, hvad de har lært om somatiske sygdomme, nu er ligegyldigt. Imidlertid opdager de ret hurtigt, at mindst halvdelen af alle psykiatriske patienter har behandlingskrævende somatiske sygdomme, som både skal diagnosticeres og behandles korrekt. På den måde minder faget noget om almen medicin, hvor man også skal have overblik over et væld af forskellige sygdomme, sådan at man kan diagnosticere dem, måske behandle dem eller søge råd hos sine kolleger fra andre specialer. Men oveni at man skal beherske det almene, har man også sit eget område, nemlig det psykiatriske.

Lægekaldet

En tredje grund til, at de medicinstuderende har fået øjnene op for psykiatrien, er det klassiske lægelige kald: Man vil gerne kunne hjælpe syge mennesker og virkelig gøre en forskel. De psykiske sygdomme er hyppige sygdomme. Over 20% af alle danskere vil på et tidspunkt få brug for psykiatrisk hjælp, og i en opgørelse fra WHO rangerer depression på en fjerdeplads over de sygdomme, som giver det største tab af leveår og livskvalitet på globalt plan. En undersøgelse fra EU viser ydermere, at fx affektive sygdomme er de dyreste hjernesygdomme, der findes overhovedet. De årlige udgifter er således estimeret til omkring ti mia. danske kroner. Andenpladsen indtages i øvrigt af misbrugslidelserne, tredjepladsen af demenssygdommene, fjerdepladsen af angstlidelserne og femtepladsen af de psykotiske lidelser. Først på sjettepladsen kommer en neurologisk sygdom, nemlig apopleksi. Det vil sige, at psykiatri indtager første-, anden-, tredje-, fjerde- og femtepladsen blandt de dyreste hjernesygdomme i Europa. Ud fra den offentlige debat har de medicinstuderende selvfølgelig bidt mærke i den tyngde, de psykiske sygdomme har, og derfor er der ikke noget at sige til, at de ønsker at uddanne sig inden for et fag, der prøver at bekæmpe netop disse sygdomme. Dette fremmes selvfølgelig også af den diagnostiske klarhed, som efterhånden er udkrystalliseret gennem de diagnostiske systemer, senest ICD-10.

En fjerde grund til, at mange medicinstuderende ønsker at blive psykiatere, er de store landvindinger inden for behandling, som man har opnået. Tidligere tiders læger betragtede gerne psykiatri som noget forfærdeligt dystert og uhyggeligt, hvor man ikke kunne gøre noget for at hjælpe de syge. Med moderne behandlingsprincipper er det kun ganske få mennesker, som vi ikke kan hjælpe. Fx regner man med, at det er under 20% af alle mennesker, der får en moderat til svær depression, som får et kronisk forløb. Dette skal vejes op imod, at depression som nævnt er en meget alvorlig sygdom med en betydelig dødelighed. Alle læger, der ikke har beskæftiget sig med skizofreni, ved også, »at man aldrig kan blive rask«, »psykiatri er et kronikerspeciale« osv. Imidlertid er der kommet adskillige follow-up-undersøgelser, som viser, at mellem 20% og 30% af mennesker med skizofreni bliver fuldstændig raske igen og i stand til at leve en almindelig tilværelse uden nogen form for behandling, hvis vi hjælper dem igennem den akutte fase. Omkring 1/3 af patienterne er i stand til at leve en normal tilværelse på medicinsk behandling. Kort sagt kan vi gøre en ganske betydelig forskel for omkring 2/3 af de skizofrene patienter. Den sidste 1/3 del kan vi så lindre symptomerne for i nogen grad; men ligesom andre specialer har deres kroniske patienter, må psykiaterne naturligvis også acceptere, at vi har sådanne.

Forskellige behandlingsformer

Et yderligere meget tillokkende aspekt ved psykiatrien er den meget brede vifte af forskellige former for behandling, som man kan specialisere sig i. Den videnskabelige evidens for effekten af både psykofarmaka og psykoterapi er vokset eksplosivt, og det er klart noget, der gavner fagets anseelse. Man kan således ikke blive psykiater uden at have modtaget undervisning i psykoterapi, og uanset hvilken psykiatrisk afdeling man arbejder på, er den øvelse i kommunikation, man opnår, af afgørende betydning. En del læger søger ligefrem kortvarigt ansættelse i psykiatrien for at lære netop dette, inden de skal videre til andre specialer.

Et argument, som mange medicinstuderende fremfører, når de stifter bekendtskab med psykiatrien, er, at den psykiatriske forskning er overmåde interessant. Ældre læger er vant til et system, hvor man skulle forske for at komme i betragtning til uddannelsesstillingerne. Når man er vokset op med sådan et system, må man selvfølgelig betragte forskning som en sur pligt. Sådan ser de unge slet ikke på det. De finder, at forskning stimulerer deres naturlige nysgerrighed efter at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen, og fascineres af de moderne teknikker, som psykiatrien har været hurtig til at inkorporere: PET-skanning, genomchips og standardiserede interview til allehånde formål.

Konklusionen er, at vi er ved starten på et vældigt rykind af kvikke, videbegærlige og ambitiøse unge mennesker, som vil studere psykiatri. Spørgsmålet, vi må stille os selv, er, om vi er klar til at tage imod dem. Er vi klar til at give dem den undervisning, som de efterspørger? Er vi klar til at oplære dem i behandlingsmetoderne? Er vi klar til at give dem de forskningsprojekter, de vil have for at kunne tilfredsstille deres nysgerrighed og virkelyst?

Læs også »Flere vil være psykiatere« på side 3264, og »Den, der lever skjult, lever ...?« på side 3318