Er vi ved at ødelægge familielægesystemet i Danmark

Det er blevet moderne i dag at ansætte sygeplejersker i almen praksis med selvstændig konsultationsfunktion. Mange læger er begejstrede over at kunne øge omsætningen og selv slippe for det mere rutineprægede arbejde ved ansættelse af konsultationssygeplejersker. Man anvender bl.a. sygeplejerskekonsultationer i forbindelse med kontrollen af diabetikere, der f.eks. får tre årlige konsultationer hos sygeplejersken og den fjerde hos lægen eller hos hypertensionspatienter, der kører efter lignende systemer.

Der er ingen tvivl om, at der er danske sygeplejersker, der er dygtige, og kan klare disse opgaver fint under supervision.

Der er heller ikke tvivl om, at vi i vores praksis kunne blive nødt til at ansætte en sygeplejerske med en sådan funktion, hvis vi ikke kan få nybesat vore lægestillinger.

Men man skal ikke gøre en dyd af nødvendigheden. Det er ikke noget, man skal være stolt af.

Det er noget, der kan være nødvendigt i en periode på grund af mangel på læger.

Det gode ved familielægesystemet er, at lægen ser patienterne hver eneste gang, der er tale om sygdom eller kontrol. Store eller små sager - familielægen ser patienterne hver gang.

Det er denne konstante omgang med patienterne og de pårørende, der er det grundlæggende i familielægesystemet.

Er der ondt i halsen, eller har patienten slået fingeren, er det familielægen, der ser dem og snakker med dem og iagttager dem og ser, om alt ser ud til at være i orden. Det er også her, lægen kan få en hyggesnak med patienterne om deres tilværelse, arbejde, familie etc. En viden, der er vigtig for totalbedømmelsen af patienten og dennes situation.

Det er på denne måde, vi hele tiden er ajour med vores patienter og ved, hvordan de har det og opdager, om der er grund til at gribe ind. Skal der gribes ind, har vi uden videre det basale kendskab til patienten og familien

Hvis ansættelsen af sygeplejersker med selvstændige konsultationer griber om sig, har vi ikke et familielægesystem i Danmark mere. Så har vi polyklinikker eller familiesygeplejersker, og så er hele den grundlæggende ide med familielægesystemet væk.

Nogle kunne hævde, at vi var nødt til at have sygeplejersker med selvstændige konsultationer på grund af den øgede arbejdsbyrde i almen praksis. Jeg vil hævde, at vi enten skal øge antallet af læger, når det bliver muligt, eller luge ud i det, vi beskæftiger os med, og koncentrere os om vores kerneydelse: At passe vores patienter.

Jeg er selvfølgelig ikke modstander af ansættelse af støttepersonale i praksis. Jeg mener, at vi slet ikke kan undvære hjælpen fra lægesekretærer, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og laboranter. De letter det daglige arbejde meget og godt, og dygtigt personale gør også, at man ikke afstår fra undersøgelser, som ekg og blodprøver etc., på grund af overbelastning og træthed. Meget af det arbejde, vores personale laver, er selvstændigt og ansvarsfuldt arbejde, og det er godt arbejde.

Det vigtige er blot, at selve konsultationen er hos lægen.

Det gode ved familielægesystemet er, at det i stort og småt altid er patientens egen læge, der ser dem, samt at de altid primært undersøges af en højt kvalificeret familielæge, der hurtigt kan se, om det er en banal lidelse, de har, eller om der er grundlag for nærmere undersøgelse. Vi oplever ofte i almen praksis, at ting, der primært ser banale ud, kan være alvorlige behandlingskrævende lidelser, og derfor er det vigtigt, at den, der først ser patienten, har stor ekspertise.

Det er vigtigt, at vi ved, hvad vi vil med almen praksis i fremtiden. Familielægesystemet kan hurtigt blive devalueret. Passer vi ikke på, kan vi ende op som polyklinikker eller del af sundhedscentre, hvor vi ikke har det egentlige ansvar for patienterne og heller ikke kender dem mere.

Det er vigtigt at bevare familielægesystemet i almen praksis.