Erfaringer fra COVID-19 set med vaccinator-øjne

Vi har med interesse læst Anne Steenbergers artikel om den kommende pandemirapport og Henrik Ømark Petersens kronik i Ugeskrift for Læger 184/7. Vi vil bidrage med information om, hvordan tacklingen af pandemien blev oplevet af sundhedsmedarbejderne på gulvet i et mindre vaccinationscenter. Vi – to sygeplejersker og en læge – foretog løbende evaluering af indsatsen på Odder vaccinationscenter, og vi har indsendt evalueringen til Sundhedsstyrelsen.

Vi har gjort os tanker om nogle af de problemstillinger, vi oplevede som vaccinatorer, som bør med i den samlede evaluering af, hvad vi som sundhedsvæsen lærte af COVID-19-pandemien. Det er problemer, som man fra centralt hold skal tage stilling til, således et vaccinationsprogram i fremtiden kan udrulles til hele befolkningen på den mest hensigtsmæssige og økonomisk ansvarlige måde.

– Meget sårbare borgere, som bor sammen med en ægtefælle, er at betragte som én »sårbar enhed«. Det virkede ulogisk og afstedkom en masse praktisk besvær, at vi ikke kunne vaccinere begge borgere samtidigt. Det var meningsløst – både set fra borgernes og sundhedspersonalets perspektiv.

Når kun den mest sårbare bliver vaccineret, så skal ægtefællen/samleveren bestille en ny tid til sig selv. Det var kompliceret at booke tider, og for en generation, hvor IT-mestringen er begrænset, afstedkom det stor frustration. Der skulle arrangeres transport, måske til et andet vaccinationscenter og måske ordnes med pasning af den sårbare i hjemmet. Det var usmidigt og blev oplevet hensynsløst, unødvendigt, bureaukratisk, og det miskrediterede vaccinationsprogrammet. Problemet blev ikke mindre, når de skulle have anden og tredje vaccination. De udmeldte intervaller mellem vaccinerne betød, at de »gamle« ikke kunne få disse vaccinationer samtidigt.

– Befolkningen på små øer er alle »sårbare«. Det er ikke kun de borgere, der opfylder sårbarhedskriteriet med hensyn til alder og alvorlig sygdom, men alle – fordi det at bo på en mindre ø øger »sårbarheden« for alle under en pandemi. Det bør derfor være strategien fra starten at vaccinere alle beboere på småøerne. At vaccinere nogen – men ikke andre – er kostbart, ulogisk og epidemiologisk uklogt.

– Der bør sættes en geografisk grænse for, hvor man kan blive vaccineret.

Det var meningsløst, når nogen fra Frederiksberg kørte til Odder for at få deres COVID-19-vaccination! Det vaccinationscenter, man kan benytte, skal ligge så tæt på ens bopæl som muligt og ikke længere væk end f.eks. 50-60 kilometer.

–Bookingsystemet fungerede ikke hensigtsmæssigt. Mange gav udtryk for stor frustration, når de skulle booke en tid på det nærmeste vaccinationscenter. Flere opgav og tog den bedste tid, de kunne finde, selvom det var i en anden by eller region, end der hvor de boede. Det betyder, at enkelte borgere kørte langt for at blive vaccineret, sommetider med den konsekvens, at »de lokale« så ikke kunne få tider i det vaccinationscenter, »der lå lige på den anden side af gaden«.

De tider, der åbnes i WebReq, skal fordeles hensigtsmæssigt, så der sikres et jævnt flow af borgere i hele vaccinationscenterets åbningstid. Derved kan bemandingen tilpasses og ressourcerne – de menneskelige og økonomiske – udnyttes optimalt.

Både i almen praksis og på apotekerne kan man løse andre opgaver, når der ikke er borgere, der skal vaccineres. Den mulighed har personalet på vaccinationscenteret ikke.

Vi oplevede alt for ofte, at mange havde booket tid om morgenen og igen sidst på dagen, men midt på dagen kom der ingen. Bookingsystemet er et område, som bør gentænkes og forbedres, så det giver en optimal udnyttelse af tider og ressourcer. Specielt når der er mange aktører – regionale vaccinationscentre, praktiserende læger, apoteker og private vaccinationsklinikker!

– Restvacciner. Brugen af restvacciner skal optimeres, så spildet bliver minimalt.

Den »lokalliste«, hvor man hver dag inden kl. 11 kunne skrive sig på, fungerede ikke optimalt. Der bruges hver dag alt for mange ressourcer på at ringe borgere ind og ændre tider i bookingsystemet for borgere, som har en tid den efterfølgende dag. Der er brug for, at borgere, der ønsker at blive vaccineret, kan kaldes ind, så de er fremme inden for 20 minutter, hvilket svarer til en effektiv responstid på 30 minutter. Hvordan det kan gøres, bør gennemdiskuteres i lyset af de erfaringer, personalet har fra store og små vaccinationscentre.

– Afslutning og nedlukning. Her erfarede vi, at der manglede koordination mellem efterspørgsel og udbud. Hver dag blev der kasseret vacciner – som kunne være blevet brugt, hvis man havde åbnet op for, at personer med forventeligt lavt immunrespons kunne have fået fjerde vaccination. Det skal overvejes, hvordan man laver en dynamisk model, som hurtigt kan ændres, i takt med at efterspørgslen ændres.

– Styring. At Sundhedsstyrelsen og/eller Statens Seruminstitut skal detailstyre alt, er ikke optimalt. Der er behov for, at de centrale sundhedsmyndigheder melder ud, hvordan rammerne for håndtering af pandemien og vaccinationer skal være. Implementeringen bør overlades til lokale sundhedsmyndigheder i samråd med militær og/eller politi, som har viden og erfaring med strategisk planlægning.

– Bemanding. Der er mange ressourcer blandt sundhedsmedarbejdere, der er gået på pension. Når man rekrutterer dem, skal præmisserne være klare, så de ved, hvad de melder sig til. Den forventningsafstemning kan gøres, når man rekrutterer medarbejdere – hvad enten det er til vaccinationscentre, akutafdelinger eller podningscentre. Vi er mange generalister – i.e. tidligere praktiserende læger og hjemmesygeplejersker – som vil kunne gøre nytte på en akutafdeling, også selvom vi ikke er »specielt uddannet i akut medicin«.

Dette er nogle af de erfaringer og overvejelser, vi har gjort os ved mødet med de tusindvis af borgere, vi har vaccineret det seneste år. Vi har lært meget af COVID-19-pandemien, og vi ønsker med dette indlæg at være med til at forbedre forberedelse og planlægning af den næste pandemi.