Ergoterapeutisk træning i forbindelse med operation af håndkirurgiske lidelser

Som formand for Dansk Selskab for Håndkirurgi ser jeg mig nødsaget til at kommentere den igangværende udvikling med hensyn til udflytning af genoptræning til kommunalt regi. Det er med tilfredshed, vi kan konstatere, at der i Indenrigs- og Sundhedsministeriets notat er understreget, at genoptræningsydelser skal leveres af det regionale sygehusvæsen, hvis en patient har behov for specialiseret, ambulant genoptræning, der forudsætter et sygehus' ekspertise, udstyr mv. [1, 2]

Med hensyn til den genoptræning, der foregår efter håndkirurgiske operationer, vil den i langt de fleste tilfælde være af denne specialiserede karakter. Vi kan se af vejledningen, at denne mulighed fortsat er til stede, men som det ser ud på flere sygehuse i landet, afgiver man en større del af disse genoptræningsopgaver til kommunalt regi.

Det er en grundlæggende misforståelse, at genoptræning i forbindelse med håndkirurgi kan ses separat, adskilt fra det kirurgiske indgreb. Inden for håndkirurgien gør det sig især gældende, at operation, bandagering og træning er en samlet og uadskillelig helhed.

Det må fra Dansk Selskab for Håndkirurgis side stærkt anbefales, at:

1. der sikres højt specialiseret ergoterapeutisk kompetence for den del af træningen, der er en integreret del af den kirurgiske behandling

2. der sikres tilstrækkelig ergoterapeutisk optræningsservice på alle sygehuse, hvor håndkirurgiske indgreb bliver udført

3. al træning af håndpatienter foregår ved ergoterapeuter, der ene og alene varetager håndkirurgiske optræningsfunktioner og råder over det nødvendige tekniske udstyr til avanceret træning

4. ergoterapeutisk træning af håndpatienter sikres at foregå centraliseret, hvilket vil sige altid minimum to ansatte terapeuter på behandlingsstedet

5. ergoterapeutisk træning kan foregå i et fortsat nært samarbejde med behandlende håndkirurg/ortopædkirurg.

Der er international enighed om, at ovenstående specialopgaver kun kan varetages optimalt i direkte tilknytning til behandlende afdeling, og vi mener derfor, at kun et fåtal af håndkirurgiske patienter vil have behov for efterfølgende genoptræning i kommunalt regi, hvor man ikke kan forventes at opretholde specialiseret kendskab til og rutine i mere avancerede behandlinger.

Vi vil gerne have svar på, hvorledes man fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Sundhedsstyrelsens side vil sikre, at lovgivningen og vejledningen omkring genoptræning på det håndkirurgiske område opfyldes, således at selskabets punkt 1-5 kan overholdes.