Skip to main content

Esophageal surgery. Second edition Pearson FG, Cooper JD, Deslauriers J, Ginsberg RJ, Hiebert CA, Paterson GA, Urschel HC, eds.

Overlæge Henrik Jessen Hansen

1. nov. 2005
2 min.

Der er tale om en omfattende bog beregnet på speciallæger, der beskæftiger sig med esophagus- og ventrikelsygdomme.

I så grundig en bog er der selvfølgelig forskel på kapitlerne, men jeg finder virkeligt gode kapitler om f.eks. radiologi, CT og MR-skanning og esophagusultralyd (EUL), mens PET-skanningsafsnittet nok er vel optimistisk mht. status i dag.

Afsnittet om brug af det stive esophagoskop kan virke meget lyserødt for yngre speciallæger, der i dag ofte kun bliver konfronteret med komplikationerne. Det spiller selvfølgelig en historisk rolle, men bør i dag ikke have så udbredt en anvendelse som antydet i dette kapitel.

Der er et meget omfattende og godt afsnit om hiatushernier og gastroesophagial refluks, specielt kan jeg godt lide diskussionskapitlerne med de forskellige specialers holdninger til indikationer for kirurgi. Det kirurgiske afsnit er meget omfattende og noget præget af historiske operationer, hvor der burde være mere fokus på dagens norm med laparoskopisk Nissen-fundoplikation (som dog også er grundigt omtalt). Der er grundige kapitler om laparoskopisk antireflukskirurgi, inkl. komplikationer og et godt afsnit om randomiserede studier af de forskellige operationsmetoder holdt op imod medicinsk behandling.

De sidste 300 sider er helliget maligne esophagussygdomme, hvad der giver en meget grundig gennemgang. EUL's vigtige rolle i moderne diagnostik er tydeligt understreget, og der er gode afsnit om laparoskopisk og torakoskopisk udredning, hvor specielt det sidste ikke bliver brugt nok i dag.

Der er i dag en rivende udvikling med multidisciplinær behandling, hvor resektionen kombineres med kemo- og/eller radioterapi, og de nyeste publicerede metaanalyser herom er ikke medtaget, da de er publiceret siden bogen er udkommet, hvilket desværre får nogle af disse kapitler til hurtigt at fremstå forældede.

Afsnittene om selve esophagusresektionen er meget omfattende og velskrevne, også selv om en del af procedurerne ikke længere anvendes så meget, som forfatterne måske ønsker. Der er på verdensplan regionale forskelle i, hvilke resektionstyper der foretrækkes, og bogen afspejler meget de Nordamerikanske præferencer med anastomose på halsen evt. kombineret med en tranhiatal resektion. Afsnittene om en bloc-resektion og lymfeknudedissektion er gode, da det er kontroversielle emner. Der er ligeledes, som der bør ved så risikofyldte procedurer, grundig omtale af komplikationer. Endelig fryder det mig at læse Luketich's kapitel om videoassisteret esophagusresektion, som jeg tror er et kik ind i fremtiden.

Sammenfattende er der tale om en meget grundig gennemgang af esophaguskirurgi, som bør bruges som reference inden for disse patientkategorier. Yngre læger kan have glæde af bogen som opslagsværk.

New York: Churchill Livingstone, 2002.

990 sider. Pris: 165 GBP.

ISBN 0-443-07605-7