Et fælles værdigrundlag stigmatiserer psykisk syge - der er behov for en etisk analyse

Et »Fælles værdigrundlag for den samlede offentlige indsats for voksne med sindslidelse i Danmark« [1] er sendt til debat blandt læg og lærd. Debatoplægget skal drøftes ved offentlige møder i fire byer i løbet af efteråret 2003 og danne grundlag for »et endeligt bud på et fælles værdigrundlag, som kan inspirere amter, kommuner og det faglige personale i den fortsatte planlægning af udvikling af indsatsen« over for voksne med sindslidelse i Danmark.

Vi vil advare danske læger mod på det foreliggende grundlag at deltage i en debat, der efter vores opfattelse kan få den utilsigtede konsekvens at føre til fortsat stigmatisering af psykisk syge medborgere. Vi vil anføre to grunde til denne advarsel:

Den første grund er, at det pånødede gruppetilhørsforhold til »voksne med sindslidelse i Danmark« (jf. oplæggets titel) kun kan opfattes som gældende for alle danskere med psykiske sygdomme. Der er ganske vist på side syv i oplægget foretaget et beskedent forbehold i et indskud, af hvilket det fremgår, at »en stor del af de personer, der modtager psykiatrisk behandling, bliver helbredt og fortsætter deres normale liv med familie og arbejde. Men for en anden gruppes vedkommende - de svært syge - er der behov for en midlertidig eller vedvarende indsats fra socialsektoren. Det er denne fælles indsats over for denne lille, men vigtige, målgruppe, der er baggrunden for debatoplægget vedrørende et værdigrundlag«.

Denne »lille, men vigtige målgruppe« består af et heldigvis forholdsvis beskedent antal patienter, mindre end 1% af befolkningen. Det er især kronisk syge, som har behov for en langvarig, måske livslang indsats fra såvel det psykiatriske sundhedsvæsen som socialvæsnet. Men dette behov findes ikke hos hovedparten af de 10% af befolkningen, der på et givet tidspunkt har en psykisk sygdom, en andel der vokser til 20-30%, hvis vi ser på livstidsrisikoen for at erhverve en psykisk sygdom. Dette fremgår bestemt ikke klart af debatoplægget. Hverken af dets titel eller indhold.

Den anden grund til vores advarsel er, at den psykisk syge ved at blive genstand for dette »fælles værdigrundlag for voksne med sindslidelse« risikerer mod sin vilje at blive indrulleret i et stigmatiserende gruppetilhørsforhold, som blot øger en svag gruppes trængsler. En gruppeafgrænsning af »voksne med sindslidelse i Danmark« (som oplægget også med en uskøn eufemisme benævner »brugere«), kan måske have nogle positive konsekvenser (hvilket indlysende nok er oplægsgivernes forventninger), men de negative konsekvenser i form af en krænkelse af den syges autonomi og en yderligere stigmatisering gennem understregning af et ufrivilligt gruppetilhørsforhold indgår tilsyneladende ikke i oplægsgivernes overvejelser. Tværtimod mener de frimodigt, at etablering af et »fælles værdigrundlag« kan bidrage til afstigmatisering, idet »misforståelser og diskriminering af mennesker med sindslidelser modvirkes, således at de kan indgå i samfundet på lige fod med andre med sygdomme og handicaps«.

Ingen vil kunne drømme om at etablere et »fælles værdigrundlag for den samlede offentlige indsats for voksne med somatiske sygdomme i Danmark«. Dels er det temmelig meningsløst at tale generelt om somatiske sygdomme, dels opfattes det som naturligt og uundgåeligt, at nogle mennesker med alvorlige sygdomme trods ihærdig behandlingsindsats ikke kan opnå tilstrækkelig helbredelse til at kunne forsørge sig selv og fuldt ud nyde samfundets goder og tilbud. Derfor har vi et veludbygget og generøst socialvæsen i Danmark, som kompenserer herfor, og som har lange traditioner for et gensidigt respektfuldt samarbejde med sundhedsvæsenet. Den psykisk syge har hverken behov for positiv eller negativ særbehandling i forhold til mennesker med en legemlig sygdom. Enhver særbehandling fremmer stigmatisering.

Vi vil også anfægte, at der skulle være væsentlige fordele ved at etablere et fælles værdigrundlag, uanset om dette gælder for en lille eller stor gruppe »voksne med sindslidelse i Danmark«. De hypotetiske fordele for de sindslidende skulle være et bedre samarbejde mellem medarbejderne i sundheds- og socialvæsenet, når det drejer sig om behandling af psykisk syge. Efter vores opfattelse kan et fælles værdigrundlag, fælles normer, fælles handleplaner, osv. tværtimod være skadelige, idet de kan bidrage til at sløre de faglige profiler i begge sektorer, således at begge parter i stedet for at være dygtige til (og stolte af) eget arbejde, bliver halvgode amatører i såvel egen som andres professioner.

Det foreliggende debatoplæg er udarbejdet på basis af en folketingsvedtagelse, der opfordrer til »at sikre, at de forskellige sektorer fremover arbejder ud fra et fælles værdigrundlag med fælles etik og mål«. Desværre hviler det aktuelle oplæg ikke på resultater af en præcis etisk analyse, der kan afklare og vægte de forskellige hensyn og argumenter. Snarere er der tale om et velmenende, men etisk ureflekteret dokument, der gennem en særlig ideologisk tilgang søger at skabe plads for en ny (socialpsykiatrisk) professionshybrid, der ikke tilgodeser psykiske lidelsers bredde og mangfoldighed.

Efter vores bedste mening eksisterer der allerede en fælles etik, der gælder såvel sundheds- som socialsektoren i Dan-mark. Denne etik er baseret på det samaritanske barmhjertighedsprincip (behandlingsret og behandlingspligt), på respekten for individets autonomi (retten til at sige fra over for det tilbudte, også et tilbud om »gruppetilhør«) og endelig et retfærdighedsprincip, der sikrer ligeret for alle til såvel sundheds- som sociale ydelser. Dette velgennemtænkte etiske fundament [2] er fortsat et udmærket grundlag for »den samlede offentlige indsats« over for psykiatriske patienter.

Skal der være en debat, bør den ikke handle om, hvilket værdigrundlag, men om behovet for et værdigrundlag overhovedet. Det kræver en grundig etisk analyse [2]. Dernæst bør det klart fremgå såvel af titel som indhold, at et eventuelt fælles værdigrundlag naturligvis kun gælder for den relativt beskedne gruppe sindslidende, der har behov for såvel sundhedsfaglig som socialfaglig indsats, således at et kommende socialpsykiatrisk værdimanifest ikke utilsigtet vil medvirke til at stigmatisere de mange med psykisk sygdom, som faktisk i dag bliver helbredt gennem psykiatrisk behandling, og som aldrig får behov for en særlig socialpsykiatrisk indsats.