Content area

|

Et forældet format for uddannelse

Engagerede, videbegærlige unge læger bliver bremset af et tvangsbaseret uddannelsessystem.
Forfatter(e)
Halfdan Holger Knudsen reservelæge Anæstesiologisk Afdeling Roskilde tidl. HU-læge og UKYL OUH

Nytårsaften sluttede min kursustid i anæstesien. Jeg var godt midtvejs i mine kursusår og glad for specialet, men endnu et møde med det forældede, tvangsbaserede uddannelsessystem blev mig for meget.

Beslutningen krævede et års grundige overvejelser. Anæstesilæge bliver jeg nok, men næppe på danske vilkår, som de er i dag, og jeg tror langtfra, jeg er den eneste i min lægegeneration, der vil ende med den konklusion.

Jeg har Danmarks længste universitetsuddannelse, snart ti års erhvervserfaring, videreuddannelse og efteruddannelse i næsten urimelige mængder samt et teknisk færdighedssæt, der er vidt efterspurgt på landsplan og ifølge demografien kun vil blive yderligere efterspurgt de næste 20 år. For alle andre faggrupper ville dét have medført fastholdelsesstrategier, personalepleje, incitamentsstrukturer, fleksibilitet, valgmuligheder ift. arbejdspladser, gode arbejdsforhold og god løn. Det er umiddelbart sådan det frie arbejdsmarked fungerer for de fleste.

Stavnsbånd

For læger har det derimod betydet genindførelsen af stavnsbåndet fra 1733; dårlige kår, trusler, tvang, kontrol, mistillid, ansvar uden indflydelse og et totalt fravær af fleksibilitet. Selv de mest nødvendige elementer i arbejdet kan kun dårligt lade sig gøre – man skal stille sig tilfreds med fysiske forhold, der ikke lever op til overenskomsten, ledelser, der fungerer helt udenfor ansvar, planlagt overarbejde og helt basale arbejdsredskaber som fungerende telefoner og computere er noget, man forventes at tigge om – ledelsens prioritet er produktion og besparelser, og kursister siger jo aldrig op.

Politisk er der kun tegn på, at viljen til at bruge tvang overfor os er uformindsket – senest udvist i regeringens forslag om at tvinge unge læger til udkantsdanmark i stedet for at tage ansvar og skabe større incitament for praktiserende læger. Der findes ellers gode eksempler på, hvordan man sikrer lægedækning på “uattraktive” steder; senest har Esbjerg klaret opgaven til UG, men det kræver flere ressourcer i stedet for færre.

For mig som for mange andre betød bl.a. seksårsreglen et krav om igen at rykke mit liv op med rode og flytte til en region, jeg intet ønske havde om at bo i, hvor jeg ingen netværk havde eller har, og ingen planer havde om at blive efter endt kursustid. I tillæg kom et uddannelses- og ledelsesmiljø, som lod en del tilbage at ønske. Det medførte som forventeligt, at balancen mellem liv og arbejdsliv fik en apoplektisk grad af slagside.

Nej til overflytning

Jeg søgte derfor om overflytning til Region Øst, hvor jeg hører hjemme, men blev på forhånd orienteret om, at man ikke ønskede at skabe præcedens af frygt for, at Region Syd som ved et trylleslag skulle tømmes for reservelæger. Afslaget faldt da også prompte: For ja, Guderne forbyde, at man allernådigst skulle tillade granvoksne, veluddannede mennesker selv at bestemme, hvor de ønsker at arbejde! Og som en refleksion af lægers gennemgånde mangel på retsstilling træffes den slags afgørende, livsændrende beslutninger uden gennemsigtighed, uden ankemuligheder, uden et sikkert grundlag og med gensidig ansvarsfraskrivelse mellem et arbitrært rådgivende udvalg og ditto ledende overlæger.

Den nuværende snart 30 år gamle uddannelsesstruktur blev undfanget i en tid, hvor læger voksede på træer og Lægeforeningen stadig havde gennemslagskraft. I dag er de mange registreringer, kontroller, kompetencer, vurderinger, essays, evalueringer og tilfældigt placerede obligatoriske kurser uden mål og med forvandlet til en snestorm af papir, som kun virker til repression af kursisterne.

I sand NPM-ånd har man under mantraerne "ansvar for egen læring" og "uddannelse er noget man tager, ikke noget man får", effektivt lagt ansvaret for systemiske svigt, for få ressourcer, for lidt tid, for dårlig eller fraværende supervision og manglende uddannelsesmuligheder over på den enkelte uddannelsessøgende.

Tier om overarbejde

Man hører stadig, at strukturen er til for at give kursisterne et værktøj til at stille krav til ledelsen, men for at stille krav kræves sanktionsmuligheder. I en hverdag, hvor Lægeforeningen med årtiers fravær af konfliktvillighed har stillet sig selv udenfor egentlig indflydelse, er det ikke en reel mulighed. Kursisternes nuværende uddannelse og fremtidige ansættelse afhænger i høj grad af velvilje hos ledelsen.

Selv har jeg flere gange, når jeg kritiserede, at en afdeling ikke levede op til uddannelsesplaner og kompetencekort, fået at vide, at det var mit eget ansvar at
få kompetencerne, og at jeg blot kunne fravælge at få godkendt mit ophold. Altså en trussel om ikke at komme videre i min hoveduddannelse, men ingen vilje til at indgå i dialog eller løse problemer.

I kirurgiske specialer ses sågar, at overvældende overarbejde aktivt skjules af kursister, der ellers frygter at miste deres dagtidsoperationer og dermed den uddannelse, de har ret til.

Lægeforeningen lytter gerne, men kan ikke hjælpe og lydhørhed andetsteds møder man ikke. Så man tier, får sine krydser, håber det går den næste bedre og rykker videre. Og jeg er langt fra alene.

Unge læger er hverken dovne eller forkælede

Den usikkerhed og omskiftelighed som speciallægeuddannelsen medfører sætter sine spor – det ses også af debat i Ugeskriftet. Som UKYL i min sidste afdeling, var det mit ansvar og privilegie at tale med mange kolleger om problemerne både professionelt og privat, der affødes af konstant at tvinges til at skifte arbejdsplads og starte forfra, til tider med enorme transportafstande. Kolleger, der føler sig så fanget i kursusstillingen under dårlig ledelse og ringe arbejdsvilkår, at de reduceres til desperate tårer eller sygemeldes, er desværre ikke et særsyn.

Som kursist er man yderst udsat, da ens umiddelbare ledelse også har ansvaret for uddannelsen og godkendelse af samme, mens kursisten ikke har mulighed for at søge væk uden at opgive specialet helt og holdent. Og efter de seneste snart 40 år at have søgt at behage ledelsen frem for at gå i konflikt er Yngre Lægers indflydelse i dagligdagen ekstremt sparsom. Derfor forbigås langt de fleste problemer i tavshed, og vi bevæger os ikke fremad i uddannelses- og arbejdsmiljø – vi bevæger os bagud.

Som sagt ledte mine overvejelser mig til at sige op, i sidste ende fordi jeg satte glæde og velvære over karriere og uddannelse. Det var et valg, der kom ud af at sætte lægers vilkår i relief mod andre faggruppers, og det var kun muligt, fordi jeg endnu ikke har stiftet en familie, som igen igen ville skulle rykkes op med rode.

Det er på tide at vi tænker og taler om unge læger anderledes – vi er ikke en grådig, forkælet, doven og selvoptaget generation, som vi hidtil har fået at vide af ældre kolleger, i medier og af politikere. Vi strækker os tværtimod umenneskeligt langt, pisker afsted i et historisk højt produktionstempo, lever et rakkerliv i årtier, omstiller os, er robuste og arbejder gratis, alt sammen i det totale fravær af gulerod. Vi er her ikke af nogen anden grund, end at vi er engagerede og vil lægegerningen langt over, hvad vi lønnes og belønnes for.

Hvis vi skal kunne stille veluddannet lægelig arbejdskraft de kommende årtier, er en forandring af yngre lægers vilkår en bydende nødvendighed: Opgiv tvangen, stil afdelinger og regioner til ansvar for kvaliteten i uddannelsen og vilkårene for læger og giv os reel indflydelse på vores forhold. En modulær uddannelsesstruktur med veldefineret indhold og mål, der samtidigt tilbyder de nødvendige højt specialiserede forløb, og defineret i arbejdstimer i stedet for år, ville radikalt forbedre mulighederne. Det ville blandt andet betyde et mindsket krav om at flytte landet rundt, og vores konstante overarbejde ville afspejles i en hurtigere vej til speciallægetitlen. Regionerne ville være tvunget til at gøre op med tvangsarbejdet og skabe arbejdsmiljø, der kan fastholde de ansatte. Afskaf regeltyranniet, papirsnestormen og det Kafkaske bureaukrati og giv i stedet plads til, at de engagerede, videbegærlige unge læger kan bruge deres energi som de vil det – på at blive de dygtigste speciallæger muligt!

Blad nummer: 

Referencer:

  1. Sandström, K. Omstillingsparathedssyge. Ugeskr Læger 2019;181:23

  2. https://ugeskriftet.dk/debat/omstillingsparathedssyge

Right side

af Susanne Mejlby Nielsen | 06/08
4 kommentarer
af Gunvor Kramshøj Larsen | 04/08
28 kommentarer
af Jette Birgitte Lehnsbo Korsgaard | 03/08
2 kommentarer
af Olaf Bjarne Paulson | 03/08
1 Kommentar
af Hanne Hulgaard | 02/08
4 kommentarer
af Christian Stefan Legind | 28/07
2 kommentarer
af Connie Lærkholm Hansen | 23/07
1 Kommentar
af Lene Heise Garvey | 23/07
4 kommentarer
af Peter Tagmose Thomsen | 20/07
1 Kommentar