Et glemt jubilæum

Det er i disse uger 300 år siden, at Danmark vinkede farvel til en dødelig plage, som havde forfulgt vores forfædre lige siden 1350. Den orientalske byldepest havde med korte mellemrum decimeret befolkningen, lige siden den første gang dukkede op i middelalderens Danmark. Og nu – i 1711-1712 – dræbte den på få måneder hver tredje indbygger i Helsingør og København. Lægerne – som ellers vogtede nidkært over, at barberkirurger og andre ulærde behandlere ikke gik dem i næringen – var under epidemierne mere end glade for at overlade rollen som »pestmestre« til kirurgerne, som måtte blive tilbage i byen, mens lægerne flyttede på landet.


På god afstand kunne de lærde doctores nu forfatte skrifter med råd om, hvorledes man skulle undgå smitten. Hvis man ikke (som lægen) var så heldig at have et tilflugtssted på landet, kunne man f.eks. forebygge pestsygen ved at lade sig årelade og lufte ud i boligen – men endelig kun i klart vejr. Man kunne ryge sin stue med nelliker, enebær og krydderurter og stænke med violvand. Maden måtte ikke være for salt, for fed, for hård, harsk, slimet eller sur, men skulle være let fordøjelig. Man måtte endelig ikke tage bad osv.

Var man nødt til at vove sig ud, skulle man drikke lidt eddike og smøre resten i ansigtet. Man kunne også få apotekeren til at fremstille pestpiller af kostbare ingredienser som safran, pulveriseret koral, theriak og mange andre fremmedartede ingredienser.


Hvis man trods lægernes tumpede råd alligevel blev syg, skulle man lade sig årelade igen og indtage yderligere komplicerede pulvere, tinkturer og eliksirer.


Lægerne stak af


Det havde naturligvis ikke gjort nogen forskel, hvis lægerne var blevet i byen. Men det så ikke kønt ud, at de mænd, der gjorde krav på anseelse som de eneste sande læger, stak af, når det gjaldt. Der var undtagelser: Ole Worm, professor i medicin (og meget andet), blev i København under epidemierne. Det kostede hans døtre og flere på hinanden følgende hustruer livet. Til sidst tog pesten også Ole Worm.


Professor Thomas Bartholin blev også i København under en slem epidemi i 1654. Han plejede at flygte, men denne gang havde han ventet i ugevis på, at en syg og fordrukken skrædder skulle dø, så han kunne dissekere ham og gøre sin berømte opdagelse af lymfekarrene.


Kirurgerne, som nødtvunget blev i byen, kunne heller ikke gøre meget for de syge. Kirurgerne kunne åbne de syges bylder, men de døde alligevel. Så den hjælp var ikke særlig efterspurgt, for når man alligevel døde, var der ingen grund til også at lade sig pine af kirurgen.


Sundhedskommission


Men da pesten efter en uvant lang pause igen slog til i 1711, var der sket noget vigtigt siden sidst: Kongen var blevet enevældig. Og enevælden havde haft 50 år til at befæste sin magt med en embedsstand, der ikke alene kunne udstede love og forordninger, men også føre dem ud i livet og sørge for, at folk rettede sig efter dem.


Samtidig havde kongen, Frederik den Fjerde, studeret, hvordan de norditalienske bystater anvendte karantæne til at begrænse udbrud af epidemier. Så i 1711 var man forberedt. Lægerne – de par stykker, der ikke var med flåden eller kongen og hæren i Jylland – fik ordre til at blive i byen, og der blev nedsat en Sundhedskommission under ledelse af byens politimester.


Heller ikke denne gang kunne lægerne gøre nogen forskel. Kirurgerne kunne tilbyde at skære bylder, og de døde selv som fluer. I dyre domme blev nye lokket til fra Tyskland. De forlangte klogt nok pengene forud, men heller ikke de kunne gøre nogen forskel.


Hvad der gjorde en forskel, var den effektive, enevældige stat. Den i hast udpegede Sundhedskommission havde diktatoriske beføjelser, og kongen stillede næsten ubegrænsede midler til dens rådighed.


Hverken læger eller kirurger kunne gøre noget ved selve sygdommen, mens den rasede i hovedstaden (og kongen festede og horede på Koldinghus). De danske kirurger døde med støvlerne på, og i dyre domme og pengene på forskud blev nye lokket til fra Tyskland. Men kommissionen kunne sørge for lazaretter, hvor man kunne isolere de smittede, så de ikke skulle dø på gaden eller i deres ensomme logi, og hvor præsten kunne trøste dem, mens de ventede på døden. De kunne sætte en stopper for de åbne massegrave og begravelserne inde i kirkerne, der fyldte byen med »en pestilentisk« stank. Kommissionen kunne udskrive ligbærere og gravere, så de mange lig kunne blive samlet ind dagligt og ekspederet ud af byen, hvor de blev nedkulet i massegrave. Den kunne standse tilløb til plyndringer i uddøde huse og endelig kunne den sikre, at ingen forlod byen og bragte smitten videre ud i landet.

Herved blev pesten i 1711 begrænset til Helsingør – hvor den først havde vist sig – og til København. Resten af landet slap med skrækken, og siden viste pesten sig ikke i Danmark.

Forbigået i tavshed


Det kan undre, at 300-året for en national katastrofe som pesten i 1711-1712 er forbigået i tavshed. Hvor var kronikkerne, udstillingen på Medicinsk Museion eller Københavns Bymuseum? Var der jubilæumsudgivelser, features i søndagsaviserne og akademiske symposier?


Bach og Mozart har deres berettigede plads, når der skal fejres jubilæer. Og selvfølgelig skulle 50-året for Berlinmurens opførelse ikke forbigås i stilhed, lige så lidt som 200-året for Franz Liszts fødsel eller 100-året for Amundsens ankomst til Sydpolen. Men hey – vi taler altså om en epidemi, der på få måneder dræbte hver tredje københavner.


Mens andre videnskaber og kunstarter fejrer deres historiske fyrtårne, går lægevidenskaben anderledes stille med dørene. Måske fordi lægevidenskaben var det, man kunne kalde en langsom starter? Tycho Brahe, Ole Rømer, Carl von Linné og andre af naturvidenskabens pionerer i oplysningstiden var i en vis forstand uafhængige forskere, om end de var sponsoreret af fyrster og andre med interesse for videnskaben og i den prestige, det gav at støtte den.


Lægerne var derimod private næringsdrivende. I modsætning til i flere europæiske lande fandtes der ikke sygehuse i Danmark. Der var derfor ikke klinisk undervisning, og når man afsluttede medicinstudiet ved Københavns Universitet, blev man dr.med. uden at have set en patient. Så fik man kongelige, adel og velhavende borgere som patienter, og de betalte godt. Men det ville de holde op med, hvis lægen – som naturvidenskabsmændene – begyndte at stille spørgsmål til deres egen behandling og skabe tvivl om de antikke dogmer og luftige teorier, den byggede på.

Tornerosesøvn


Det kan måske være en del af forklaringen på, at medicinen i Danmark tilbragte en stor del af 1700-tallet i dyb tornerosesøvn, mens de håndværksuddannede barberkirurger kom til at definere starten på lægekunstens videnskabeliggørelse h er i landet.

Til forskel fra medicinerne havde barberkirurgerne nemlig alt at vinde ved at tilegne sig og producere ny viden. Desuden havde de en række praktiske færdigheder, som satte dem i stand til at gøre en positiv forskel for patienten. En vigtig faktor var også, at kongen havde brug for kirurger – praktiske folk, som kunne lappe søfolk og soldater sammen i de evindelige krige.


Det benyttede den energiske kirurg Simon Crüger sig af, da han i 1736 med aktiv støtte fra kredsen omkring Christian den Sjette etablerede en kirurgisk læreanstalt i Købmagergade. Herved løsrev han kirurgien fra barberfaget og udkonkurrerede samtidig Det Medicinske Fakultet: Københavns Universitet var en præsteskole, og fakultetet frembragte højst én eller to medicinere om året. Imens blev der i Købmagergade produceret snesevis af kirurger, som blev rygraden i et fremvoksende sundhedsvæsen.


Flere og flere kirurger supplerede kirurgien med en medicinsk doktorgrad, og medicinerne begyndte omvendt at følge den kirurgiske undervisning, og i slutningen af 1700-tallet trak nye generationer af læger og kirurger lægefaget i en mere praktisk og videnskabeligt orienteret retning. I 1840 blev de to uddannelser endelig samlet på universitetet, hvor Det Medicinske Fakultet fik et nyt navn: Det Lægevidenskabelige Fakultet. Hermed var lægefaget på vej til at blive en moderne videnskab.


Klaus Larsen har skrevet »Dødens Teater«, en bog om lægekunsten i Danmark 1640-1840.


320. s., illustreret. 299 kr. Bogen udkom mandag 16. januar (Munksgaard Danmark).