Skip to main content

Et mere letlæst Ugeskrift uden tidsrøvende forkortelser

Søren Ganes, e-mail: s@ganes.dk, Helsinge

1. nov. 2005
1 min.

Helge Baden foreslår i Ugeskrift for Læger (2003;165:1466), at forkortelser i en artikel skal anføres med fed skrift første gang, de anvendes, for herved at give læseren mulighed for lettere - og hurtigere - at kunne læse en artikel.

Dette afvises af redaktionen ved Ole Haagen Nielsen, begrundet i, at dette problem er et »isoleret tilfælde« (grundet artikel med mange forkortelser). Jeg er helt uenig og vil tilslutte mig Helge Badens opfordring til redaktionen - og vil foreslå, at mange andre kolleger e-mailer til Ugeskriftet for at slutte op om dette glimrende forslag.

Jeg har alle dage meget brugt at skimme de fleste af Uge-skriftets artikler ved at læse »bagfra«, resume, (konklusion, diskussion), for herved hurtigt at få det væsentlige at vide fra en artikel.

I alle de år jeg har læst Ugeskriftet - mere end 40 - har det været en stadig kilde til ærgrelse og tidsspilde igen og igen at måtte lede i første del af en artikel for at finde, hvor en meningsforstyrrende og uforståelig forkortelse optrådte første gang.

Allerede for mange år siden foreslog jeg - uden held - at få redaktionen til at gøre noget ved det.

Om andre har det som jeg: Brug det hurtige og potente middel, vi nu har fået i e-mailen, og slut op om opfordringen.