Et skattefradrag er ikke det samme som en købmandsvare

Interessekonflikter: Ingen

Tak til Mickey Gjerris for i Ugeskrift for Læger [1] at have kommenteret min kronik [2]. I kronikken med titlen »Organdonation og skattefradrag. Er det uetisk at redde liv med økonomiske incitamenter?« foreslår jeg, at staten bør belønne folk, der er villige til at donere deres organer, med et skattefradrag. MG påstår, at der er flere problemer ved forslaget.

For det første, at jeg er blind for, at man kan være enige om målet (at redde folk fra at dø) og uenige om midlerne til at nå dette mål. Men i lyset af at min kronik er en kritisk diskussion af netop uenigheder om, hvorvidt et skattefradrag er en god ide til at redde folks liv, er MG's påstand besynderlig. Påstanden bliver mildest talt heller ikke bedre af, at MG ved, at jeg i flere sammenhænge også har udtalt, at jeg er enig med ham og andre i, at formodet samtykke er en bedre strategi til at få flere organer, end informeret samtykke er.

For det andet nævner MG, at organdonation, hvis det bliver belønnet med et skattefradrag, bliver en købmandsvare. Men her sammenblander MG æbler og pære. En købmandsvare som f.eks. et æble er jo et produkt, der sælges på det fri marked, og prisen svinger i forhold til udbud og efterspørgsel. Men et skattefradrag er jo ikke en vare, der bliver solgt på et frit marked, og belønningen er fastsat af staten. MG's observationer vil svare til at mene, at det er udtryk for problematisk kommercialisering og købmandskab, at den danske stat belønner personer, der donerer til velgørende foreninger!

For det tredje mener MG, at der måske ikke er nok personer, der vil melde sig, hvis skattefradraget kun er på 1.000 kr. Men at besvare dette spørgsmål kræver undersøgelser, og afslaget bør ikke kunne afvises på grund af rene bekymringer. MG mener også, at forslaget er ufinansieret. Men for det første er det empirisk forkert. Hvis vi antager, at der bliver dobbelt så mange organdonorer som i dag, der lader sig registrere som villige til at donere deres organer, så får vi et tal på cirka 300.000 mennesker. Dette svarer til ca. 300 millioner kr. i fradrag, og heraf vil staten så gå glip af 150 millioner kr. Disse penge er dog hurtigt hentet hjem igen. På f.eks. Rigshospitalet ligger der ofte flere patienter på intensivafdeling i månedsvis, fordi de mangler et organ - en sådan plads koster cirka 30.000 kr. om dagen. Desuden er f.eks. en dialysebehandling væsentlig mere omkostningstung end en nyreoperation. Læg hertil den tabte arbejdsfortjeneste, der er forbundet med, at 600 danskere konstant er på en venteliste til et livgivende organ.

For det andet, selv hvis det ikke var økonomisk rentabelt med et skattefradrag, men et skattefradrag alligevel kunne redde folks liv, er det så ikke, hvad vi bør gøre? Jeg vil foreslå, at man lader folk, der mener det modsatte, tale med folk, der er i dialysebehandling for en nyresygdom, eller tale med folk, der venter på et nyt hjerte.