Skip to main content

Et sygehusvæsen i forandring

Klinikchef Christian Erichsen, Urologisk Klinik, Sygehus Sønderjylland. E-mail: christian_erichsen@email.dk

5. sep. 2008
3 min.

Efter 39 års tjeneste i det offentlige sygehusvæsen og med pensionen lige om hjørnet er det fristende at gøre status over de sidste års udvikling og samtidig se på den nære fremtid, som den tegner sig for min eventuelle efterfølger.

DRG har øget registreringsarbejdet betydeligt. Efter sommerferien indføres de fremskyndede forløb for patienter mistænkt for cancer i det speciale, jeg arbejder i. Forløb, som også skal registreres. Jeg kan udmærket forestille mig, at det ender med et registreringshelvede med de programmer, som anvendes.

Sundhedsstyrelsen fungerer nu som et departement under Sundhedsministeriet. Den har fået tiltagende magt og har ledet arbejdet med de nye specialeplaner med hård hånd; arbejdet med forløbsbeskrivelser for diagnostik og behandling af cancer forløber nu på samme måde. Modsigelser eller meninger, som divergerer fra styrelsens, tolereres tilsyneladende ikke. Efter hvad flere medlemmer i arbejdsgrupperne beretter om forløbene, burde Sundhedsstyrelsen stå som eneforfatter og de øvrige medlemmer alene som rådgivere.

De nye specialeplaner medfører betydelige ændringer i fordeling af opgaverne gennem indføring af afdelinger med regional funktion. De afdelinger, som i mit speciale fremover alene har hovedfunktion, vil efter min opfattelse ikke være levedygtige, og lignende forhold vil sandsynligvis også gælde i andre specialer.

Basislægeuddannelsen gav anledning til megen uro blandt yngre læger, men i den sidste ende blev selv stillinger med meget ejendommelige fagkombinationer besat, blot de var placeret nær universitetsbyerne. De kliniske afdelinger er nu ved at opdage konsekvenserne af den nye uddannelse. Nogle afdelinger mister en stor del af reservelægerne. Dette medfører en øget vagtbelastning for speciallægerne med forringede arbejdsforhold og en mærkbar reduktion i det elektive arbejde som resultat.

De sammenlægninger af afdelinger, som er nødvendige af hensyn til de nye specialeplaner, kan reducere generne ved den øgede vagtbelastning gennem udtynding i vagterne og bør gennemføres hurtigst muligt.

Turnusordningen var centralt styret, reservelægerne kom og gik, uden at afdelingerne havde nogen indflydelse, og de behøvede heller ikke at løfte en finger. Det medførte, at mange afdelinger kun følte et begrænset ansvar for forløbene. Det har man i basislægeuddannelsen forsøgt at ændre ved at opstille detaljerede programmer for, hvad der skal opnås af kompetencer. Der er nærmest tale om, at studiet forlænges med et år med undervisningsbyrden placeret i afdelingerne. Programmerne er meget ambitiøse, når man tager længden af ansættelsen og specialesammensætningen i nogle af forløbene i betragtning. Efter min opfattelse er forudsætningen for god undervisning, at også underviseren får noget tilbage. Det er imidlertid uklart for mig, hvad afdelingerne får ud af den meget omfattende undervisningsbyrde, de er pålagt.

Sundhedsforsikringerne blev indført pga. de lange ventetider. Nu kan patienterne gå til privathospitalerne efter en ventetid på en måned. Det er efter den nuværende og den tidligere sundhedsminister tilstrækkeligt for de offentligt ansatte. Fradraget for sundhedsforsikringerne til private vil de dog ikke røre.

Ordningerne er ikke ligeværdige, idet privathospitalerne får en højere betaling fra forsikringsselskaberne end fra det offentlige for samme ydelse, og konsekvensen for patienterne vil blive klar i den kommende tid. Årsagen til Venstres holdning kunne skyldes omsorg for de privatansatte. Jeg tror dog snarere, at ordningen skal ses som indirekte statsstøtte til privathospitalerne, hvad den udifferentierede ventetidsgaranti også er.

At påstå, at væksten i det private ikke vil påvirke funktionen i det offentlige sygehusvæsen, er absurd. Vi lever i en tid med tiltagende mangel på speciallæger, hvor de værste huller søges udfyldt med læger fra Tyskland, Polen og Indien. Afvandringen til det private vil i de kommende år blive forstærket, dels betinget af de nye specialeplaner dels af utilfredsstillende arbejdsforhold som beskrevet, og dels betinget af de gode økonomiske forhold, der er skabt i den private sektor.

Jeg ønsker dem, der fortsætter i det offentlige, »held og lykke« - de får brug for det, og jeg forstår dem, der vælger det private.