Skip to main content

Etik og værdier i psykiatrien

Overlæge Johan Øhlenschlæger E-mail: Johan.Oehlenschlaeger@regionh.dk Interessekonflikter: ingen

2. mar. 2012
2 min.

FORFATTER: Lindhardt A.

FORLAG: København: PsykiatriFonden, 2011

SIDER: 188

Pris: 100 KR.

ISBN: 978-87-90420-78-9

Der synes at være en stigende interesse for etiske problemstillinger i psykiatrien i Danmark.

Litteraturen på dansk er dog sparsom, og det er prisværdigt, at der nu foreligger en letlæst bog på dansk, som giver en introduktion til de i filosofien anvendte begreber omhandlende etikken, og som uden tvivl vil kunne finde anvendelse både som appetitvækker og som inspiration og håndbog, når vanskelige etiske problemstillinger i hverdagen i psykiatrien skal håndteres eller diskuteres.

Bogen er henvendt til såvel studerende og ansatte inden for sundheds- og socialsektoren som patienter og pårørende.

Bogen er opdelt i ti kapitler, som kan læses uafhængigt af hinanden. I hvert kapitel er der henvisninger til de andre relevante kapitler i bogen, hvis man ønsker at læse mere om det specifikke emne, der berøres. Efter en kort introduktion til vigtige begreber i etikken og lidt filosofihistorie beskrives områder af medicinen, hvor etiske problemstillinger kan opstå og behandles. Værdier og værdigrundlag for psykiatrien beskrives, og dele af relevant lovgivning refereres, bl.a. om tvangsanvendelse, § 71-tilsynet og retslige foranstaltninger for kriminelle sindssyge. Desuden beskrives vigtige deklarationer.

Efter en kort gennemgang af sygdomsbegreber beskrives psykiatriens organisation, den historiske udvikling og professionsetikken, og bogen afsluttes med et kapital om den vigtige del af psykiatrien, som handler om relationer til samarbejdspartnere, patienter og pårørende. Hvert kapitel afsluttes med en lille vignet, som kan danne basis for en diskussion med inddragelse af etiske problemstillinger, ligesom der undervejs i bogen er mange små, med farve fremhævede, cases, eksempler, fakta og pointer, som er meget anvendelige og let overskuelige.

De sidste tre sider indeholder en litteraturliste med mange danske tekster og relevant lovgivning.

Med til bogen hører et undervisningshæfte: »Værdier i psykiatrien«, som kan bestilles hos PsykiatriFonden eller købes i boghandlen.