Etikken der blev glemt

Om et par måneder færdiggør jeg lægestudiet. Fagligt føler jeg mig rustet til at arbejde som læge - jeg har lært om diagnostik og behandling af et bredt udsnit af sygdomme. Noget dårligere rustet er jeg omkring etik. Desværre beskæftiger lægestudiet sig kun sporadisk med de etiske spørgsmål, der naturligt opstår ved arbejdet som læge.

På papiret ser det hele ellers meget godt ud. På Københavns Universitet har man både undervisning og eksamener i etik som en del af kurserne i videnskabsteori. Vi kommer fint rundt i teoretiske dele af etikken, dens begrebsapparat osv. Det er altid godt at have teoretisk viden, men den bliver ikke særligt brugbar, når den ikke følges op af mere konkrete etiske emner med relevans for hverdagen.

Et eksempel er screening af fostre med det formål at påvise misdannelser. Som studerende får vi udmærket undervisning i de tekniske dele af fosterdiagnostik. De fleste studerende har også et kort klinikophold i et afsnit, der udfører fosterdiagnostik. Vi er således godt rustet til at vejlede gravide, om hvordan screeningen fungerer rent teknisk. På det etiske område står det desværre langt dårligere til - der er stort set ingen undervisning, der fokuserer på centrale spørgsmål, som hvorvidt fosterdiagnostik overhovedet er en god ide.

Fra en kritisk synsvinkel er det ikke helt indlysende en god ide at tilbyde alle gravide nakkefoldsskanninger og blodprøver mhp. risikovurdering for Downs syndrom (DS). I Danmark screenes 50.000-60.000 gravide hvert år, for at gøre det muligt at fravælge ca. 120 fostre med DS. For at stille diagnosen sikkert udfører man over 3.000 moderkagebiopsier og fostervandsprøver. Som komplikation til de invasive undersøgelser aborteres omkring 30 raske fostre.

Fosterdiagnostikken er et enormt apparat af undersøgelser - men er det overhovedet en god ide? Vi har i Danmark et særdeles veludbygget velfærdssystem. Mon ikke vi er i stand til at give ca. 120 børn med DS den støtte og behandling, de har brug for for at kunne få et godt liv? Råder vi ikke over de resurser, det kræver at støtte familierne til børn med DS?

Tilsvarende kan siges om misdannelsesskanningerne, som også tilbydes alle gravide. Er det rimeligt at abortere et foster i 20. uge, fordi skanningen har vist en hjertefejl? En læbe/ganespalte? Og hvad gør screeningen ved samfundets opfattelse af mennesker, der lever med disse sygdomme? Risikerer vi ikke at udvikle et snævert normalitetsbegreb, hvor mennesker med medfødte sygdomme opfattes som tekniske fejl, der desværre ikke blev opdaget ved screeningen?

Jeg kan ikke påstå, at jeg har de rigtige svar på alle disse spørgsmål. Personligt er jeg meget i tvivl om, hvorvidt fosterdiagnostik, i den nuværende form, er en god ide. Der kan derimod ikke være nogen tvivl om, at enhver kommende læge nødvendigvis må forholde sig til disse emner. Lægevidenskab bliver meningsløst, hvis vi udelukkende beskæftiger os med tekniske aspekter og glemmer at overveje, om teknikken fører til noget godt. Der er derfor brug for, at alle læger, der underviser studerende, inddrager etiske problemstillinger som en naturlig del af den kliniske undervisning.