Etisk vanskeligt at tale om organdonation

Det er for mig etisk meget vanskeligt at tale om organdonation. Hvis jeg glemmer min faglige viden og kun tænker som ægtefælle og mor, føler jeg afsky for artikler, der klager over, at der er ventelister på organer. For i princippet er det jo min raske, elskede mand/min glade, levende dreng, der skal dræbes i trafikken for at dække syges behov for nye organer. For at Sead kan få sin tredje nyre.

Jeg vil være så egoistisk at håbe, at ventelisterne bliver uendeligt lange, fordi vi øger trafiksikkerheden og bliver bedre til at behandle cerebrale blødninger. Man kan brokke sig over meget men ikke over, at der bliver produceret for få hjernedøde i trafikken.

Jeg ved godt, at artiklernes mål er at få organer fra dem, der er hjernedøde, men så skal man (for at nå mig) lave artikler, hvor folk, der har fået organer, takker de pårørende for, at de kunne give i en krise.

Fagligt har jeg ingen problemer med organdonation og har som anæstesilæge undervist i, deltaget i og talt med pårørende om organdonation. På min arbejdsplads har vi gjort en aktiv indsats for, at alle kan håndtere organdonation, men det er nu sjældent, at vi har egnede ofre (der er langt flere trafikdræbte i Spanien end i Danmark).

Ifølge Fakta om transport i EU (www.eu-transport.org) var der i Spanien i 2002 132 mennesker pr. million indbyggere, der blev dræbt i vejtrafikken, mens tallet i Danmark var på 86.

For en ordens skyld vil jeg nævne, at min mand, jeg selv og mine sønner er tilmeldt donorregistret.