Etiske problemer i psykiatrisk behandling af asylansøgere

Jeg har gennem mange år som psykiater behandlet flygtninge, mens de søger asyl. På denne baggrund vil jeg her argumentere for følgende synspunkter:

• Det danske samfund er med til at retraumatisere nogle asylansøgere og derved forringe deres nuværende og fremtidige tilstand.

• Lægearbejde, jura og politik blandes sammen og misbruges af både samfundet og asylansøgere.

Til sidst vil jeg komme med forslag til, hvordan læger og andre efter min opfattelse bør handle her.

Langvarig venten på asyl

Som bekendt er der i øjeblikket i danske flygtningelejre en gruppe asylansøgere, der har fået afvisning på deres ansøgning og derfor forventes at rejse hjem. En del rejser ikke frivilligt hjem. De bliver derfor to gange om ugen opsøgt af politiet, der forsøger at motivere dem til at rejse. Jeg oplevede for nylig en kvindelig patient, hvis mand og 16-årige søn forsøgtes arresteret mhp. hjemsendelse. Kvinden protesterede over drengens arrestation, hvilket medførte, at politiet nøjedes med at fængsle manden i et par dage. Hun var herefter plaget af forstærkede posttraumatiske symptomer, specielt angst for at sønnen atter ville blive arresteret. Dette er et meget konkret eksempel på det danske samfunds traumatisering af disse asylansøgere, der netop er kommet hertil for at få sikkerhed. Der findes enkelte videnskabelige undersøgelser, der entydigt påviser, at langvarig venten på asyl medfører tiltagende sygelighed af såvel legemlige som psykiske sygdomme.

I enhver anden situation, hvor menneskeskabte forhold medfører sygdom eller forringelse af børns opvækstvilkår, fx arbejdsmiljø, trafikforhold eller manglende evne til at tage sig af sine børn, vil samfundet skride ind for at forebygge sådanne sygdomme og tilstande. Det sker som bekendt ikke her.

Lægearbejde og politik

Et andet eksempel illustrerer, hvordan lægearbejde og politik blandes sammen. En yngre mand søgte for anden gang asyl i Danmark. Hans ekskone og en mindreårig datter havde opholdstilladelse her i landet. Han fik atter afslag og skulle sendes hjem. I Sandholmlejren sultestrejkede han og forsøgte at begå selvmord ved at strangulere sig selv. Han blev herefter indlagt på lukket afdeling på psykiatrisk sygehus. Her undersøgtes han grundigt, og man fandt ikke, at han led af en egentlig psykiatrisk sygdom - derimod fandt man, at han var »i indfølelig krise præget af fortvivlelse og håbløshedsfølelse«. Under indlæggelsen sultestrejkede han flere gange og forsøgte at begå selvmord ved kvælning og hængning. I journalen anførtes, at »i en vis forstand kan situationen opfattes som et gidseldrama, hvor han har taget sig selv som gidsel«. Man fik opfattelsen af, at manden mente, at netop hans selvmordsadfærd måtte berettige ham til at få asyl. Af journalen fremgår det således, at »Patienten reagerer prompte ved at placere alt ansvar for ikke bare situationen men også egne handlinger på udlændingemyndighederne«, og i det afsluttende notat forsøges at forebygge en fornyet meningsløs indlæggelse: »Patienten må formodes fortsat at ville reagere på udvisningen, men vi ikke ser os i stand til at hjælpe ham yderligere inden for det psykiatriske behandlingssystem«. Der er forsøgt en slags psykiatrisering af asylproblematikken, idet en politisk beslutning om asylpolitik forsøges løst med og i det psykiatriske behandlingssystem.

Psykiatri og jura

Et tredje eksempel viser en uheldig sammenblanding af psykiatri og jura.

Jeg havde en yngre kvindelig asylansøger fra Mellemøsten i behandling for angst og posttraumatisk belastningsreaktion. Efter at hun havde fået afvisning på asylansøgningen, forespurgte hendes sagfører: »Er der konkret risiko for, at ansøgeren begår selvmord?« Der vedlagdes citat fra en skrivelse fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, hvoraf det fremgik, at »psykisk sygdom i kombination med oplysning om en aktuel og overvejende risiko for selvmord - vil dog kunne danne grundlag for meddelelse af humanitær opholdstilladelse«.

Jeg svarede i overensstemmelse med mit kliniske indtryk, at »patienten er vedvarende optaget af tanker om døden herunder at begå selvmord - hun har dog angiveligt ikke på noget tidspunkt foretaget et egentligt selvmordsforsøg. Hvorvidt hun i fremtiden vil foretage et egentligt selvmordsforsøg, lader sig ikke sikkert forudsige«.

Sagføreren svarede senere: »Man har givet afslag på ansøgningen om humanitært ophold, idet ,psykiateren ikke med sikkerhed kan forudsige, hvorvidt hun i fremtiden vil forsøge at begå selvmord`«.

Jeg følte en tydelig bebrejdelse fra sagførerens side over, at jeg ikke havde kunnet eller villet forudsige patientens fremtidige adfærd. Nogle kolleger har delt denne opfattelse, andre har foreslået, at jeg kunne have »pyntet« på min erklæring, så selvmordsrisikoen fremstod mere klar.

I dette tilfælde blev min vurdering brugt som argumentation for, at asylansøgeren ikke skulle have asyl. I andre sammenhænge tillægger man ikke lægens udsagn nogen værdi. En folketingspolitiker har offentligt udtalt, at han ikke tillægger lægeerklæringer angående posttraumatisk belastningsreaktion blandt flygtninge nogen som helst værdi.

Det er en højst uheldig situation, at man devaluerer faglige udsagn. De lægelige erklæringer bliver enten afvist ud fra et politisk perspektiv, idet myndighederne ikke vil følge deres egne retningslinjer, eller fordi lægen så at sige politiserer sine udsagn, så de passer til hans opfattelse af den rigtige asylpolitik.

Det er mit indtryk, at nogle sagførere opfordrer asylansøgere til at appellere Flygtningenævnets afgørelser, selv i sager hvor det er helt urealistisk, at appel vil føre til opholdstilladelse. Dette fører til yderligere venten, forringelse af helbredet, i sidste ende skuffelse og i øvrigt en betydelig økonomisk belastning af asylansøgeren.

Jeg har i konsultationen set yderst forpinte mennesker med symptomer, jeg i sammensætning og styrke ikke har set tidligere. Kan det være asylansøgere, der mere eller mindre bevidst imiterer disse sygdomsbilleder under indtryk af, at de med så svære symptomer vil få humanitært ophold? Jeg har i tv set en kendt sagfører opfordre asylansøgere til at fortælle om posttraumatiske symptomer, på den baggrund få medicinsk behandling og derefter opnå asyl netop på grund af sygdommen. Dette kunne synes bekræftet af en kollega, der hos nogle asylansøgere i denne situation har målt koncentrationen af den ordinerede medicin i deres blod og fundet, at flere af dem, men ikke alle, tilsyneladende slet ikke tog medicinen.

Systemet skal ikke misbruges

Som læge føler jeg mig forpligtet til at give disse meget plagede mennesker så god lægelig behandling som muligt. Det er som nævnt ikke altid nemt at forstå hele denne komplicerede problematik med elementer af både international og lokal politik, jura og psykiatri. Jeg oplever, at lægers udsagn bruges og misbruges i det større spil. Jeg vil derfor opfordre til diskussion af følgende forslag: Læger skal i sådanne sager udelukkende optræde fagligt, dvs. udelukkende udtale sig fagligt om asylansøgeres tilstand og ikke om deres personlige mening om konkrete personers berettigelse til asyl. Asylberettigelse er et politisk tema, og læger kan og bør som andre mennesker indgå i politisk arbejde, når de føler behov for det. Tilsvarende synes jeg, at vi kan forlange, at lægers faglige udsagn ikke drages i tvivl eller misbruges i anden sammenhæng. Jeg synes ligeledes, at man kan kræve, at de andre, der fra dansk side deltager i hele dette cirkus, sagførere og politikere tilsvarende skal opføre sig ordentligt, og ikke misbruge systemet til egen vinding, det være sig økonomisk eller politisk.