Skip to main content

Eureka?

København, Niels Høiby

2. nov. 2005
7 min.

Det var en ejendommelig leder, som Ugeskriftet bragte 2. september (1). Danmark har med sine godt 5 mio. indbyggere en begrænset videns- og intelligensreserve, og vi er derfor i højere grad end større lande nødt til at trække på udenlandske forskningsresultater. Desværre ved vi, at danske læger er langsommere end læger i andre nordiske lande til at tilegne sig ny vigtig medicinsk viden (2). Hvad enten sådan ny viden kommer fra udlandet, danske kolleger eller lægemiddelindustrien, hvis egen forskning og bidrag til offentlig forskning via fonde jo er betragtelig, så maner det danske efterslæb måske til at lægge lidt sordin på stemmeføringen, når ens fordomme bliver udfordret. Det kunne jo være, at selv industrien korrekt videregiver udenlandske forskningsresultater, som danske forskere ikke har været opmærksomme på, eller som på grund af manglende forandringsvillighed for en tid er forsvundet i Bermudatrekanten mellem Sundhedsministeriet, Amtsrådsforeningen og de toneangivende sundhedsøkonomer.

Lederens titel »Eureka, sagde medicinindustrien« er ejendommelig, for EUREKA er en forkortelse for European Research Coordination Agency, som er et industrielt orienteret forskningsprogram oprettet i 1985 af EU-kommissionen og 19 europæiske lande, så virksomheder og/eller forskningsinstitutioner fra mindst 2 EUREKA-lande kan finde sammen om et fælles forskningsprojekt og opnå økonomisk støtte fra de involverede lande. Men det er nok for seriøst et formål for lederskribenten, så vidt man kan bedømme på resten af lederens indhold. Så han har vel tænkt på Arkimedes' udbrud, Heureka (jeg har fundet det!), uden at undersøge ordet grundigt nok, for det kunne resten af lederens indhold godt tyde på.

Lederskribent Ole Eckhardt Poulsen omtaler sig konsekvent som »vi« og efter nogen søgen, findes han i Lægeforeningens Vejviser at være formand for DADL's Lægemiddeludvalg. »Vi«'s leder tegner vel så udvalgets mening, men »vi« har ingen adkomst til at tegne alle DADL's medlemmers mening i denne eller andre sager. »Vi« mener, at der bruges for mange penge til medicin her i landet, men f.eks. Hjerteforeningen, PsykiatriFonden og Gigtforeningen mener, at der ikke bruges nok moderne og effektiv medicin til at forebygge og behandle hjertesygdomme, depressioner og gigt, sammenlignet med f.eks. andre nordiske lande. Her har vi et oplagt dilemma, hvor »vi« sætter økonomien i centrum, mens patientforeningerne og deres lægelige råd sætter patienterne i centrum, og som vi kan konstatere er »vi« åbenbart stærkere i Danmark end i andre lande: Lægen med to kasketter, den store økonomiske kasket og den lille patientkasket har sejret, mens lægen med kun en kasket, patientkasketten må kæmpe videre for sine patienter. Og det er jo en gevaldig paternalisme, som læger ellers prøver at lægge bag sig, som demonstreres i »vi«s leder over for patienter og kolleger, som læger med en kasket så må kæmpe mod.

»Vi« har en »sund og stærk skepsis« over for argumentet om, at mere medicin nødvendigvis gør folk sundere. Medicin bruges jo til at forebygge og behandle sygdomme, mens sundhed i FN's forstand er et meget videre begreb, så der er »vi«s sprog og tankegang uklar. Det, som de videnskabelige arbejder fra USA (3) har vist, er, at der blandt OECD-lande er en statistisk signifikant sammenhæng mellem landenes befolkningers middellevetid og deres udgifter til medicin, så lad os holde os til den diskussion. Alle forskningsresultater skal selvfølgelig underkastes kritisk videnskabelig analyse, men det gør »vi« ikke, men generaliserer i stedet for ukritisk og man kan derfor overveje, om »vi«s »sunde og stærke skepsis« er sund for patienterne eller for sygesikringens og hospitalernes budgetter? »Vi« foretager dernæst nogle selekterede omtaler af to enkeltlande, som indgår i korrelationsanalyserne af OECD-landene, mens det »vi« skulle have gjort var at se på korrelationskoefficienterne og p-værdierne som angiver styrken af samvariationerne og deres statistiske usikkerhed. En selektiv omtale af enkeltlande, der ligger over henholdsvis under regressionskurven uden at omtale de andre, er derimod ikke særligt konklusivt uden yderligere analyser af forholdene i landene.

Endelig udnævner »vi« ændret livsstil til at være »den største enkeltfaktor i, at den danske middellevealder er steget mærkbart i starten af det nye årtusinde«. Men for det første er de nyeste tal for middellevetiden, som kom i »Human Development Report 2002« fra FN i juni-juli 2002 fra 1998-2000, altså fra forrige årtusinde, og for det andet ligger vi stadig langt nede på en 29.-30. plads sammen med Kuwait (76,2 år) og blandt de vestlige lande, inkl. Israel, Cypern, Malta, Australien, New Zealand, Japan, Hong Kong, Singapore, Barbados, Canada, USA og Costa Rica er det stadig kun Portugal, der har en lavere middellevetid end os. Vi er yderligere steget mindre (0,5 år) end Sverige (0,8 år) (nr, 2, 79,5 år) og Finland (0,6 år)(nr. 21, 77,6 år), men mere end Norge (0,2 år)(nr. 11, 78,5 år) og Island (0,1 år)(nr. 4, 79,2 år). Iflg. den forrige regerings folkesundhedsprogram 1999-2008, regnede man med, at en effektiv indsats på risikofaktorerne tobak, alkohol, kost og motion, svær overvægt og trafikulykker kun vil forbedre middellevetiden med et år, altså 5-6 uger pr. år i 10-års-perioden, så »vi« har ikke nogen holdepunkter for, at det halve års stigning fra 1998-2000, hvor kun det ene år er efter lanceringen af folkesundhedsprogrammet, skyldes ændret livsstil og »vi« bringer heller ikke nogen data om konstaterede forbedringer i de nævnte risiko-faktorer her i landet i perioden 1998-2000. Den forrige regering øgede derimod ressourcerne til udvalgte behandlingsområder fra midten af 1990'erne, og mange fremskridt i forebyggelse og behandling af alvorlige sygdomme fandt også sted fx aids, ballonudvidelser og bypassoperationer, mavesårsbehandling og influenzavaccination af gamle mennesker, så helt at frakende forbedret behandling og medicinsk forebyggelse en indflydelse på stigningen i middellevetiden kan »vi« vel ikke tillade sig?

Den tone, som gennemsyrer »vi«s leder viser en polariseret holdning til Lægemiddelindustrien, som »vi« ikke har baggrund for at hævde tegner alle DADL's medlemmer. Lægemidler og kirurgi er nu engang vore vigtigste midler til bekæmpelse af sygdomme. Lægemidler opfindes af forskere i industrien og på universiteterne, men de videreudvikles evt. frem til markedsføring af industrien med de små nye bioteknologiske firmaer på fx Symbion som mellemled. Det er i patienternes, lægernes og samfundets interesse, at det sker, og at der er et konstruktivt samarbejde mellem industrien, lægerne og samfundet. Det bidrager »vi«'s leder ikke til. Selvfølgelig skal vi være opmærksomme på, at der kan ske fejl fra industriens side, og fra lægernes side og så må vi påpege fejlene og få dem rettet, men der er ingen grund til altid at rekruttere den Pavlovske fordomsrefleks og altid kun tro det værste om andres motiver. Det er da rigtigt, at industrien gerne vil tjene penge, og at læger gerne vil have højst mulig løn for deres arbejde f.eks. ved at tage ekstra vagter i Norge. Men det er da en ærlig sag og selve grundlaget for vestlige samfunds succes, og derfor kan man da godt have andre, mere altruistiske motiver ved siden af, som det fx viser sig i de forskningsf onde, som industrien har oprettet til støtte for offentlig forskning. Vi skal også huske, at fremragende danske forskere, som nobelpristageren, professor August Krogh, var årsag til den danske industrielle insulinproduktion på Novo-Nordisk og professor K.A. Jensens selvstændige fremstilling af penicillin i Danmark under 2. Verdenskrig var årsag til Løvens Kemiske Fabriks industrielle antibiotikaproduktion, og Lundbecks psykofarmakonproduktion bygger ligeledes på samarbejde med danske forskere, hvoraf nogle, som professor og dekan Eva Steiness tog springet fra universitetet til industrien. Sådanne samarbejdsrelationer er af stor værdi for det danske samfund og bygger på tillid mellem industri, læger, forskere og samfund, og den tillid må også rumme mulighed for, at industrien retter henvendelse til regeringen om at nedsætte en medicinkommission uden at industrien og dens motiver straks bliver svinet til i en leder forfattet af »vi« på lægestandens vegne. Fortiter in re, suaviter in modo, var H.C. Ørsteds valgsprog, og det kunne »vi« måske tænke lidt over, før »vi« skriver næste leder i Ugeskriftet.


Referencer

  1. 1. Poulsen O.E. Eureka, sagde medicinindustrien. Ugeskr Læg 2002; 164: 4153.
  2. 2. Thomsen AS. Spredning og implementering af ny viden i klinisk adfærd. Danske lægers viden om Helicobacter pylori og antibiotikabehandling af mavesår i nordisk perspektiv (MPH-afhandling). Göteborg: Nordiska Hälsvårdhögskolan, 2000: 1-49.
  3. 3. Frech HE, Miller Jr. RD. The productivity of health care and pharmaceuticals: An international comparison. American Enterprise Institute for Public Research (AEI Press). Washington D.C. 1999: 1-108.
  4. Svar