Hans Kornø Rasmussens (HKR) artikel »Europa på pension« i Ugeskrift for Læger nr. 44 var interessant og tankevækkende. At de lave fødselstal gør, at befolkningstallet i de 15 gamle EU-lande står til en nedgang på næsten 40% i løbet af dette århundrede, er skræmmende.
Der er dog en ting, som jeg mener, mangler i debatten. HKR samt flere andre, der har skrevet om emnet, omtaler ofte øget indvandring som et paneacum universalis, der kan afhjælpe de uheldige effekter af den skæve demografiske udvikling. Denne betragtning tager dog ikke hensyn til, at en uselekteret øget indvandring ikke nødvendigvis vil øge samfundets overskud til at tage sig af »ældrebyrden«. Taget under et synes det mig, at den nuværende population af indvandrere, flygtninge, og disse to gruppers efterkommere, er plaget af flere problemer, som giver anledning til ovenstående bekymring. De kommer typisk fra de laveste socioøkonomiske lag i deres hjemlande, og bliver sjældnere og kortere uddannet end de etniske danskere. De er oftere på overførselsindkomster, har flere fattige og er plaget af en øget kriminalitet. Kun en del af dem integreres i det danske samfund, en alt for stor andel lærer aldrig dansk og lever i det hele taget i deres egen »tidskapsel« af kultur og samfund. Kun en forsvindende lille del af indvandrerne synes at blive egentligt assimileret.
Alt i alt kan disse bekymringer, hvis de holder stik, ændre udfaldet af en øget uselekteret indvandring, fra at øge produktion og overskud til ikke at hjælpe, eller endda forværre situationen. Desuden risikerer vi, at en massiv indvandring uden assimilation grundlæggende ændrer vores samfundsværdier i en retning, vi ellers havde kæmpet for at fjerne os fra. Her tænker jeg på ligeberettigelse, revselsesret og ytringsfrihed.
