Eutanasi

Man kan stille sig det spørgsmål: »Hvorfor er kun smerter kvalificerende til 'aktiv' dødshjælp hos uhelbredeligt syge i Danmark?« De kan få højdosis/overdosis morfika og dermed hjælpes herfra under dække af, at det er smertebehandling [1].

Hvad med de uhelbredeligt syge, der ikke har smerter, men ønsker at dø?

Jeg er enig i, at læger ikke skal være part i eutanasi, fordi det giver etiske/moralsk problemer med deres virke i forhold til patienten. Men man kunne jo have en særlig faggruppe - eutanasiologer, som kunne tilbyde denne service til de uhelbredeligt syge, som måtte ønske det.

Det er noget af en gordisk knude, og som det er nu, har man valgt at skære den over i to dele, den ene del er dem med smerter - den anden del bliver dem uden smerter. Nogle vil måske så hviske, at den anden del jo blot kan lyve og sige, at de har uudholdelige smerter, hvad så?

Svar:

♠ Poul Jaszczak, formand for Lægeforeningens Etiske Udvalg, E-mail: poul.jaszczak@dadlnet.dk

Det er en meget kompliceret problemstilling, der rejses, hver gang emnet eutanasi kommer på dagsordenen. Smertelindring kommer altid til at fylde meget i diskussionen, fordi det er de fortællinger vi hører flest af. Vi administrerer meget potente medikamenter vel vidende, at en af virkningerne kan være en forkortelse af en given patients liv. Læger giver ikke en stor dosis morfin for at ende en patients liv, men fordi patienten er så smerteplaget, at det er den eneste udvej for at lindre. Den til tider vanskelige opgave, som består i at hjælpe og lindre, kræver en særlig indsats, uanset om der er tale om en stærkt smerteplaget patient eller en anden uhelbredeligt syg, og den skal løses. Det må ikke medføre, at vi udvikler en praksis, som har til formål at ende en patients liv. Den medmenneskelige relation, at stå ved patientens side uanset sygdommens omfang, skal være en ubrydelig del af såvel lægers som andre sundhedsprofessionelles daglige virke. Vi har måske tabt eller glemt dele af disse egenskaber, og dem må vi så genfinde. Vi løser ikke problemet ved at uddanne en særlig gruppe »eutanasiologer«, som kunne få licens til at ende en uhelbredeligt syg patienters liv, vi flyttet det blot.

Det må uændret være den fornemste opgave af alle at gøre vores yderste for, at patienterne får et værdigt liv og en værdig livsafslutning, uden at motiverne bliver bragt i tvivl og i respekt for den enkelte patient.

Det giver den nuværende lovgivning mulighed for.