Evidens - menneskelig erkendelse - den gode læge - og Ugeskriftet

Der tales - og især skrives meget om evidensbaseret medicin. Og det er godt. Der gøres et betydeligt arbejde overalt i de medicinske tidsskrifter for at sikre, at vore behandlinger hviler på så solidt et fundament som muligt. Metaanalyser, Cochrane reviews og andre systematiske reviews oversætter og kvalificerer de videnskabelige undersøgelser til et fundament, der kan bruges til vurdering af diagnostiske metoder og behandlingsrekommandationer. Det er også godt. Referenceprogrammer og rekommandationer kan referere til, hvilket evidensniveau en given anbefaling bygger på: er det kategori 1a i form af evidens fra metaanalyse af randomiserede, kontrollerede undersøgelser - eller er det tale om kategori 4 - med evidens fra ekspertkomitéer, velestimerede autoriteter, enkelttilfælde og små serier? Den evidensbaserede medicinske publikation giver anledning til debat. Fra tid til anden betvivles de forskellige metaanalysers anbefalinger, og systematiske opgørelser har vist, at også de evidensbaserede fremstillinger er behæftede med fejl, misforståelser, ufuldstændigheder, usikkerheder og måske bias i de a priori baserede antagelser der ligger til grund for analysernes udarbejdelse. Det er også godt! Det er godt fordi det understreger nødvendigheden af at fastholde en ydmyghed overfor, at på trods af kolossale lægevidenskabelige fremskridt, er det fortsat fundamentalt for lægekunsten, at mange diagnostiske undersøgelser og behandlinger - og lægelige handlinger - har usikkerheden som et grundvilkår.

Overvejelserne herover indeholder basis for en paradigmefragmentering, hvorefter dele af lægens erkendelse nødvendigvis må baseres på fornuftsmæssige argumenter - men tillige må lægen erkende, at kvaliteten af det (data, undersøgelser, mesterlærte praksiser) der stilles til rådighed for den fornuftige overvejelse kan have ganske varierende valeur. Lægen må således nødvendigvis indstille sig på, at den lægelige erkendelse ikke kan have anderledes grundvilkår end menneskelig erkendelse i andre sammenhænge. Den videnskabelige tilgang til erkendelsen af den lægelige praksis er et væsentligt bidrag. Men den kan aldrig isoleres til at være en ren naturvidenskabelig eller en ren humanistisk erkendelsesform (i disse termers vulgariserede selvforståelse). Det ville være så forførende nemt, hvis erkendelsen alene fulgte den formelle logiks regler. Men der er en grund til, at man uden at gøre vold på logikkens regler, kan hævde samtidig sandhedsværdi for de modstridende svar »ja« og »nej« på spørgsmålet: »Er hun en god læge«? Det er en god læge der redder et menneskeliv fra sygdom, lidelse og død. Men ikke nødvendigvis den samme gode læge der redder et menneskeliv til sygdom, lidelse og død. Dette er én forståelse af den frustration som manglende accept, af de paradigmevariationer der præger den moderne medicin - og dermed den lægelige erkendelses mangfoldighed, kan give anledning til. Derfor er det nødvendigt, at lægen som læge og den videnskabelige medicin som standsbidrag, besinder sig på - ikke nødvendigvis at fastlægge et bestemt mønster der entydigt definerer erkendelsens fundament for den gode medicinske praksis eller den gode læge - men bestandigt underkaster de forskellige former for praksis en paradigmerefleksion der inddrager bidrag fra alle rum af menneskers erkendemuligheder - herunder også den etiske dimension (i en ikke vulgariseret selvretfærdig forståelse!).

Det nye Ugeskrift for Læger kan bidrage til denne refleksion - giv det en chance. Der er behov for bred informationsformidling og dialog mellem læger i Danmark. Læger kan ikke nøjes med at læse Ugeskriftet. De specialeorienterede tidsskrifter må studeres, ligesom paradigmeudvidende tidsskrifter, såsom Bibliotek for Læger (verdens ældste) burde vinde større udbredelse. Men kære kollegaer - læs dagens avis, en god bog, se film, gå i biografen, spil golf med naboen - og læs så det nye Ugeskrift hvis det er det værd - ellers la'vær'!