Skip to main content

Evidensbaseret medicin Andersen IB, Matzen P, red.

31. okt. 2005
2 min.

Den første basisbog om evidensbaseret medicin foreligger nu på dansk. Bogen henvender sig til det kliniske sundhedspersonale, specielt læger, som ønsker at anvende den bedste evidens fra litteraturen i deres kliniske praksis. Bogen kan både bruges som en traditionel lærebog eller som opslagsbog. Bogen er bygget op omkring 12 kapitler, hvor de første fem omhandler det kliniske spørgsmål, litteratursøgning, kritisk udvælgelse og læsning af evidens samt statistik for ikke-statistikere. Herefter gennemgår forfatterne systematisk de forskellig forsøgsdesign og artikeltyper og kommer ind på anvendelsen og kritisk litteraturlæsning. Det sidste kapitel fokuserer på implementeringen i den kliniske hverdag. Forfatterne har gjort et stort og godt arbejde med denne første udgave, som har en god systematik, og som er meget læsevenlig. Den strukturerede opbygning med nøglebudskaber som indledning til hvert kapitel og en god indholdsfortegnelse gør det muligt at guide sig rundt. De mange sygehistorier og det lette sprog sikrer bogens tilgængelighed for både klinikere og andre med interesse på området. Der er ikke blevet kælet for layoutet, og selv om sproget er let, så bærer det tydeligt præg af, at kapitlerne er skrevet af forskellige forfattere, hvilket kan være lidt forstyrrende undervejs.

Jeg mangler et stikordsregister, hvilket vil gøre det lettere at anvende publikationen som opslagsbog, som det netop er ønsket fra forfatterne selv.

Som daglig bruger af evidensbaseret medicin på forebyggelsesområdet er ideen med de supplerende tjeklister, vejledninger og links, specielt regnearkene på internettet både enkel og genial. Disse kan findes på www.gads-forlag.dk

Som forsker, og dermed skaber af evidens, synes jeg også bogen har sin plads. Specielt unge forskere har med denne bog en mulighed for at få klarhed over begreberne på en let tilgængelig måde, selv om de ikke er den primære målgruppe.

Forfatterne skal roses for deres beredvillighed til at modtage forslag til forbedringer af bogen og af tjeklister og regneark på internettet.

Konklusivt er der tale om en længe ventet og let tilgængelig indføring i evidensbaseret medicin for specielt klinikere, men også yngre forskere og studenter.


Overlæge Hanne Tønnesen

E-mail: ht02@bbh.hosp.dk