Skip to main content

Fælles medicinkort: Er det almen praksis, der skal betale??

Praktiserende læge Kim Schoubye, Frederiksberg. E-mail: kim@schoubye.dk

2. dec. 2011
3 min.

Interessekonflikter: ingen

I det seneste nummer af Rationel Farmakoterapi skriver Bjørn Krølner fra Institut fra Rationel Farmakoterapi, at fælles medicinkort (FMK) kommer snart, primo 2012, og almen praksis skal benytte lidt ekstra tid til at overføre patientens medicin til FMK.

Det er rigtigt, at almen praksis skal bruge ekstra tid for at bruge FMK, og det uden honorar for arbejdet, men det værste er, at det tilsyneladende er almen praksis, der skal betale en uoverskuelig sum penge for at få FMK til at virke, ud over at der skal arbejdes gratis.

Jeg var til møde med regionens edb-konsulent, der lovpriste FMK og bagatelliserede den kæmpeudgift, almen praksis bliver udsat for i forbindelse med tilslutning til FMK.

For at konkretisere den økonomiske side af sagen, skal det oplyses, at man for at blive tilsluttet FMK skal oprette en særlig edb-forbindelse til sin lægeprogramudbyder, idet den enkelte praksis ikke kan forbinde sig til sundhedsdatanettet.

Prisen herfor er, hvis man har Ganglion, og det er den skrabede model, hvor alle takster er inkl. moms, jeg henviser til:

Tilslutning til FMK 3.250 kr.

Tre timers konsulernt 3.562 kr.

Medigate 2.969 kr.

Kørsel 1.500 kr.

I alt 11.281 kr.

Tilskud fra regionen -2.500 kr.

Samlet udgift 8.781 kr.

Årlig udgift til abonnement 7.000 kr.

Pris for Æskulap inkl. moms:

Tilslutning via egen router,

hvis den kan 3.744 kr.

Tilslutning FMK 1.744 kr.

Konsulent og kørsel

som Ganglion 5.062 kr.

I alt 10.550 kr.

Tilskud fra regionen -2.500 kr.

Samlet udgift 8.050 kr.

Årlig udgift til abonnement 3.375 kr.

Man kan se, at der er en ret stor engangsudgift på 8.000-9.000 kr. og dertil en årlig abonnementsudgift på 4.000-7.000 kr. for at benytte FMK.

Det synes at være forbigået PLO's opmærksomhed, at vi nu skal betale for regionernes ønske om medicinkort.

Jeg vil foreslå PLO at komme med en kommentar til denne store udgift til etablering af FMK og den meget store årlige udgift til abonnement og vedligehold af FMK, som ikke forbedrer vores medicinkort ret meget.

> Svar:

Formand for Praktiserende Lægers Organisation Henrik Dibbern, E-mail: dibbern@post3.tele.dk

Interessekonflikter: ingen

I den nuværende overenskomst aftalte vi en kompensation for installering af både FMK og datafangst. Vi ved godt, at kompensationen vil være større end udgifterne for nogle og mindre end udgifterne for andre. Vi er nødt til at aftale en kompensation baseret på et gennemsnit af lægernes udgifter. Desværre ligger systemhusenes priser for installation og drift ikke fast.

Vi har i årevis forsøgt at få systemhusene til at være mere åbne omkring deres priser, desværre uden held. Det bliver dog mere og mere klart for os, at nogle af systemhusene har en prispolitik, der ikke vil kunne opretholdes i et gennemsigtigt marked med fuld konkurrence. Specielt de store udgifter, systemhusene påligner os for at være på sundhedsdatanettet, er det meget vanskeligt at se rimeligheden i. Da det ikke er PLO, som er kunde hos systemhusene, er det kun som enkeltklinikker eller via brugergrupperne, at vi kan agere og kræve, at systemhusene fører en anstændig prispolitik. Vi er nødt til at være med i den teknologiske udvikling på it-området, men vi kan i dag reelt ikke forsvare os imod, at systemhusene udnytter dette forhold.

I forhold til den konkrete brug af FMK, så er kravet i overenskomsten, at vi skal indføre det i praksis, når alle sygehusene i ens egen region også har indført det. Når det er indført, skal den praktiserende læge alene bruge FMK fremadrettet, når patienten kommer i konsultationen. Her skal der ske en opdatering af medicinkortet for så vidt angår den medicin, lægen selv ordinerer, som vi jo under alle omstændigheder skal gøre det ved ny ordination eller receptfornyelse. Der er tekniske startvanskeligheder ved medicinkortet, som der er ved al it-teknologi, men ideen og visionen med medicinkortet er god og rigtig.